Sytten dage

En far fortæller om at miste sin nyfødte datterAf Henrik Niehausmeier

Så er de her – en stor glæde breder sig i hele kroppen. Lidt for tidligt er de jo kommet, men al faglitteratur siger, at det ikke gør noget. Timo og Tabea skal de hedde. Det utrolige er sket – efter så mange års barnløst ægteskab – og nu to på én gang, født i Afrika. Alt var hektisk, spændende, pulsen steg. Men nu er de her – velskabte. Og straks opstår der kærlighed til de to små, nye mennesker.
Og Gud er her. Som vi bad give os børn, og som han gav os. Tak!

Tabea har åndedrætsproblemer. Intensivafdelingen er ikke noget kønt sted til en lille nyfødt. Slanger, maskiner, skærme, larm fra åndedrætsmaskinen. Enhver ringelyd fra skærmen får os til at fare sammen.Vore øjne vandrer fra Tabeas små øjne til skærmen og tilbage igen. Som om Tabea og maskinen var ét.
Og Gud er her. Han bliver ikke stående uden for intensivafdelingen og venter – han går med ind.

Lille Tabea, lille menneske. Ingen mulighed for at kommunikere. Så svag og hjælpeløs, men allerede genstand for så megen mekanik – for at overleve. Små øjne, som indimellem sover, andre gange kigger sig angst omkring om hjælp.
Snappen efter vejret, maskinen indstilles højere, nogen lindring. Vore følelser går op og ned, afhængige af skær-mens hjerte- og åndedrætsudsving. Venlige læger og sygeplejersker tager sig af Tabea og os, giver os håb, ved ikke selv helt præcist, hvad der vil ske.
Og Gud er her. Den Gud, som siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Vi lever i to følelsesverdener.
Besøg hos Timo. Håb og glæde vinder indpas, sjælen ånder lettet op, hjertet glæder sig. Besøg hos Tabea. Nedtrykt håb, angst, usikkerhed. Hvad vil fremtiden bringe?
Besøg hos lægen. Vi får den iskolde sandhed at vide. Problemerne er langt større, end vi troede. Angst for Tabeas fremtid blander sig med den dybe alvorlige bøn om, at Guds vilje må ske. Muligvis varige hjerte- og hjerneskader – vore tanker går i kreds.
Og Gud er her. Uden at vi rigtig mærker det, bærer han os igennem de her dage, hjælper og trøster.

Det er søndag eftermiddag, og solen skinner. En opringning fra sygehuset – vi skal straks komme! På få minutter skildrer lægen Tabeas tilstand. Derefter er vi alene i værelset. Vi græder, beder, hjertet gør så ondt. Tusinde spørgsmål trænger sig på.
Mens vi sidder og græder, kommer sygeplejersken styrtende ind: Kom! Vi sidder ved Tabea, ved hendes lille seng. Overalt er der slanger. Hun ligger helt stille – det ser ud, som om det kun er den kunstige lunge, der holder hende i live. Skærmen ser anderledes ud end ellers. Alle værdier er lavere – falder hurtigt.
Vi holder Tabeas små hænder – små bitte hænder med små bitte fingre. Vi er bevidste om, at vores datter er ved at dø. Hendes hjerteslag bliver langsommere – det forekommer mig, som om mit eget hjerte dør. Vi oplever de sidste tredive minutter i vores Tabeas liv. Vi er glade for, at vi er her sammen med hende.
Og Gud er her. Ser vores smerte, vores kamp – giver os den styrke, vi har brug for nu og ikke har mere tilbage af.

Det er søndag eftermiddag, og solen skinner. Tabea har fået fred, behøver ikke mere at kæmpe angst for at få luft. Hun ser nu så fredfyldt ud. Vi tager hende ømt op på armen – for første gang siden hun blev født.
Dyb sørgmodighed går gennem os – og samtidig en dyb fred. Hun har det bedre nu – hun er et bedre sted, uden slanger og maskiner. Vi tror, at hun er hos vores Far i himmelen.
Vi tager os god tid til afskeden. Tanken om, at hun skal i kølerum, gør ondt. Men det er nu kun hendes hylster – Tabeas ånd og sjæl er allerede hos Faderen.
Og Gud er her. Holder min kone og mig i sine stærke hænder.

En varm, støvet, tør kirkegård – et sted for de døde. Graven og kisten er begge så små. Mange er kommet for at trøste.
En håndfuld jord skal jeg kaste på kisten i graven. Et par blomster forskønner synet af den kolde kiste. Min hals snører sig sammen – sjælen græder. Graven bliver kastet til. Af støv til støv.
Og Gud er her. Han ved, hvordan det er at miste et barn.

Sytten dage er slut. Ikke nogen lang tid og dog et helt menneskeliv – Tabeas liv.
Vi vil ikke glemme disse dage. Håb og angst. Dage, som bragte os nærmere Gud, som bragte os nærmere andre mennesker. Tabea – en gave fra Gud. Han betroede os at have hende i denne korte tid. Vi giver denne gave tilbage til ham – ikke med bitterhed.
Og Gud er her. Går med os, elsker os. Her er en, som også har mistet sit barn. Han har ikke som vi kæmpet for sit barns overlevelse. Han har endda bevidst sendt sit eget barn i døden.
Han er vores himmelske far. Han kender smerten og tabet – han ved, hvordan det er, når ens eget barn dør, hvor ondt det gør. Han gjorde det af kærlighed – kærlighed til alle mennesker på jorden. Han lod sin søn dø som det størst tænkelige bevis på kærlighed.
Og fordi denne søn, Jesus, døde – og igen opstod – behøver vi ikke mere fortvivle. Døden har mistet sit kolde, håbløse greb. Derfor giver vi taknemmeligt Tabea tilbage til Gud. Hun er ikke for evigt død – hun er hos Herren.
Og Gud er her. Giver nyt håb – vil gerne bruge os til at give dette håb videre til verden. En verden, som har brug for håb. Det vil vi gøre – her i Afrika, det kontinent, hvor vores lille Tabea ligger begravet.

Henrik og Manuela Niehausmeier rejste efter deres bibelskoleuddannelse til Nairobi for at undervise kristne i Østafrika. Efter flere års barnløshed fik ægteparret i marts 2003 tvillingerne Timo og Tabea.