Rebekka skriver:
Min far begyndte at græde

Da jeg gik på efterskole, skulle min far på et tidspunkt derop og holde et foredrag til en forældredag. Han indledte med at præsentere sig selv og nævnte i den sammen-
hæng, at han også havde en datter på skolen. Som han sagde det, rakte jeg hånden højt i vejret og vinkede, så folk kunne se, hvem jeg var. Dette bevirkede, at min far blev meget rørt. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg gerne ville kendes ved ham eller hvad, men i hvert fald begyndte han at græde foran hele skolen og alle forældrene. Det, der var så sejt, var, at han slet ikke prøvede på at skjule det eller slå det hen. Han stod virkelig ved, hvordan han havde det i det øjeblik. Det affødte bare en dyb respekt hos mig, at selv om han på en eller måde havde status som den smarte taler, der kom udefra og skulle fortælle os en masse kloge ting, så var han stadigvæk 100 % sig selv. Han var ikke bange for at træde ud af den rolle, og den ægthed tror jeg gjorde, at folk så foredraget, der i øvrigt handlede om forældre og teenagere, i et helt andet lys, og der var flere, der kommenterede det positivt overfor mig bagefter. Desuden betød det selvfølgelig også noget for mig personligt, at min far på den måde heller ikke var flov over at give udtryk for sine følelser overfor mig foran så mange mennesker. Jeg synes virkelig, at han i denne lille episode på en eller anden måde stod frem og var sig selv, og selv om han måske har været bange for, at jeg var lidt flov over ham, så havde jeg det netop omvendt.