Project Serve Libanon
Udenfor er det 35 grader og til tider uudholdeligt, men her ligger jeg, indenfor med benene oppe på en magelig sofa med en kold cola og færten af aircondition. Oslo Gospel Choirs fortolkning af velsignelsen kører i baggrunden fra et udmærket anlæg, og Anthony der er fersken-Libanes (den libanesiske pendant til; pære-dansk) og medlem af YFC her i Beirut, udtrykker på et fejlfrit engelsk, at han nyder musikken.Project serve ture foregår ofte under ekstreme forhold, med varierende toiletfaciliteter og uspiseligt føde. Project Serve turen i Libanon hører ikke under denne kategori, og med denne viden, er det vist ikke urimeligt at kalde vores tur for; Missionstur på 1. Klasse. Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt?LIBANON! Sig det højt, og lad det ringe inde i hovedet. For nogle af jer vil det knap nok være en del af jeres aktive ordforråd. For andre og måske en del af jer, vil det blive associeret med PLO, borgerkrig og Mellemøsten. Altså krig, Islam, Irak og alt det andet vi snart ikke magter at høre mere om.
For os, ti almindelige danskere vil Libanon de næste mange år blive associeret med; maling, Nazaræer kirken, YFC Beirut, gæstfrihed, et land med en utrolig historie og et hav af personlige oplevelser, som uundgåeligt vil opstå, hvis man tør at bevæge sig en smule væk fra sin egen magelighed og træde ud i uvished. Vi valgte denne sommer at træde ud i denne uvished i tjeneste, men indtil videre føler vi os så beriget på alle punkter, at vi føler, vi er dem der er blevet betjent. Dette skyldes selvfølgelig primært, at vi på denne tur er blevet velsignet med nogle helt fantastiske mennesker omkring os, men også at man disse 14 dage har været mere fokuseret på at give og tjene andre, og derfor bemærker og værdsætter det mere. Tankevækkende, og en lektie vi alle kan tage med os hjem herfra, som en af mange souvenirs.
Vi har i disse 14 dage haft et tæt samarbejde med YFC Beirut, som tæller fem fuldtidsansatte, hvoraf to af dem glimrer med deres fravær og i stedet stiller deres ret så behagelige 2 etagers hus, med fantastisk udsigt over Beirut til rådighed. Her bor de fleste i gruppen. Sammen med de fastansatte har YFC en stor gruppe unge, som har gennemgået en 1-årig discipelskole, og alle sammen er de på skift med til at hjælpe os i vores arbejde med at male og hjælpe en skole og en kirke i et af de fattige kvarterer i Beirut.
Vores hjælp og indflydelse kan ikke gøres op i kroner og ører, og bør nok heller ikke blive det selv om vi som danskere ofte har tendens til at lade kroner og ører blive målestokken for om et arbejde er vel udført eller ej. Hver dag møder vi taknemmelighed fra folk hernede, der sætter pris på vores arbejde, og det gir kræfter og gå på mod til endnu en arbejdsdag, som kan byde på lidt af hvert. Det kunne være ungdomsmøder, børnemøder, deltagelse i gudstjeneste med sang og vidnesbyrd, familiebesøg hos folk fra kirken eller en lang dag i oliemalingens tegn og bønnesvar da maler-hjernen udebliver!
Project serve i Libanon har dog ikke kun været hårdt arbejde og tjeneste, for som allerede skrevet, har der også været mennesker der har tjent os, og gjort deres ypperste for at vi skulle føle os velkommen. Disse mennesker har taget os med på sightseeing, på indkøb, i kirke, ud at spise, på stranden og givet os et indblik i en libanesisk hverdag som ung kristen, en hverdag der på mange måder ikke er så fjern som man måske kunne forvente.
Den 11. juli rejste vi, ti danskere af sted til Libanon med hver vores fordomme om dette land vi nu kender lidt bedre. Vores uvidenhed er blevet udstillet, samtidig med at vi er blevet klogere på en række forskellige ting. Hver især tager vi hjem med hver vores lærte lektier, og noget vi skal arbejde videre med derhjemme. Der findes mange måder at opleve på, mange måder at rejse på og mange måder at lære på. Project Serve er en af dem, og med garanti en oplevelse som ikke kan købes eller fås igennem noget rejsebureau. Project Serve åbner for en ny og let tilgængelig indgangsvinkel til verden, det eneste det kræver, er en prioritering og et lille greb i lommen. Men uden at gøre tingene op i kroner og ører kan vi garantere, at de nok skal komme rigt tilbage igen,
Solen er for længst gået ned, Oslo Gospel Choir er blevet afløst, og Anthony er vokset til en større gruppe, som alle sidder og venter på at maden bliver serveret; denne gang af os danskere. Frikadeller, kartofler og brun(lig) sovs. Hvad har vi dog gjort siden vi skal havde det så godt?
