Carina og Benjamin Ervill
Ungt par, der rykker

Som initiativtagere til alkoholfrie diskoteksaftener og børnegospel har Carina og Benjamin Ervill i foråret hentet to priser hjem til Frelsens Hær i Silkeborg for deres indsats for børn og unge i lokalområdet.Benjamin Ervill er løjtnant og korpsleder (præst) i Frelsens Hær i Silkeborg, hvor han og Carina, der begge er 22 år, bor. Ingen af de to er vokset op i Frelsens Hær, men Benjamin har været med i fem år og Carina i to.

Kor for børn og voksne

For halvandet år siden startede Carina et børnegospelkor, der blev gjort kendt gennem julehjælp, breve og annoncer i avisen, og som drives af frivillige.
– Børn kan lide at synge, siger hun, og at hun har ret, bekræfter de 15 til 20 børn, der trofast møder op til øvning. Alt er dog ikke øvelse, for gospelkoret går også ud på at hygge sig og have det sjovt. Arbejdet fungerer efter Frelsens Hærs principper med at møde folk og række ud til dem der, hvor de er i dag, og dermed skabe en kontakt, som senere kan bruges til at introducere dem for Jesus.
Senere startede Carina, bl.a. på opfordring fra børnenes forældre, et gospelkor for voksne, som nu medvirker til gudstjenester og andre arrangementer.

Disko med succes

For ganske nylig startede Benjamin Ervill så projektet med det alkoholfrie diskotek „Club Unknown“.
– Hvis unge så gerne vil feste, hvorfor så ikke gøre det i kirken i stedet for på et eller andet diskotek, siger han.
Og det lader de unge egentlig til at være enige i, hvis man skal se på antallet af besøgende til diskoteksaftenerne hver anden fredag. Der er så godt som fuldt hus på trods af, at det ikke er gratis. Hovedparten af de ca. 100 besøgende er unge, der ikke har noget forhold til kirken.
I februar fik Frelsens Hær i Silkeborg overrakt HKs kulturpris på 5.000 kroner, bl.a. for arbejdet med diskoteket, og i marts blev Carinas arbejde hædret med banken Nordeas initiativpris på 10.000 kroner for initiativet og arbejdet med gospelkorene.

Junior på vej

Udover dette er parret involveret i de almindelige søndagsgudstjenester, hvor Benjamin ofte prædiker, og i tværkirkelige ungdomsgudstjenester, hvor Frelsens Hær især samarbejder med Dansk Oase.
Alt deres arbejde med børn og unge taget i betragtning må de to være meget glade for børn, og de venter da også et barn i den nærmeste fremtid.
– En dreng, og han skal hedde Benjamin Junior!, fortæller en stolt Benjamin, der også er ivrig fodboldfanatiker og at finde ved de fleste lokale kampe.
Successen med børne- og ungdomsarbejdet tager det unge par roligt og beskedent.
– Vi har bare formået at lave noget, folk gider komme til, forklarer Carina.
Helle Kristensen/
Anders Pahus