Undervisning:
Opfordring til at holde ud i bønnen

Kære brevskrivere
Jeg vil prøve at sammenfatte et svar til jer:
Jesus havde troen på bøn, og det, I alle tre har til fælles, er troen på bøn.
Jesu undervisning om bøn, samt Fadervor-bønnen, som Jesus har lært os, skal være udgangspunktet for min undervisning.
Fadervor-bønnens særpræg er dens enkelthed og korthed. Denne enkelthed og korthed er en side af Jesu undervisning om bøn, som vi træffer den i Mattæus-evangeliet kapitel 6, v.7: „Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne.“
Her giver Jesus tilkende, at det ikke er mængden af ord, der gør det. Bønnen må ikke betragtes som en ydelse, og jo større denne ydelse bliver des større er chancerne for bønhørelse. Denne opfattelse afviser Jesus udtrykkelig som hedensk.
Men Jesu undervisning og Bibelen i det hele taget har også en anden side: nemlig opfordringen til udholdenhed i bønnen.
Her vil jeg gerne først henvise til Mattæus-evangeliet kap. 7, vers 7 og 8, de kendte ord af Jesus: „Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for“.
Sådan kender vi dette skriftsted. Men faktisk står der i grundteksten: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“
Denne oversættelse af Jesu ord findes i flere landes bibeloversættelser – bl.a. i flere amerikanske, og den er en direkte opfordring til at være udholdende med de enkelte bønneemner, men også med bønnen og vores søgen i det hele taget.
Det er nemlig sådan, at det, du søger, det søger faktisk også dig; men det kan godt være længere tid undervejs.
Der er så megen skønhed, rigdom og fylde på livets vej; men for at få del i det siger Jesus, at vi må bede. Ofte er det vores tvivl og frygt, der blokerer og står imellem bønnen og bønnesvaret. Det er ikke Gud, der siger nej.

Bøn er tro

Frygt og tvivl er menneskets største fjender. Men bøn er tro. Udholdende bøn er en manifestation af stærk tro. I Mattæus-evangeliet kap. 8, vers 26 sagde Jesus: „Hvorfor er I bange, I lidettroende?“
Herudfra kan vi forstå, at vi må erstatte frygt med tro. Frygt er nemlig tro, der er vendt på hovedet. Det er troen på, at det onde vil ske. Udholdende bøn med taksigelse er en god måde at erstatte frygten med tro på.
Vi må her også godt huske på, hvad der står i Ordsprogenes Bog kap. 18, vers 21: „Liv og død er i tungens vold„. Vores tanker, og det vi siger, bestemmer nemlig vort livs retning.
Med hensyn til det med at sende salvedugen tilbage til mig til fornyet forbøn: Hvorfor tilbyder jeg fornyet forbøn på denne måde og i det hele taget?
I mange tilfælde har jeg set, hvor svært det er for den syge at holde fast i troen, håbet og visionen om helbredelse alene.
Ofte oplever den syge lige før sin helbredelse, at der er „mørkest før daggry“. Pinefulde tanker og stærke smerter går ofte forud for helbredelsen. Man får en følelse af nederlag og nedslåethed.
Når man har bedt Gud om noget, kan der nemlig sommetider ske det, at alt synes at gå galt, selv om det i virkeligheden går, som det skal. Denne sammenhæng kan være svær at forstå; men den er set igen og igen. Det er sikkert også den, vi læser om i Jakobs Brev kap.1, vers 2-5. Da er det, at det kan være svært for den syge at holde fast i håbet om helbredelse. Da har man brug for nogen til at hjælpe sig med at holde fast i troen og håbet om helbredelse. Det er, hvad det ene menneske kan gøre for det andet. Derfor tilbyder jeg fortsat forbøn.
Det dagligt at være tæt på sin egen sygdom kan nemlig fylde den syge med tvivl og frygt.
At stå sammen i bøn om en bestemt sag, det taler Jesus om i Mattæus-evangeliet kap. 18, vers 19: „Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader.“
Om det er vantro at bede om det samme flere gange?
Hertil vil jeg sige: – Nej, tværtimod. Det vil jeg netop kalde tro.
Frem for alt tilskynder to mærkelige lignelser af Jesus til udholdende bøn:

Her er den ene:

– Han sagde også til dem: „Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget! Jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for“ ( Lukas 11, 5-8 ).

– og den anden:

– Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte.
Han sagde: „I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart!
Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.“
Og Herren sagde: „Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! – Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat?“ (Lukas. 18:1-7a).