Michael Green
Guds Ånd er overvældende
Når vi kommer til Det gamle Testamente, er det første, der måske slår os, det vældige eftertryk, der lægges på Guds Ånd som en voldsom, overvældende kraft. Den er som vinden, der farer over ørkenen eller suser gennem cedertræerne eller bruser ned gennem vadierne. Der er en hel hærskare af steder, hvor det fortælles, at Guds handlen er ligesom vinden – stærk, voldsom og ukontrollabel. Han sender vinden. Han kontrollerer den. Han får den til at ophøre.
Når de gammel-testamentlige forfattere taler om Herrens Ånd« lægger de afgørende vægt på, at Guds voldsomme indtrængen overstiger vores erfaring og er forstyrrende og mystisk ligesom vinden. På den måde understreger de, at den Hinsidige er kommet midt iblandt os, og at vi hverken kan organisere eller tæmme den.
Jeg tror, vi må tage disse aspekter af Åndens virkelighed meget alvorligt i dag. Vi er blevet vant til at forvente, at Guds Ånd taler som en sagte susen og ikke som en stormende vind. Vi har søgt den i vore hjerters tilskyndelser eller i vores komitéers resolutioner.
Vi står i fare for at glemme, at det er Gud, vi taler om: Den Gud, som skabte os, den Gud, som opholder os, og som har absolut herredømme over os. Denne Gud kan og vil bryde ind i menneskelivet, og sommetider gør Han det ved hjælp af det voldsomme, det uventede, det fremmede.
Det var den samme Ånd, som drog Jesus ud i ørkenen for at fristes efter dåben. Det var den, der inspirerede den første kirkes mission, ofte på den mest bizarre, uventede og »uortodokse« måde. Det var den, der greb en mand som Filip og flyttede ham bort fra en blomstrende evangelisationskampagne i Samaria og drev ham ud i ørkenen, fordi dér var en mand, der trængte til hans hjælp (Ap. G. 8,26). Da hjælpen var givet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, akkurat ligesom det skete med Ezekiel lang tid før ham, og »Filip blev siden set i Asdod, hvor han drog omkring og forkyndte evangeliet« (Ap. G. 8,26; 8,39 -40)
Forleden mødte jeg en pige, der vågnede op kl. 2 om natten og følte sig grebet af Guds Ånd. Hun var krøbling, men i samme øjeblik blev hendes hofte helbredt – et hoftetilfælde, som ingen af landets bedste læger havde kunnet gøre noget ved – hun lovpriste Gud i tunger. Nu udfører hun et bemærkelsesværdigt, nyttigt, kristeligt arbejde.
Jeg tænker på en anden mand, som var lidt af en afviger, selvcentreret og arrogant, der gik til et karismatisk møde for at kritisere, men han blev grebet af en uforklarlig skælven, fik tårer i øjnene og havde et dybt møde med Gud, det uventedes Gud. Guds Ånd blæste på denne mand, selv om han allerede var en kristen; han blev ikke et dydsmønster fra morgen til aften, men den tydelige forandring i hans holdning og fremtoning kan ikke nægtes.
Måske er denne overgivelse til Guds Ånds kraft, og denne villighed til at lade den gribe os, sønderbryde os og bruge os, en af de vigtigste lektioner, som den karismatiske bevægelse i de forskellige kirkesamfund lærer os for øjeblikket.
Michael Green underviser i evangelisation og Ny Testamente ved Wycliffe Hall i England. Han er en efterspurgt underviser verden over.
Tidligere har Michael Green været evangelisationsrådgiver for ærkebiskoppen i Canterbury og York.
Artiklen her er fra bogen Hellgånden udgivet af Unitas Forlag 1980.
