Sønderjyder laver nyt åndehul
Fællesskabet MILLE ønsker at være et autentisk fællesskabSønderjyder med baggrund i IM, LM, KFUM og KFUK samt Dansk Oase går sammen om at arrangere månedlige møder i Tinglev Medborgerhus.- Folk ønsker et Jesus-centreret samvær, hvor det ikke er afgørende, hvilken baggrund de kommer fra – et autentisk fællesskab, siger Birthe Nøddebo fra Toftlund, der er med i ledelsen for det nye fællesskab.
– Vi tror, at vi er et godt bud på det. Møderne er både for kirkevante og kirkefremmede, og de skal være et åndehul for os. Vi har en klar fornemmelse for, at der er potentiale i det her. Birthe Nøddebo understreger, at fællesskabet ikke er en erstatning for de sammenhænge, deltagerne kommer i til daglig, men at det er noget ekstra.
At møderne foregår i Tinglev Medborgerhus signalerer, at det nye tiltag er et bredt fællesskab uden tilknytning til en bestemt kirke, og at alle er meget velkomne uanset baggrund. Fællesskabet ønsker også at være for alle aldersgrupper – børnefamilier, teenagere, de unge på 40 og så de lidt ældre
Ledelsen for MILLE, Midtsønderjyllands Inspirations- og Lovsangsfester, Luthersk Evangelisk, består af 10 personer fra de forskellige sammenhænge. De forventer, at ca. 50 personer vil komme til arrangementerne i opstartsfasen.
Det første arrangement blev holdt søndag d. 21. marts med fokus på børn. Næste arrangement foregår lørdag d. 17. april med fokus på lovsang.
Lovsangsleder Torben Callesen fra Karlslunde vil indstudere nye og gamle lovsange samt undervise om lovsang.
Om aftenen afsluttes med en lovsangsfest. Arrangementet er for alle, der kan lide at synge.