Grandprix-vinder takker Gud for sejren
Ukrainske Ruslana Lyzjitjko, der for snart to uger siden vandt det internationale Melodi Grandprix i Istanbul, sender æren videre til Gud.– Gud betyder alt for mig, det er ham, jeg bygger mit liv på. Jeg takker ham for, at han lod mig opleve alt dette, siger den ukrainske sangerinde til den svenske avis Expressen.
Mens grandprix-vinderen fortsat er et ubeskrevet blad ude i Europa er hun godt på vej til et stort gennembrud i hjemlandet Ukraine, hvor hendes seneste plade Wild dances har solgt 170.000 eksemplarer.
At kristentro ikke er nogen garanti for grandprix-sejr, er den kristne norske deltager Knut Anders Sørum til gengæld et eksempel på. Med blot tre point sang han Norge ind på sidstepladsen ved grandprixet.