KD’s kristne grundlag

Niels Erik Søndergaard har i princippet ret i, at der består en teoretisk risiko for, at muslimer, ateister og new age-folk vil strømme ind i Kristendemokraterne og fjerne partiet fra dets kristne værdigrundlag. Sådan er vilkårene i et demokrati. På samme måde må der også siges at være en teoretisk risiko for, at Enhedslisten bliver overtaget af storkapitalister, eller at Dansk Folkeparti bliver overtaget af indvandrere. Men hvorfor skulle nogen ønske at melde sig ind i et parti, hvis de er fundamentalt uenige i partiets grundlag? Kristendemokraternes grundlag er det samme, som da jeg meldte mig ind for 11 år siden: Det kristne menneskesyn, den bibelske tanke om forvalterskab samt næstekærlighedsbuddet. Mig bekendt er der heller ikke noget nyt i, at enhver, der kan tilslutte sig dette grundlag, er velkommen i partiet. Så vidt jeg ved, har det været sådan, lige siden Kristeligt Folkeparti blev stiftet.
Nikolaj Kjærby Johansen
Ørslevvej 6B, 2730 Herlev