Oslo Gospel Choir: Joy
Lækker popmusik fra de 20 sangere i Oslo Gospel Choir (OGC).
Indrømmet: jeg sad hele vejen igennem første aflytning og savnede gospellyden. For med denne nye plade Joy har OGC bevæget sig endnu længere væk fra den amerikanske gospeltradition, som de oprindeligt udsprang af med deres eget skandinaviske fingeraftryk. Denne plade indeholder kun ét afrikansk-inspireret nummer, man vil kunne kalde gospel, ellers er resten velpoleret pop uden de store udskejelser.
I Skandinavien har vi jo kaldt lidt af hvert for gospelmusik, men fortsætter trenden for dirigent Tore med Kore, så burde OGC måske kalde sig OPC: Oslo Pop Choir 😉 Det vil være mere rigtigt.
Men ser man bort fra det, har pladen en fantastisk flot, blød korklang ud over det hele. Her er gode tekster om korset, mission, bønhørelse og fællesskab med Gud. Det er så lækkert, at pladen fik mere end én dag i CD-afspilleren her i huset! Ja, den ligger der faktisk endnu. Og det er ikke det eneste sted, musikken går ind. To af de nye sange bliver allerede spillet en del på de nationale radioer i Norge.
Alle 10 sange er ørehængere, skrevet af korets leder Tore W. Aas, og de går lige til hjertet. Pladen får også et 10-tal, fordi den utroligt vanskelige operation med at få en ren og harmonisk lyd, med så mange sangere bag mikrofonerne, er lykkedes. Rigtig flot, Tore!
Karakter: 10