Et skelsættende møde
I Kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt hævet trone, og slæbet på hans kåbe fyldte templet. Serafer omgav ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de underlivet, og med de to holdt de sig svævende. De råbte til hinanden: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!« Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset blev fyldt af røg.
Da udbrød jeg: »Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.«
Men en af seraferne fløj hen til mig. I hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund med det og sagde: »Nu rører dette dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«
Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!« (Es. 6,1-8)
Der er sandsynligvis lige så mange måder at komme til tro på, som der er kristne, og jeg ville ønske, at min kunne have været bare halvt så dramatisk som Esajas møde med Herren. Det kunne så sandelig have givet stof til en bedre historie!
Nu er jeg personlig slet ikke tilbøjelig til at få visioner eller blive vidne til overnaturlige tildragelser, så helt nøjagtigt hvad det var, Esajas oplevede i det år, Uzzijas døde (hvornår det så end var), er jeg ikke helt sikker på. Jeg tvivler på, at jeg ville kunne genkende en seraf, hvis jeg tilfældigvis skulle møde en – endskønt de seks vinger nok ville være noget afslørende! Men selv om det var mærkeligt og mystisk, kan jeg godt uden vanskelighed acceptere, at Gud ved visse lejligheder ned gennem historien har vist sig for mennesker på måder, der har været højst usædvanlige og haft en stærk virkning.
Esajas var en af disse privilegerede, som fik et glimt af Guds storhed og majestæt, og jeg kan forestille mig, hvordan han har kæmpet for at kunne give udtryk for noget, der har ligget hinsides hans fatteevne. Hvad det så end var, Esajas så, så følte han sig ganske ussel og absolut uværdig. I lyset af Guds renhed blev hans virkelige tilstand for første gang tydelig for ham. Afgrunden mellem hans synd og Guds godhed var for stor. Der var intet håb om at – og ingen måde hvorpå – han nogensinde ville kunne nærme sig en så fuldkommen Gud.
Og så ser det ud til, at Gud gav Esajas en forsmag på, hvad Han havde planlagt skulle ske adskillige hundrede år senere, nemlig da Jesus kom og døde som et offer for vores synd. Ved englens berøring blev Esajas ren; det vidste han. Det var, som om han pludselig havde fået et drivende vådt, varmt bad, og al skylden, alt smudset, alt, hvad der havde spærret hans vej til Gud, var blevet vasket væk. Han var blevet tilgivet, og han og Gud var blevet forsonede.
Efter at Jesus er kommet, har det ikke været nødvendigt for Gud at bruge serafer og gloende kul til at rense os for synd. Offeret blev bragt én gang for alle på Golgata; men for os drejer det sig om at indse det, at godtage det og at blive revet med af det. Millioner af mennesker har i århundrederne siden Esajas gentaget hans svar af lutter lettelse, af kærlighed og taknemmelighed: »Her er jeg. Send mig!«
Hvis du aldrig har kendt til glæden ved det »varme bad« og aldrig har givet dig selv til Gud på den måde, så er det måske tiden at gøre det nu.
Cliff Richard (1940- ) blev født i Indien, hvor han boede til han var otte år. Da familien flyttede tilbage til England, begyndte Harry Webb, Cliff Richards oprindelige navn, at synge i diverse grupper.
I 1958 sagde Harry Webb sit job i en radio- og tv-forretning op og blev professionel kunstner under navnet Cliff Richard. Siden da har Cliff været en af de største stjerner inden for popmusikken.
I 1966 blev Cliff en kristen, og han har på en særlig måde formået at forene en stærk tro med et liv som superstjerne.
Artiklen her er fra bogen JESUS dig og mig udgivet af Forlaget Scandinavia i 1988.
