Hvorfor angriber muslimer kirker?

BAGGRUND: Søndag d. 1. august blev seks kirker angrebet af irakiske oprørere i Bagdad og Mosul. Sandsynligvis står islamiske terrorister bag. Men hvorfor?
Kirker og andre helligsteder er normalt fredede i krigstid og benyttes som helle for flygtninge og centre for nødhjælp. Men den første søndag i august blev seks kirker i Bagdad og Mosul angrebet næsten samtidig i det, der ligner en koordineret aktion – og det på en kristen helligdag.

Af Svend Løbner
Svend Løbner studerer journalistik og har beskæftiget sig indgående med islam.
Han er også frikirkepræst.

Mindst 11 blev dræbt og flere end 50 såret ved angrebene mod Iraks kristne minoritet.
Iraks nationale sikkerhedsrådgiver mener at den berygtede terrorist Abu Musab al-Zarqawi står bag.
– Der er ikke skyggen af tvivl om at dette bærer Zaqawis kendetegn, sagde Mowaffaq al-Rubaie til nyhedsbureauet Reuters
Men hvorfor målretter denne islamiske ekstremist sine angreb mod de kristne? Den kristne minoritet har kunnet eksistere side om side med den muslimske befolkning i århundreder.
Det er ingen hemmelighed, at islamiske lande ligger i et modsætningsforhold til Vesten – muslimer sætter lighedstegn mellem Vestens umoral og kristendommen. Ej heller at kristne kirker lever på ”tålt ophold” i muslimske lande. De historiske kirkesamfund får lov til at være der, men forbydes at missionere og bygge nye kirker. Til gengæld skal de betale ”tribut” en slags særskat – eller dummebøde om du vil – for at nyde muslimernes ”beskyttelse”.

Krigsretorik i Koranen

Alt dette er almindelig paratviden. Men hvor mange er klar over, at Koranen rent faktisk legitimerer angreb på kristne? Og selv om der også er andre mere moderate udsagn om forholdet til jøder og kristne, er der rigeligt med stof i muslimernes hellige bog til at inspirere islamiske ekstremister til at gå målrettet mod de kristne. Og det er sandsynligvis det, der er sket den famøse søndag.
Her er nogle af de koranvers som opfordrer til isolation, fjendskab og direkte bekæmpelse af de kristne:
O I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig én af dem. Allah retleder visselig ikke det uretfærdige folk (Sura 5:52).
O I til hvem Skriften er givet (dvs. jøder og kristne-red.), tro på det som Vi har åbenbaret… førend Vi tilintetgør nogle af jeres førere og lægger dem på deres rygge eller forbander dem… Sandelig Allah tilgiver ikke, at der sættes nogen ved siden af ham… (Sura 4:48-49)
Kæmp mod dem fra Skriftens folk, som ikke tror på Allah og ej heller på den yderste dag, og som ikke holder det forbudt, som Allah og hans sendebud har forbudt, og som ikke følger sandhedens religion, indtil de betaler tribut med (egen) hånd og underkaster sig (øvrigheden) (Sura 9:29).

Ikke-muslimer er ”vantro”

Denne fjendtlige indstilling skyldes dels at jøder og kristne i Mekka ikke ville anerkende Muhammed som Guds profet, dels at kristendommen opfattes som flerguderi. Begge er en trussel mod islams hovedsætning: ”Der er ingen Gud uden Allah og Muhammed er hans profet”.
Muhammed angreb den kristne treenighedslære, som han troede gik ud på dannelsen af en guddommelig familie, Gud Fader, Maria og Jesus. Han afviser treenighedens gåde og det faktum at Gud skulle have en søn:
Sandelig de er vantro som siger: Allah – det er Messias, Marias søn!… Sandelig de er vantro som siger: Allah er visselig den tredje af tre!- men der er ingen gud undtagen den Ene Gud, og hvis de ikke afholder sig fra det, de siger, så vil en smertelig straf visselig ramme de af dem, der er vantro (Sura 5:73,74).
Vantro er sandelig de, som siger: Allah er visselig Messias, Marias søn. Sig: Hvem formår da noget mod Allah, om han ønsker at tilintetgøre Messias, Marias søn, og hans moder og alle som er på jorden? (Sura 5:18)
Fordi kristne efter denne opfattelse dyrkede flere guder, bliver de slået i hartkorn med ”vantro”, dvs. øvrige hedninger som ikke vil underkaste sig Allah. Og det betyder i sidste ende at de netop ikke er under muslimsk beskyttelse.
Selv om de sammen med jøder betegnes som ”Skriftens folk” og Jesus anerkendes som profet i islam, er de dog polyteister som hedningerne og er derfor genstand for jihad, hellig krig:
O I som tror, kæmp mod dem, der lever nær ved jer af de vantro, og lad dem finde hårdhed i jer, og vid, at Allah er med de retfærdige (Sura 9:123).
Muhammed påbød at de, som ikke ville udvandre sammen med ham til Medina, (sandsynligvis også jøder og kristne) skulle dræbes:
De ønsker at I bliver vantro, ligesom de selv er vantro, så at I må blive lige. Tag derfor ikke nogen af dem som venner, førend de udvandrer for Allahs sag. Men hvis de vender sig bort, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem, og tag ingen af dem som ven, ej heller som hjælper (Sura 4:90).

Radikale vers har fortrinsret

Men er der da ikke en masse skriftsteder om at respektere Skriftens folk, jøderne og de kristne?
Jo, problemet er blot et princip i islam om at senere åbenbaringer ophæver tidligere åbenbaringer. Dette princip kaldet ”nasikh” (betyder fortrin) og gør de tidligere åbenbarede vers til ”mansukh”, dvs. ophævet uanset det forhold, at det fortsat betragtes som en del af den guddommelige åbenbaring.
Derfor bliver de konsensusprægede åbenbaringer fra Muhammeds tid i Mekka, hvor han stod på god fod med jøder og kristne, ophævet af de konfliktprægede åbenbaringer fra hans tid i Medina, hvor han stod i et modsætningsforhold til jøder og kristne, fordi de ikke ville konvertere til islam.
Fx hører Sura 5 til de mekkanske koranvers, hvor der bl.a. står:
Og strides ikke med Skriftens folk undtagen med det bedste og skønneste (argument), men (strides) ikke med de uretfærdige blandt dem. Og sig (til dem): Vi tror på det, som er blevet åbenbaret os og åbenbaret jer, og vores Gud og jeres Gud er een (og samme Gud), og vi har underkastet os ham (Sura 29,47).
Men kan man ikke finde fredssøgende vers fra perioden efter udvandringen til Medina. Jo, det kan man også – ind imellem de krigeriske udfald. Og det kan man så tolke som et udtryk for forvirring i den turbulente periode eller som en personlig samvittighedskrise hos Muhammed.
For i sura 2 står der fx:
Sandelig, de troende og jøderne og de kristne og sabierne – de af dem som tror på Allah og den yderste dag og handler retfærdigt – de vil få deres belønning hos deres Herre, og ingen frygt skal komme over dem, og de skal ikke sørge (Sura 2:63)
Der er endda milde ord om kristne som driver mission blandt muslimer…:
Mange af Skriftens Folk ønsker i deres sjæles misundelse, at de atter kan gøre jer vantro, efter at I har troet, (og) efter at sandheden står dem selv klart. Men bær over med dem og tilgiv, indtil Allah bringer sin beslutning (til udførelse)… (Sura 2:110).

Et todelt verdensbillede

Det ændrer dog ikke ved at islamiske verdensbillede siden er opdelt i ”dar-al-islam”, islams hus, og ”dar-al-harb” krigens hus. Islams udbredelse er lige siden Muhammeds tid op gennem historien sket ved indtagelse af landområder gennem krig.
Og derfor er det nærliggende – når kristne betragtes som andenrangsborgere, når de beskrives som vantro, og når enkelte vers ligefrem opfordrer til at kæmpe mod dem – at angribe dem og deres kirker, selv om de har levet side om side i århundreder.
Der er ca. 800.000 kristne i Irak i dag, fordelt på kaldæiske katolikker, syriske katolikker og ortodokse syrere og assyrere. Der er kun ganske få protestantiske kristne i Irak. En optimistisk vurdering lyder på 2.400 kristne fordelt på ca. 35 kirker i hele landet.
Den islamiske verden er i dag lige så opsplittet i fraktioner som den kristne, med hhv. moderate og radikale ekstremer på fløjene. Der er ingen tvivl om, at langt de fleste muslimer er konsensussøgende og prøver at finde en sammenhæng mellem de modstridende koranvers – men på den yderste højrefløj er der også islamiske ekstremister, der med håndplukkede koranvers kan legitimere deres voldelige adfærd.
Og det er lige her en af de vigtigste forskelle mellem islam og kristendom ligger. Islam vil udbrede et fysisk gudsrige, kristendommen vil udbrede et åndeligt. Islam udbredes ved ”Sværdet”, kristendommen ved ”Ordet”. Islams mål er underkastelse under Allahs lov, kristendommens mål er tro på Gud. Islams grundbog legitimerer vold for at fremme Allahs sag, kristendommens grundbog, Det nye Testamente, appellerer til frivillig efterfølgelse, om det så betyder at skulle finde sig i ondt. Og selv om de rer øvet meget ondt i kristendommens navn op gennem historien, var kristendommen ikke i udgangspunktet voldelig, ligesom islams grundlægger, Muhammed, var skiftesvis militær hærfører, landevejsrøver og gemen morder.
Uanset at langt de fleste muslimer er moderate og endda kan finde koranvers til at underbygge en fredssøgende linie, kommer vi ikke udenom den kendsgerning at islam i sin fødsel og udbredelse er udpræget voldelig.
Derfor lever islamiske ekstremister faktisk lige efter bogen. Desværre også når de angriber kristne kirker.

Kilder: Koranen, dansk oversættelse af A.S.Madsen
Politikens Islamleksikon


Artiklen fortsætter efter annoncen: