Ringenes Herre 3 fås nu på dvd
Og for en gangs skyld en dvd-udgivelse med meningsgivende ekstramaterialeOm ellers nogen overhovedet kan være i tvivl: Kongen vender tilbage er kommet på dvd og video, så nu kan (hele) historien genopleves igen og igen som levende billeder derhjemme i sofaen.Det er som bekendt tre måneder tidligere end filmatiseringen af de første to dele af Ringenes Herre, der først kom på dvd/vhs i august 2002 hhv. 2003. Fra SF-Film oplyses det, at den sene udsendelse af de to første film nok skyldtes, at man ønskede at holde gryden i kog. Samme kilde kan i øvrigt fortælle, at man ikke skal forvente, at den udvidede version så også kommer tidligere – tværtimod:
– Den udkommer næppe før til jul – og hos New Line Cinema er de fuldstændig tavse om grunden, forlyder det fra SF-Film.
Hvad har vi så af ekstramateriale at fordrive ventetiden med?
For en gangs skyld er der noget med kød på: en National Geographic-dokumentar, der sammenligner temaer fra filmen med temaer fra virkelighedens verden.
Blandt de mange eksempler er Aragorns vægring mod at påtage sig rollen som leder, hvor der henvises til den skotske frihedshelt William Wallace (bedre kendt som Braveheart) eller hans given afkald på kærligheden for folkets (eller menneskehedens) skyld med henvisning til dronning Elizabeth I – eller den onde rådgiver Gríma Slangetunge, der sammenlignes med Rasputin, rådgiver for den sidste russiske zar, Nikolaj II.
Formålet med disse sammenligninger er at svare på, hvorfor filmene griber os, som de gør: De rummer et væld af grundlæggende og tidløse, menneskelige elementer (karaktertræk, følelser osv.).
Dog mangler de specielle kristne temaer, hvilke der ellers er nok af! Havde de været med, havde dokumentaren nærmest været perfekt.
Bortset herfra byder ekstramaterialet kun på den ene gentagelse efter den anden. Det eneste af det, der fortjener at blive nævnt, er en supertrailer: Her får vi (næsten) hele Ringenes Herre på seks minutter – værsgo!