Cellegruppen bad sig selv ihjel

„Virker det? Njaaeh … hm, lad os prøve“, sagde nogle af mine gode venner. Tøvende gik de syv unge universitets-studerende i gang. Dvs. de havde været i gang længe – som en lille gruppe, der mødtes jævnligt for at udvikle relationerne mellem hinanden og til Gud. Men de fleste var nået så langt i studiet, at den sidste eksamen var taget, og specialet lå hos censor. Nogle havde gået arbejdsløse, ledige og for en enkelts vedkommende ganske uvirksom gennem længere tid måske på grund af en uheldig kombination af fag. „Jamen, når det nu var lige de to fag der bare var idéelle og mest spændende for mig“. Problemet var bare, at det syntes flere hundrede andre også, og så måtte arbejdsformidlingen tage sin tørn.
Derfor havde denne lille cellegruppe bestemt sig for at sætte Vorherre i sving. I deres kirke – Bykirken – havde præsten prædiket, at Gud hører og handler på bøn. „Så lad os tage ham på ordet! Vi ville bede folk i arbejde!“ var deres motto. Efterhånden hørte flere udenfor gruppen om projektet, og ville også gerne have et job. Så de blev også nævnt for ham, som nogle kalder en gammel mand med langt hvidt skæg, der sidder oppe i Himlen. „Giv dem arbejde, Gud!“
Der opstod imidlertid et problem. Uanset hvor mange år gammel Gud nu måtte være, så var det ikke noget problem for Ham at åbne nogle døre, som arbejdsformidlingen havde meldt pas overfor .. eller slet ikke havde opdaget. Og efter en periode, hvor gruppen havde bedt Gud om arbejde til de arbejdsløse, havde én fået job i Rødekro, et par i Herning, en i Sverige …. og til sidst var cellegruppen opløst, død, bedt ihjel.
Morale: Det kan være godt at tænke på konsekvenserne inden du går i gang. For det er forbundet med stor risiko og vældige overraskelser, at gøre, hvad Gud siger vi kan gøre, når vi beder til Ham. På den anden side har jeg kun oplevet at Guds overraskelser er positive og åbner op for livet.
Godt nat, og bed godt ….