Tag Bibelen med på skovtur
Bibelen og vandring har altid hørt sammen, hedder det i ny pjece om bibelvandringerBibel- og pilgrimsvandringer er blevet et modefænomen blandt danske kristne. For få uger siden fik Danmark sit første center for pilgrimsvandringer i Viborg, og nu opfordrer Det Danske Bibelselskab til at tage Bibelen under armen og skifte lønkammeret ud med Guds frie natur.Bibelselskabet udgiver i dag en ny pjece med inspiration til at kombinere bibellæsningen med ture i de grønne.
Pjecen indeholder bibeltekster, salmer og bønner, samt en række praktiske forslag til, hvordan man planlægger en bibelvandring.
– Vi ønsker med pjecen at sætte Bibelen på dagsordenen og koble den med folks interesse for at gå ture og vandre, siger bibelselskabets bibelinspirator Bodil Skjøtt.
Pjecen udgives i anledningen af 200-året for oprettelsen af verdens første bibelselskab i Wales.
Det fortælles, at den 16-årige Mary Jones i 1802 begav sig ud på en 42 km. lang vandring for at købe den bibel, hun længe havde sparet op til.
Præsten, hun opsøgte, havde dog netop solgt sin sidste bibel, men oplevelsen inspirerede ham til to år senere at oprette verdens første bibelselskab. Det blev hurtigt et forbillede for andre nationale bibelselskaber, og i 1814 blev det danske stiftet.
Hele historien om Mary Jones og Thomas Charles kan læses i pjecen, som kan rekvireres hos Det Danske Bibelselskab. Mere information om bibel- og pilgrimsvandringer findes på hjemmesiden www.pilgrimsvandring.dk.