Else Marie sled på kirkebænken i to år – uden at få svar

– Hvis jeg skal finde ud af det der med kristendom,
så må jeg hellere begynde at gå i kirke,
tænkte Else Marie Halkjær.
Der sad hun så hver søndag i to år… uden at få svar. Hun tvang endda sin stakkels mand med!
Først på et Alpha-kursus fandt hun det, hun søgte.- Hvad sker der, når vi dør? Det spekulerede Else Marie Halkjær meget på.- Vi kendte en del mennesker, der var kristne og kunne bare se, at de havde en ro i deres tilværelse, og at de hvilede i sig selv, og det var eftertragtelsesværdigt på en måde, fortæller Else Marie.
– Så tænkte jeg, at hvis du skal finde ud af det der med kristendommen, så skal du begynde at gå i kirke.
Hvis du bare følger det regelmæssigt hver søndag og alle helligdage og aldrig nogensinde springer over, så kommer du til forståelse af det. Og det begyndte jeg så med og sad deroppe, og folk troede såmænd, at jeg var blevet from.

– Men jeg forstod simpelthen ikke, hvad det var, der foregik, for jeg manglede grundlæggende viden til at forstå, hvad der blev snakket om. Hvorfor der blev læst op fra Det Gamle Testamente. Hvorfor vi stod op og hørte nogen ting og sad ned, når vi sang, og hvorfor vi egentlig gik op og fik brød og vin.
Jeg troede bare, at det var noget, man gjorde, fordi det var en del af gudstjenesten – men hvad der helt præcist foregik deroppe, det vidste jeg ikke.

– Jeg sad fast i kirken hver eneste søndag og tvang min mand med, for det hørte med til at være en rigtig kristen, at man gik der som par.
– Prøvede du andre ting?
– Ja, så tænkte jeg, at der var måske også en mulighed for noget kursus. På det tidspunkt var der et aftenkursus i grundlæggende kristendom – fire aftener, hvor vi selv skulle have brød og kaffe med, og så var der en lektor, der skulle holde det der.
Der ville min mand også godt med, fire gange var til at overse, så vi gik med.

– Men vi blev så skuffet, for et eller andet sted havde vi forestillet os, at vi kom lidt dybere ind, end vi egentlig gjorde, indrømmer Else Marie.
– Det kørte for meget på overfladen.
Jeg mener f.eks., jeg har hørt et eller andet sted, at der var sket noget med Paulus – at han før havde været fanatisk ude efter de kristne, og pludselig var der sket et eller andet, som gjorde, at han ændrede sig. At han selv blev kristen.
Men de fortalte om hans missionsrejser – den ene vej og den anden – og hvor længe han var her og der – men de kom aldrig ind på, hvad der var sket med Paulus.

– Hvordan tog din mand imod de her ting?
– Finn holder så umådelig meget af mig, og han gik gerne med for min skyld, men for ham var det her virkelig fjernt, medgiver Else Marie.
– Pludselig en dag fik jeg en lille brochure om et Alpha-kursus, og med det samme kunne jeg se, at det var noget, jeg kunne bruge. Og det allerbedste var, at det ikke krævede noget forudgående kendskab, så jeg tænkte: Det prøver du. Det er det, du skal med til!

– Nu er det et år siden, vi startede i september.
På det tidspunkt måtte jeg ikke køre bil på grund af epilepsi, så Finn kørte mig derned. Han kunne nok mærke den forandring, der skete i løbet af kurset, men han var så kureret, at han slet ikke ville med ind – han ville ikke engang med ind og drikke kaffe, når vi var forsinket, men holdt udenfor og ventede, men han kunne se, at der skete noget.
– Hvad var anderledes?
– Den måde, oplægget blev givet på var personlig. Det gik helt tæt på, det var helt ind under huden og ind i hjertet, og så begyndte der at ske noget, husker Else Marie.
– Det var også provokerende, for de gik tæt på og nogle gange for tæt på. Jeg kan huske, at nogle gange når jeg kom hjem, så smed jeg min taske og Bibelen.
– Hvorfor gør du det, spurgte Finn. Det er da utroligt, at du vil betale for at hidse dig sådan op.
Men alligevel skulle jeg jo lige ned og have spurgt om det der og have svar på det der. Og da vi så kom til tredje og fjerde gang ved jeg ikke, hvad der skulle til, for at jeg ikke havde fuldført det, for den slags venskaber giver noget, som man aldrig kommer ind på med andre mennesker, som vi går og regner for vores venner.

– Pludselig begyndte jeg at føle, at tingene var anderledes og fik lyst til at læse i Bibelen.
Der skete også en forvandling af mig selv som person. Det, jeg læste, begyndte at betyde noget.
På en eller anden måde lagde Gud ind i mig, at jeg fik lyst til at følge ham og lære det, der stod i Bibelen.
Og så begyndte jeg også at ændre på min personlighed.
Finn kunne mærke, at jeg blev gladere og mere overbærende – og det er nogle ting, vi arbejder med i gruppen, for der er stadig noget, der dukker op, som ikke skulle være der. I første omgang begyndte der at komme glæde – og mit helbred blev også bedre.

– Hvad fik Finn til at skifte mening?
– Det var nok den forvandling, der var sket med mig.
Som sagt kørte han mig derned, og han ville ikke med ind, for han havde fået nok af kristendommen, og nogle gange kom han til at vente i tre kvarter! Men vi slutter kurset af med en fest – og der havde jeg selvfølgelig inviteret Finn med og også nogle andre venner, vi har. Og der oplevede han jo, at kristendommen kan være glad, for vi havde jo en glad aften. Der var noget humørfyldt og glad musik, og der var også et oplæg, og det var ikke, fordi det var nogen patentløsning – overhovedet ikke, men det var fortalt på en måde, som jeg ikke kunne stå imod, og jeg var bare klar over, at her var et eller andet.
Og så skete der jo det, at vi undervejs fik venner, også blandt lederne, og de har været utrolig gode til at invitere til en kop kaffe i ny og næ, og Finn fandt ud af, at kristne også kunne gå i sutsko og drikke kaffe i underkoppen og den slags ting. Det troede han ikke, de kunne.
Og pludselig var de jo almindelige mennesker, der også godt ville snakke med ham om helt almindelige ting. Det var ikke bare teologiske ting.

– Vi var begyndt at bede, fortæller Else Marie.
– Det var sådan lidt pudsigt, for jeg har nok altid bedt Fadervor sådan inden i mig selv, når jeg kom i seng, eller når jeg børstede tænder, og så var det overstået. Men så hørte jeg jo nede på Alpha-kurset, at man kunne bede om alt, og at det også var en god ting at bede højt.
Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv, at det kom jeg aldrig til. For jeg havde engang i min tvangskristendomstid foreslået Finn, at vi skulle bede bordbøn, men det ville han ikke være med til, så det ville han ikke.
Så var der en, der sagde til mig: Du er da så meget alene hjemme. Du kan da nok finde en stund at gøre det alene.
Så jeg begyndte at gå og snakke med Gud i ny og næ. Og pludselig en aften, da vi var kommet i seng og havde slukket lyset, spurgte jeg Finn, om det ville være ham meget imod, at jeg bad aftenbøn højt.
– Nej, gør du bare det, kom det fra den anden side.
En aften spurgte jeg Finn, om der var noget, han sad inde med, for så kunne vi da godt tage det med. Og da havde han faktisk en ting fra hans arbejdsplads, fordi der var noget uro og han var tillidsmand.
– Kan du ikke lige bede om, at det vil gå godt, sagde han. Og det gjorde jeg så. Og så blev det en bragende succes. Folk faldt ham om halsen bagefter. Før var de kommet grædende ind til ham på grund af den uro, der var. Men nu stod han op og tog ordet; det har han aldrig kunnet før. Ikke engang da vi blev gift ville han stå op og sige velkommen til folk.
Efter den tid begyndte han at snakke om, at det kunne jo godt være, at det kursus var noget for ham også.
Også min mor, der var blevet enke i den her periode, gik jo og tænkte på, om der var et liv efter døden. Så hun gik også med.

Alpha-kurser holdes netop nu i ca. 200 kirker landet over. En oversigt findes på alphadanmark.dk

Interviewet med Else Marie Halkjær kan også fås som lydoptagelse på en CD, hvor andre også fortæller om deres møde med kristendom gennem et Alpha-kursus.
CD’en kan bestilles for 25 kr. hos Digimate v/Jim Brandt
Motalavej 37, 2. th.
4220 Korsør
Mobil: 40202640
mail@digimate.dk

Henri Nissen
Bjørn Hansen