Cliff Richard:
Verdensberømt engelsk
sanger og sangskriver
I rette tid
Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid:
tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at rydde, tid til at dræbe og tid til at læge, tid til at nedrive og tid til at opbygge, tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, tid til at kaste sten og tid til at sanke sten, tid til at favne og tid til ikke at favne, tid til at søge og tid til at miste, tid til at gemme og tid til at bortkaste, tid til at flænge og tid til at sy, tid til at tie og tid til at tale, tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred.
(Præd. 3,1-8)
Det er forbløffende, så ofte telefonen ringer hjemme, lige som jeg skal til at sætte mig til bordet for at spise, eller nogen banker på døren, lige som TV-krimien er nået til det allermest spændende sted. Det er en af disse uskrevne, ubelejlige love, der tilsyneladende har sammensværget sig om at ville forårsage den størst mulige frustration!
Som følge heraf er vores evne til at få klarhed over, hvornår det er det rigtige og passende tidspunkt at påtage sig livets forskellige forpligtelser, virkelig temmelig vigtig. »Der er en tid og et sted til alt,« fortalte vores mor os, da vi var børn, og hun havde ret. Forfatteren til Prædikerens Bog sagde nøjagtig det samme. (Og for det tilfælde, at du spekulerer på, hvorfor hans ord forekommer dig velkendte, så ligger de til grund for et gammelt Byrds-nummer, Turn Turn Turn. Nå, du er måske for ung til at kunne huske det!)
Ofte bliver vi rodet ind i vanskeligheder, ikke fordi det, vi siger eller gør, nødvendigvis er galt, men fordi vores planlægning af tiden er fuldstændig spoleret. Måske tænker vi slet ikke på det, måske er vi for utålmodige eller for dovne. Hvor mange mennesker fortryder for eksempel, at de er blevet gift for tidligt, at de er ophørt med deres uddannelse for sent, eller at de har savnet en sidste chance til at være venlig og betænksom over for en ældre slægtning? Hvor ofte har vi som kristne måttet sparke os selv, når det rette tidspunkt til at aflægge et vidnesbyrd og fortælle om Jesus er kommet, og vi er bakket ud eller bare har været for sløve.
På scenen er det altafgørende med en god sans for planlægning af tiden. I livet er det også et vældigt aktiv.
Muligvis kan disse vers også være en advarsel til den, der altid har travlt, og som klager over aldrig at have tid til noget. »Jeg er ked af det,« er deres standardsvar, »jeg ville forfærdelig gerne, men jeg har desværre ikke tid.« »Det er en superfin ide – men – beklager – der er ikke tid til det.« »Jeg ville meget gerne hjælpe, men«.
Det er i orden at have travlt, men hvilken ødslen med tiden, hvis vi har taget skyklapper på og er så optaget på forhånd, så vi går glip af noget, Gud har planlagt til os. Det er ikke hensigten med livet, at det skal være en uforanderligt ensformig oplevelse, men det gøres spændende ved hjælp af alle mulige følelser, sammentræf og forpligtelser, nogle af dem behagelige, andre ikke, nogle lønnende, andre ikke.
Gud har givet os tiden – lige netop nok af den – til at gøre, hvad Han ønsker, vi skal gøre. Det er op til os at finde ud af det!
Cliff Richard (1940- ) blev født i Indien, hvor han boede til han var otte år. Da familien flyttede tilbage til England, begyndte Harry Webb, Cliff Richards oprindelige navn, at synge i diverse grupper.
I 1958 sagde Harry Webb sit job i en radio- og tv-forretning op og blev professionel kunstner under navnet Cliff Richard. Siden da har Cliff været en af de største stjerner inden for popmusikken.
I 1966 blev Cliff en kristen, og han har på en særlig måde formået at forene en stærk tro med et liv som superstjerne.
Artiklen her er fra bogen JESUS dig og mig udgivet af Forlaget Scandinavia i 1988.