Apostolsk selvransagelse ved 75-års jubilæumsstævne

Apostolernes jubilæums-landsstævne skyllede i gang i højborgen i Kolding med åbning af himmelens sluser, som gav udfordringer til enhver teltpløk.

Johannes Hansen er Apostolsk Kirkes landsleder

1000 ligger på camping, deraf 250 børn under 14 år, ca. 150 teenagere er på landslejren, og omkring 300 gæster kommer til møderne. Alle er med til Apostolsk Kirkes dobbelt-jubilæum under temaet „Guds nærvær – kilden til alt“.

Pionerer handlede i tro

Ved et brag af en festaften i søndags fejrede stævnedeltagerne, at det i år er 80 år, siden Apostolsk Kirke i Danmark startede, og at det er 75 år, siden det første sommerstævne blev afholdt i Kolding.
Den nystartede kirke ledte for godt 75 år siden efter et sted, hvor man kunne holde stævne. I Kolding sad familierne Bech, Friberg og Jensen og var gift ind i hinanden. De havde store visioner og handlede i tro på dem. Derfor flyttede man stævnerne til marken omkring Lykkegården i Kolding, i 1939 blev der bygget en skole, og i 1957 blev Apostolsk Højskole indviet.
I dag er der 35 menigheder, ca. 30 missionærer er sendt ud fra Danmark, international undervisning på en højskole, to efterskoler og Euroclass (11. klasse), hvor tusindvis af elever er gået ud fra. Hvad kan man nå mere?
Pastor Jørgen Mortensen fra Apostolsk Kirke i København prædikede på jubilæumsaftenen om at tage nye trosskridt og strække sine gamle visioner.
 

Individualisme og kollektiv

Landsleder Johannes Hansen fra Aalborg mener også, Apostolsk Kirke står midt i en selvransagelse. Han fortæller til Udfordringen:
„Vi har i lang tid levet på de gamle pionerers visioner. Selvom vi arbejder på at have en løbende evaluering af alt, vi laver, så er det meget naturligt at gøre status ved et jubilæum. Vi har brug for at bryde ny jord – få nye visioner og tage nye trosskridt,“ siger landslederen og fortsætter:
„Tiden er fyldt med individualisme, men kirken arbejder som et kollektiv. Derfor er en af vore store udfordringer at give rum for individualisternes drive og lade det give synergi til hele fællesskabet i Kristi legeme – kirken. Det er et væsentligt balancefelt mellem individualisme og kollektivisme.“
En direkte udløber af dette er, at moderkirken giver plads til, at de enkelte menigheder rundt i landet bliver mere og mere forskellige. De finder deres egen identitet og tager farve af deres by og deres egne lokale visioner og tjenester i denne by. Sekretariatet i Kolding arbejder på at bevæge sig væk fra en central „magtstyring“ og over til at være et servicecenter, der giver liv til den lokale kirke.

Find balancen mellem spændinger

Gennem det seneste årti har Apostolsk Kirke også stået i et andet balancefelt i forholdet mellem aktivisme og fordybelse. Blandt andet har nogle turbulente år, hvor trosbevægelsen gav dønninger i kirken, givet tanker til selvkritikken. Landslederen vover sig ud i en evaluering:
„I den periode af vores kirkes historie oplevede vi yderpunkterne. På den ene side trosbevægelsens stærke spiritualitet, der drev os ind i aktivistisk lovsang, proklamationer og store stærke ord. På den anden side de kontemplative (indadvendte) tendenser med fordybelse i Guds nærvær, som nærmest vælter ind over de danske kirker i dag. Så temaet i år om Guds nærvær som kilden til alt er præget af vores egen historie“, siger Johannes Hansen. Han fortsætter med et smil på læben:
„Vi må erkende, at vi aldrig bliver klosterbrødre i Apostolsk Kirke. Der er simpelthen for meget drive i Det Nye Testamentes 5 tjenestegaver, som er det primære i vores kirkesyn. Men vi må også sande, at vi har behov for ydmyghed f.eks. i forhold til trosteologien. Helligånden er sart – en due, som vi kan blæse væk med aktivisme… Og så sker det, som jeg kan mærke, når jeg kigger ud ad vinduet på vore egne folk her på stævnet: folk er trætte af at være kirke,“ udbryder Aalborg-præsten og forklarer:
„Nogle gange er vi så meget kirke og organisation, at vi glemmer at være organisme. Vi er så aktivistiske, at vi glemmer at søge dybere og finde tilbage til roden – kilden. Men aktivisme og fordybelse er ingen modsætning“, siger Johannes Hansen tilbagelænet og dog med store armbevægelser for at illustrere, hvilket balancepunkt Apostolsk Kirke ønsker at stå midt i.

Vil ligge i blød

„Jeg har en drøm om, at deltagerne på sommerstævnet må ligge i blød, med løbeskoene liggende lige ved siden af karret. Gud længes efter at bløde os op, så vores iver bliver en brand, der sætter fornyet gang i løbeskoene“, siger den apostolske landsleder.
„Først har vi ikke bare brug for et sæt forandrede etiske normer, men en forvandling af vore tanker, vilje og planer. Det må vi give Gud stilhed til at gøre. Og så er vi klar med løbeskoene som symbol på handlingen. Reaktionen er vigtig, for Djævelen er egentlig ligeglad med vore beslutninger. Men han er angst for, når vi handler efter dem, for så bliver det for alvor farligt for ham. Det er vore brændpunkter de næste 80 år,“ slutter landslederen i Apostolsk Kirke, Johannes Hansen.