Ung pige: Hvor går grænsen for kærtegn?
Brev:
Hej Familiebrevkasse
Jeg er en pige på 18 år, som er så svineheldig, at jeg har en kæreste. Vi har været sammen i over 1 år nu, og vi har både været gennem skuffelser, vrede og dejlige, fantastiske stunder. Jeg har været kristen hele mit liv, men min kæreste har været det i 3 år, og det kan nogle gange være et problem. Jeg føler tit, at jeg tvinger ham med til kristne arrangementer, og det synes jeg er ret hårdt. Han kan godt li at være med til det, men han kommer ikke af sted, hvis jeg ikke spørger ham 5 gange inden. Det er super dejligt at bede sammen med ham, for jeg kan se, at han tilbeder Gud med hele sit hjerte. Men derfor forstår jeg bare ikke, hvorfor han ikke selv kan finde ud af at komme med, og at jeg hele tiden skal skubbe ham i gang, før han gør noget. Jeg lægger stor vægt på at snakke med ham om de ting, der går mig på (også/især ham), men når jeg gør det, virker det som om, at jeg prøver at trække noget ned over hovedet på ham, som han ikke er klar til endnu, fordi han stadig er ny i troen, og sådan har jeg ikke lyst til, at det skal være. Men hvad skal jeg så gøre?
Et andet problem jeg har, og som jeg tror alle kristne kærestepar har, er at vores fysiske grænser hele tiden bliver flyttet en lille smule. Det er så nyt, så spændende og så forbudt. Jeg forstår godt, hvorfor man ikke skal gå i seng med hinanden, inden man bliver gift. Og jeg kunne overhovedet ikke forestille mig, at jeg havde sådan et verdsligt liv som mine klassekammerater, som for længst har mistet deres mødom, de er simpelthen for overfladiske og ligegyldige, de kærlighedsforhold de har! Men hvor er grænsen, for i bund og grund starter sex jo, når man holder hinanden i hånden, eller kysser…. men det er jo okay! Jeg har ikke været i seng med min kæreste, og det tror jeg heller ikke på, at vi kommer til, inden vi bliver gift… Men der er så meget inden, som også er forbudt, det er bare ikke rigtig til at finde ud af, hvad det forbudte er, synes jeg. Nogle gange når jeg synes, vi har overskredet en grænse, vælger jeg ikke at have dårlig samvittighed. Men andre gange bliver jeg så sur og ked af det over, at jeg gør noget, som måske er en synd, så jeg græder ½-1 time.
Hvad gør man?
Jeg elsker ham, både hans fejl og mangler og også hans dejlige personlighed.
Gud velsigne jer rigt.
Kærlig hilsen Pigen.
(Brevet er forkortet)
Svar:
Kære Pige!
Tak for dit brev. Der var lidt at tage fat på!
Det kan være svært at sige, hvorfor din kæreste ikke er lige så motiveret som dig mht. til kristne møder og events, og dit bud på hvorfor er nok mere kvalificeret end vores. Men i hvert fald synes vi, at du skal begynde at undersøge, hvad grunden kunne være. Har du fat i den, er det nemmere at finde ud af, hvad der skal gøres for at motivere ham. Det kunne fx være, at han bare er en smule doven og simpelthen syntes, at det er nemmere, når du har styr på det for ham. I det tilfælde skal du nok bare forklare ham, at du er træt af at skulle gentage tingene og sørge for, at han kommer af sted. En anden grund kunne være, at han simpelthen ikke har en så initiativrig personlighed, som du kunne ønske dig. Nogle mennesker har det bare bedst med at blive inviteret i stedet for at være dem, der inviterer. I det tilfælde må du nok bare holde ud, formentlig bliver han tryggere ved det med tiden. Prøv i hvert fald at snakke med ham om det – og husk endelig at glæde dig over, at han i hvert fald nyder det, når han endelig kommer af sted!
Det er klart, at I er forskellige steder i jeres kristenliv, når du har været kristen betydeligt længere end din kæreste. Som en naturlig konsekvens af dette er det også nogle forskellige ting, I tænker over og har brug for at drøfte mht. til Gud og kristendommen. Vi kan faktisk ikke finde på et bedre råd at give dig, end at du må prøve at mærke på din kæreste, om jeres samtale er ude på et plan, hvor han ikke kan følge med. Hvis det er tilfældet, bør du i stedet gemme dine tanker til en diskussion med fx din cellegruppe, en kristen veninde, din ungdomsleder eller lignende. Med tiden vil I sikkert nærme jer hinanden mere.
Når du kommer ind på emnet med sex og grænser, har du fuldstændig ret i, at det er noget, de fleste par kæmper med, og emnet er lige så relevant og vanskeligt, som det altid har været.
Du har fat i en vigtig pointe, når du siger, at sex reelt starter, inden man har brudt nogen grænser det er derfor det er så vigtigt, at I forsøger at lade være med at tænke, at så og så langt må I gerne gå, og hele tiden bevæger jer på kanten, men i stedet koncentrerer jer om at undgå at komme i en situation, hvor I må vælge fristelsen til eller fra, fordi man, som I sikkert har erfaret, tænker langt mindre rationelt i denne situation end på holde-i-hånd-stadiet. For så vidt lyder det jo nemt nok i teorien, men i praksis er det noget ganske andet, det ved vi godt.
Det er meget svært at stille nogle regler op for, hvor grænserne går, og det vil vi slet ikke gøre os kloge på på jeres vegne. Det er noget man simpelthen må finde ud af hver især. Nogle kærestepar kan klappe hinanden bag i, andre kan ikke. Nogle kærestepar kan kysse bag en lukket dør, andre kan ikke. Det handler om at finde ud af, hvad der tænder den anden både som nyttig viden til ægteskabet, men lige nu: så man kan undgå at gøre noget, som giver den anden nogle forkerte tanker.
Som du selv siger, er det enormt svært at finde disse grænser for sig selv, når vores grænser, som reelt er grænserne, for hvornår vores samvittighed lader høre fra sig, kan rykke sig. Det er nemmere at gå over en grænse femte gang, end det er de første par gange, det er klart. Men rent faktisk kan det lade sig gøre at genoprette de oprindelige grænser. Grænserne kan flyttes lige så langsomt tilbage, på samme måde som de lige så langsomt skubbes frem. Dette kræver naturligvis, at I lader være med at gå over disse grænser, og det er som bekendt det, der er det svære. Rent konkret er det svært at sige, hvad I skal gøre for at blive bedre til at stå imod. I må forsøge at lave en aftale om, at ingen af jer starter på noget, og være gode til at sige fra over for hinanden, selv om det kan virke sårende, fordi man skubber den anden lidt væk. Bliv bedre til at lave noget sammen uden for huset, sæt jer ud i stuen, hvis I vil snakke eller se video osv. Tag det i opløbet!
Det kan være, der er nogen fra kirken, du eller I begge to kan snakke med. Selv om det kan være et tabubelagt emne inden for kirken, kan det være befriende at få det ud, og det kan bane vejen for en ny start. Mange bliver også hjulpet af at have en person, der kender en godt, til at spørge til, hvordan det går, og ikke være bange for at skælde dig ud, hvis det ikke bliver bedre. Optimalt set kunne denne person også have en kæreste, så det gik begge veje, eller bare have noget andet at slås med, som du så kan spørge til.
Og så er Gud jo også specialist i at fjerne synd og starte forfra selv om du synes, du utallige gange har bedt ham tilgive dig, og du nærmest giver op på hans vegne, så husk at hans nåde er uudtømmelig! Sex er en virkelig svær synd at forholde sig til, fordi man ikke bare skader forholdet mellem sig selv og Gud, men også sårer et menneske, man elsker, ved, at der sker noget, som de i bund og grund ikke har lyst til.
Det er klart, at din kæreste bliver forvirret og frustreret, når du reagerer forskelligt fra gang til gang, men vi håber virkelig, at I er gode til at fortælle hinanden, hvad der rører sig i jer i den situation, for samtale er den bedste til at løse op for forvirring. Bed også sammen, og få Gud med i jeres forhold han er alle tiders til at hjælpe med at holde grænser.
Håber virkelig noget af alt det her hjælper! Og husk, at lige meget, hvor galt det kan gå, så kan I ikke gøre noget for at miste Guds kærlighed og interesse.
Kærlig hilsen
Miriam og Rebekka
