75-årig eventyrer på hundeslædetur i Grønland

Han har levet som cowboy, pelsjæger og guldgraver i Canada. Nu er han pensionist og kommer i Missionsforbundets menighed i Norrtälje i Sverige I Upplunda udenfor Norr-tälje nord for Stockholm bor den 75-årige Eskil Noge.
Da jeg besøgte ham sidste sommer, sagde han: „Til foråret kommer jeg op og besøger jer og så skal jeg ud at køre hundeslæde. For 2 år siden var jeg på en 150 km rafting på en stor elv i vildmarken i Canada sammen med nogle yngre kammerater (i 50’erne). Siden da har jeg fået nye knæ, så mon ikke jeg kan klare en tur på hundeslæde.
Eskil Noge er noget særligt. Han er vokset op i en kristen familie og kommer i Missionsforbundets menighed i Norrtälje. Hjemme på gården har man altid taget sig af børn og unge, der blev sendt til dem af de sociale myndigheder i Stockholm, og Eskil fortsatte denne indsats på sin egen gård. Mange børn og unge har været gennem disse hjem, mange har fået hjælp og er blevet rettet op.

Selv drog Eskil ud på eventyr som ung mand. Han havde læst bøger om vildmarkslivet i Canada. Det gav udlængsel. Han tog til Canada, hvor han levede i nogle år som cowboy, pelsjæger og guldgraver og var meget sammen med indianerne. Han fortæller spændende om jagtture på ræve, ulve, bævere, elge og bjørne og om eventyret med at grave guld. Det blev ikke til de store summer, men for guldet kunne man bytte sig til mad.
Han var fristet af vildmarkslivet i skovene og havde stor lyst til at blive, men hjemme havde hans far brug for ham på gården, og han hjalp også til hos et ældre ægtepar på nabogården, som han senere overtog. Her blev han en af de første svenske bønder, der gik i gang med kødkvæg. Til gården hører meget skov, og han fortsatte jagten fra Canada – mest på harer, rådyr og elge – og han fisker også meget. Der er altid fisk og vildt i fryseren hos Eskil og hans familie.

Da jeg sammen med min familie for mange år siden besøgte familien på gården i Upplunda, afholdt SMU (Det Svenske Missionsforbunds Ungdom) en spejderlejr på gården. Børnene trivedes og elskede Eskil. Man har det godt i hans selskab. Om aftenen efter arbejdet på gården var Eskil sammen med de unge spejdere. Han havde cowboyhatten og ridestøvler med sporer på, riflen og bjørneskindet var med, og børnene lyttede til de spændende beretninger fra vildmarken i Canada. Vi har det selv lidt på samme måde, når vi lytter til Eskil. Han er en meget ydmyg mand, der ikke gør meget væsen af sig selv, men når han begynder at fortælle, er man næsten med ham i vildmarken. Det er ikke mindst spændende at høre ham fortælle om sit samvær med indianerne. Siden tiden i Canada har han fulgt med i, hvad der sker med indianerne, og hans viden på det område er stor. Når vi hører ham fortælle om det, oplever vi mange lighedspunkter med inuitterne i Grønland.

Eskil Noge fortæller om en gang, hvor han boede i en skovhuggerlejr lige før jul. I „nærheden“ boede en gammel svensk guldgraver i en hytte. Han havde ikke været hjemme i Sverige i de 50 år, han havde boet i skovene i Canada,havde ikke råd til at rejse hjem. Jeg ville gå op til ham med noget kød, så han fik lidt ekstra til jul. Vi havde skudt en elg og hængt kødet op i nogle træer, for at vilddyrene ikke skulle tage det. Jeg regnede med at kunne nå tilbage dagen før juleaften. Men jeg fandt ikke kødet i første omgang. Der var 20-30 km at gå. Jeg havde snesko, for der var ca. ½ m sne. Jeg overnattede i en hytte, og næste dag fandt jeg kødet og tog ca. 25 kg, så meget som jeg kunne bære med snesko på fødderne. Aftenen før havde jeg set bjørnespor i sneen fra en grizzlingebjørn. Det blev snestorm, og jeg nåede aldrig op til den svenske guldgraver, men forsøgte at gå hjem. Jeg havde sneen lige imod mig, og den piskede i ansigtet. Jeg vendte tilbage til hytten for at sove der endnu en nat. Nu var det blevet juleaften. I hytten var der lidt gryn, te, sukker og salt. Jeg gjorde mig klar til at overnatte i hytten, havde tændt op i komfuret, så der var varmt og dejligt, og havde kogt en gryde med kød. Jeg spekulerede lidt på sporene fra grizzlingebjørnen. Tænk, om den skulle blive tiltrukket af kødet, som jeg havde hængt op i træerne. Jeg havde lagt mig til at sove, da jeg hørte en kradsende lyd udenfor døren. Jeg tænkte: Nu er det sket, nu er bjørnen kommet. Det kradsede mere og mere, og jeg var sikker på, at grizzlingebjørnen forsøgte at komme ind i hytten. Jeg ladede geværet og sigtede mod døren. Skal jeg skyde gennem døren, tænkte jeg, for jeg har hørt, at de kan bryde ind, eller skal jeg vente, til den bryder gennem døren. Jeg besluttede mig til at vente til den kom ind. Jeg stod klar til at skyde, da døren pludselig gik op, og ind kom den gamle guldgraver. Han stod og rystede på benene længe efter. Havde jeg skudt gennem døren, kunne jeg have slået ham ihjel. Det var heldigt, jeg ikke forivrede mig. Nu fejrede vi julenatten sammen og spiste elgkød og ris og havde det hyggeligt.

Ved en anden lejlighed, mens han vaskede guld i skovene, skulle han ind til byen for at hente post. Der var langt at gå, og han skulle over en flod. Da han kom til floden, var vandstanden meget høj, og det var svært at forcere floden. Skulle han gå til nærmeste bro, ville han blive forsinket og ikke nå frem, inden posten lukkede fredag aften, og så måtte han vente på posten til mandag morgen. Altså besluttede han at svømme over. Han gemte sin riffel ved bredden, bandt tøjet fast på hovedet og begav sig ud i den iskolde oktoberflod. Da han nærmede sig midten af floden, mærkede han en kraftig understrøm. Samtidig hørte han en stemme bag sig råbe: Eskil. Det lød som hans far, men han så ingen. Stemmen lød igen, og han besluttede at svømme tilbage. Om episoden siger han: Jeg tror, det var Gud, der advarede mig med min fars stemme og reddede mit liv. Når man lever så tæt på naturen, hører man oftere Guds stemme end i storbyens stressede liv.

I de mange år som bonde kom eventyreren fra Canada ikke meget ud at rejse. Men nu er han gået på pension, tja, det vil sige, han går stadig på jagt, han passer sin skov og hjælper bonden, som har overtaget gården. Men han kan alligevel lettere slippe hjemmefra. Derfor lykkedes det også at komme til Grønland og køre hundeslæde.
Ved den første gudstjeneste i Ilulissat bragte han en hilsen til den lokale frikirkemenighed fra sin hjemmenighed og udtrykte stor glæde over at møde kristne inuitter langt mod nord, møde deres åbenhed og frimodighed. Han var meget betaget over at opleve, hvor ligefremme man er i menigheden, f.eks. ved bedemødet om mandagen, hvordan man konkret tager Gud på ordet.
Ved besøget i Ilulissat blev det til en kort og en lang hundeslædetur, en heldagstur med vores søn. Det blev til sejltur til isfjorden, traveture i fjeldet, og intet kunne standse den snart 76-årige eventyrer, samt en snescootertur til menighedens hytte i Kangersuneq og til bygden Oqatsut.

Jeg spurgte Eskil Noge, hvordan han havde oplevet tiden i Grønland. Han sagde: Jeg glæder mig over roen og manglen på stress og over den storslåede natur. Jeg er overrasket over manglen på segregation. Danskere og grønlændere fungerer godt sammen. Jeg troede, der var større forskel, og at danskerne sad på al administration og forretningsliv, men grønlænderne har taget over langt hen ad vejen. Det er positivt. Flot, at man har udviklet så stor fiskeindustri og turisterhverv, som man har. Og så glæder jeg mig over, at det voldsomme narkotikamisbrug ikke har nået Grønland, og at jeg kun har set ganske få fulde mennesker. Det har også været en stor glæde at se, at Den Lutherske Kirke og frikirken har så stor indflydelse på hele samfundet. Jeg oplever en større respekt for det åndelige her i Grønland end i Sverige. Havde jeg været 10 år yngre, kunne jeg have haft lyst til at blive her nogle år.