Cliff Richard:
Kristne skal ikke være for rare

Gud har ikke givet os en frygtsom ånd, der gør os modløse, men en ånd, der giver os kraft, kærlighed og besindighed.
Derfor skal du ikke skamme dig over at fortælle andre om Herren eller for at lade dem vide, at jeg, som nu sidder fængslet, er din ven. Du må være parat til at tage din del af de lidelser, som evangeliet bringer med sig; Gud vil give dig styrke til at bære dem. (2 Tim 1,7-8)
En af mine venner — Gerald Coates hedder han — forårsagede for et stykke tid siden en del røre, idet han beskyldte kristne for at være „for rare”. „Alt for mange kristne er rare”, skrev han. „En sukkersød tilværelse, der er fuld af ’delikatesser’ og banaliteter og blottet for hjertelig latter, ægte oprigtighed, humor og kritik, vil simpelthen være usund.”
Nu er Gerald en af dem, der godt kan gå lovlig vidt, og det er altid unfair at tage et citat ud af dets sammenhæng, men til tider er overdrivelse en god måde at få en pointe frem på. Langt hen ad vejen er det selvfølgelig bedre at være rar end ubehagelig, men den „behagelighed”, Gerald tænkte på, var den vege høflighed, der aldrig vil forsynde sig mod nogen eller bringe nogen ud af ligevægt, ja, ikke engang modsige nogen. Det sker, at vi kristne er nødt til at gøre disse ting, ikke i et frontalt angreb, men ud fra en kærlig indstilling.
Problemet er, at vi går ud fra, at de „kærlige” bevæggrunde og det milde sindelag må demonstreres gennem en helt harmløs væremåde, med det resultat, at „hæren” af kristne nogle gange fremstår som en gruppe af frygtsomme, sarte sjæle, som ikke tør sige hverken bæh eller buh. Nå, du ved sikkert, hvad jeg mener!
Vi er i en åndelig krig
Det er ikke svært for os at bedrage os selv, og vores ønske om at være „rare” bliver bare en undskyldning for at undgå enhver åndelig konfrontation eller for ikke at tale lige ud. Vi overbeviser os selv om, at det er bedre at være afholdt og intet sige end at tale ud og så risikere, at der bliver ballade. Det var så sandelig ikke sådan, Paulus og de første kristne gik frem. De vidste kun alt for godt, at de var fremme i forreste linie i den åndelige krig, og de gik i fængsel for deres tro, de opbrugte al deres energi for den, og de blev revet i stumper og stykker af løver, fordi de ikke ville afsværge den.
Op gennem alle århundrederne siden har der været kristne, der har været modige nok til at stå op og afvise alt det, som modstanderne har smidt i hovedet på dem, og i dag arver vi det, som de garanterede for var passé. Som Paulus siger, så kom vi ikke ind i Guds familie, fordi Han ville gøre os svage og bange, men snarere for at gøre os i stand til at stå frem på Hans vegne, uanset hvad det så end medfører.

Cliff Richard (1940- ) blev født i Indien, hvor han boede til han var otte år. Da familien flyttede tilbage til England begyndte Harry Webb, hans oprindelige navn, at synge i diverse grupper.
I 1958 sagde Harry Webb sit job i en radio- og tvforretning op og blev professionel kunstner under navnet Cliff Richard. Siden da har Cliff været en af de største stjerner indenfor popmusikken.
I 1966 blev Cliff en kristen, og han har på en særlig måde formået at forene en stærk tro med et liv som superstjerne.
Artiklen her er fra bogen ‘JESUS – dig og mig’ udgivet af Forlaget Scandinavia i 1988.