Familier på afveje

I dette første forsøg på et familiemagasin vil vi gerne slå et slag for den gudelige galskab. For familier på vildveje! Hvornår har du sidst gjort noget skørt og uventet med dine børn? Og på den måde modelleret vovemod, kreativitet, spontanitet og selv-u-højtidelighed? Hvornår har du sidst sat den kedelige ”hør-så-efter-hvad-mor-siger-og-opfør-dig-ordentligt-logik” på spidsen og taget en rask kamp med leverpostej-madder (incl. agurk) ved frokostbordet? Eller måske bare taget dig tid til at spille vendespil eller at vise dine elendige tegnefærdigheder.I vore bestræbelser på at videregive noget meget vigtigt og noget meget alvorligt til vore børn, kommer vi nemt til at glemme noget meget væsentligt, nemlig det umiddelbare – at lege, at overraske, at prøve grænser af og at gøre det uventede. Vi kan som forældre fristes til at tro, at målet med børneopdragelsen er, at børnene sidder smilende på flinkeskole-/kirkebænken med vandkæmmet hår og snorlige fletninger. Gys!

I vores lille redaktion sad vi og blev meget bange for, at vi som kristne familier – udover kærlighed og tjenersind, forhåbentlig – mest af alt kendetegnes ved vores kedsommelige pænhed! Når vi tror på ”mulighedernes Gud”, som efter sigende har købt os til frihed, må der være en bedre skæbne end flinkeskolen for vores børn.

I magasinet her har vi forsøgt at samle nogle beretninger om mennesker/familier, der tog en U-vending i deres liv – eller måske var det livet, der tog en U-vending med dem. Vi vil også gerne opfordre dig til at fortælle din gode beretning om den dag, far tabte bukserne, og du opdagede at han godt kunne grine… eller dengang hele familien lagde urene i en skuffe en hel uge og glemte tiden eller. … Kort sagt din beretning om den lille episode med dine børn/din familie, der gjorde en KÆMPE forskel.
familiemagasin@udfordringen.dk

Titlen ”familier på afveje” er selvfølgelig en provokation: Med disse magasinsider vil vi inspirere dig til at tage kvante-spring med din familie. Ikke på den lige vej, der fører til korrekthed og flinkeskoleri, men på den krogede og smalle vej, der kan bibringe nærvær og oplevelser med livsgaranti for både voksne og børn i din familie.

God eventyrlyst!
Redaktionen