MercyMe Undone


Dette er langt fra et nyt band på den kristne musikscene, de har eksisteret i 8 år, deres første cd udkom dog først i 2001 og derfra er det gået rigtig stærkt, de har nu solgt over 1.5 million cd’er.
De sidste par år har de været nomineret til adskillige Dove awards, som er den kristne musikindustris svar på en grammy.
I år fik de prisen for årets band, årets artist og sidst men ikke mindst årets sang.
Så det er absolut en af sværvægterne i branchen, som nu har sendt nyt på gaden, det er første gang, jeg stifter bekendtskab med MercyMe, og jeg må sige, at jeg er ikke skuffet. Det er et band, som har en modenhed. Det hænger nok sammen med, at medlemmerne er oppe i årene, det er dejligt, at der ikke er en aldersgrænse i den kristne industri. Der er det ingen hindring at have passeret de 30.
Musikken er pompøs, og det er blød rock, som ikke kan skræmme nogen væk, teksterne er fantastiske. Bart Millard(forsanger) er forfatter til sangen ”I can only imagine”, som er en fantastisk lovsang, som blandt andet er med på ”soul survivor live 2003”. Jeg er ret sikker på, at de med denne cd slår fast, at de er toppen af poppen og har tænkt sig at blive der. Det har jeg personligt ikke noget imod, for de laver musik, som man kan li’ at høre på, og humøret stiger, for budskabet er positivt og peger mod noget større i livet, nemlig GUD.
MercyMe skal have et sikkert 10 tal, og det selv om jeg personligt bedre kan li’ det lidt mere rå rock, men denne skive er fantastisk flot produceret, og melodierne er super, og teksterne er vedkommende. Man kan vel ikke ønske sig mere af en cd?

Karakter: 10