– Er det ikke Guds vilje, at vi skal have børn?

Frauke Cremers fortæller om barnløshed og kunstig befrugtning og de følelser og tanker der opstod hos hende
„Eva“ – navnet på den første kvinde på jorden – betyder „liv“, og hun fik det navn, fordi hun er „al livs mor“. Dette kald lever stadig i os kvinder: Kaldet til at skabe og opretholde liv. Derfor ønsker de allerfleste kvinder sig børn. Og derfor er det forvirrende, når det ikke bare går sådan. Kunstig befrugtning hjælper nogle par til at få deres ønskebarn, men for mange kvinder lykkes det ikke.
En af disse er Frauke Cremers. Hun fortæller her ærligt og redeligt om de følelser og tanker, som opstod hos hende i dette forløb.

Da jeg blev gift for otte år siden, var det helt klart, at jeg engang ville have børn – også fordi min mand holder meget af børn. Jeg havde naturligvis hørt om ægtepar, der ikke kunne få børn, men aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne ramme os.
Efter at vi var blevet gift, lå spørgsmålet om „børn“ imidlertid ikke lige for. Først skulle vi på bibelskole med henblik på et missionsarbejde i Brasilien, så børn passede ikke umiddelbart ind i vores planlægning.
Men tingene gik anderledes end forventet. Vi kom ikke til Brasilien, og derfor indhentede ønsket om børn os allerede efter fire års ægteskab. Vi begyndte at planlægge ud fra, at vi om få måneder ikke længere kun var to, og glædede os begge til familieforøgelsen.
At jeg ikke straks blev gravid, forklarede vi over for hinanden med stress – jeg var midt i at videreuddanne mig. Men da der efter flere måneder stadig ikke var noget barn på vej, begyndte jeg at blive utålmodig. Vores seksuelle samliv blev til en pligtopfyldelse, og jeg blev forkrampet ved tanken om, at jeg igen snart ville få min menstruation. Jeg begyndte at kontrollere min krop, og det gik ud over glæden ved at være sammen med min mand.
Besøg hos en gynækolog hjalp os ikke videre. „Aldersmæssigt“ (jeg var på det tidspunkt lige blevet 30) var alt i orden. Det var blot et spørgsmål om tålmodighed. Vi skulle blot tage den med ro, så gik det helt af sig selv!
Alle steder syntes jeg at se gravide kvinder og små børn. Det faldt mig klart vanskeligere at omgås børn. At mine veninder misundte mig, at jeg kunne gå velklædt på kontoret hver dag og snakke i fred og ro, var ikke nogen trøst for mig. Jeg ville gerne have byttet med dem, for de havde jo ret beset det, jeg så brændende ønskede mig!

Med min smerte gik jeg nu til Gud. Jeg bønfaldt ham om at blive gravid. Sådan som Hanna, profeten Samuels mor, bad jeg til min himmelske far og klagede min nød for ham. Hvor åbenhjertigt havde hun ikke udøst sit hjerte for Gud, når hun måtte se til, hvordan hendes elskede mands medhustru fik børn, mens hendes eget moderliv forblev lukket år efter år (1. Sam. 1,1-16).
For første gang i mit liv forstod jeg, hvad det vil sige at klage. At sætte ord på min smerte. Alene det at erkende, at smerten eksisterede, var en ny erfaring. Hidtil havde jeg haft et fast greb om livet – for første gang kunne jeg ikke opnå det, jeg ville, blot gennem viljestyrke og beslutsomhed. Her kunne kun Gud gøre noget.
Men sorgen over den udeblevne graviditet lagde sig som et slør over mit liv. Ægte livsglæde og taknemmelighed over alt det gode, som Gud hidtil havde givet mig, faldt mig ikke længere ind. Jeg opfyldte mine pligter på arbejde, i hjemmet og i menigheden, men indvendigt var jeg som lammet og følte mig uretfærdigt behandlet af Gud.

På et tidspunkt begyndte jeg at interessere mig for muligheden af kunstig befrugtning. Jeg overtalte min mand til at gå med til et informationsmøde, hvor de forskellige metoder til kunstig befrugtning blev forklaret. Ligeledes blev årsagerne til den tiltagende ufrivillige barnløshed belyst. Lægernes forklaring var forståelig: Kvinder begynder senere og senere med at få børn, og samtidig tikker det „biologiske ur“ ubønhørligt fra kvindens 25. år.
Efter informationsmødet fik jeg en tid til en personlig rådgivning. Under denne konsultation fik vi endnu engang forklaret de kvindelige kønsorganers grundliggende funktioner og fik at vide, hvilke undersøgelser jeg specielt skulle gennemgå. Fuld af håb gik jeg i gang med de nødvendige behandlinger.
At de også var ret smertefulde, tog jeg med i købet: Når det kom til stykket, var dette jo muligheden for omsider at få mit drømmebarn. Allerede efter få uger kunne den første insemination finde sted (kunstig indføring af mandlig sæd i livmoderen). Ved daglige indsprøjtninger blev min østrogenproduktion bragt i vejret. Min mave svulmede op og gjorde ondt.
Hvad jeg ikke havde været forberedt på, var den psykiske anspændelse, som nu fulgte. Jeg kunne næsten ikke udholde spændingen mellem håbet om, at alt ville klappe ved første forsøg, og angsten for, at det havde været forgæves.

Da min regelmæssige menstruation indfandt sig, brød min verden sammen, og hele min anspændelse opløstes i en voldsom krampegråd.
Til et nyt befrugtningsforsøg fik jeg brug for at samle al min styrke. Selvom jeg ikke mere var sikker på, at dette for os var den rigtige måde at få børn på, gik jeg i gang med de nødvendige forberedelser. Min mand indfandt sig ligeledes på klinikken på det aftalte tidspunkt for at afgive sin „sæddonation“. Da han kom ud fra laboratoriet, så han forfærdelig ulykkelig ud. Synet af ham gjorde så ondt på mig – jeg kunne se, hvor meget han led. Helst havde jeg afbrudt behandlingen, men håbet om, at dette andet forsøg ville lykkes, gav mig styrke til at stå det igennem. Jeg vidste allerede inderst inde, at der for os ikke kunne blive tale om et tredje forsøg.
Også vores ægteskab var efterhånden ved at blive forkrampet på grund af den psykiske anspændelse og tvivlen om, hvorvidt det ville lykkes med den kunstige befrugtning. Jeg kunne egentlig kun koncentrere mig om mig selv og havde slet ikke overskud til min mand. Og han var hjælpeløs, fordi han ikke vidste, hvordan han skulle omgås mig, hans efterhånden ret hysteriske kone.
Langsomt kom der et nyt aspekt ind i mine tanker: Gud har en plan for mit liv! I Salme 139, min yndlingssalme, står der, at Gud har planlagt mit liv allerede før min undfangelse. Vers 16 lyder: „Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog ….“. Var jeg mon i færd med at slå en streg over Guds gode plan for mit liv, når jeg så inderligt ønskede mig et barn? Hvis han i sin plan for mig ikke havde taget højde for børn, kunne jeg ikke bare med „magt“ lade et avle.
Jeg blev lidt efter lidt klar over, at jeg som kvinde har et naturligt ønske om børn, men ingen gudgiven ret til det. Jeg havde betroet Gud mit liv og givet ham lov til at lede mig. Nu gik det op for mig, at jeg havde været egensindig over for Gud.

Mit ønske om børn, fandt jeg ud af, havde haft meget med egoisme at gøre. Jeg ville kalde et hjælpeløst lille menneskebarn mit eget for at give det alt det, jeg hidtil ikke havde været i stand til at give mig selv eller min mand. Denne erkendelse gjorde ondt. Og samtidig var den god. For nu var jeg parat til at tage imod hjælp fra en sjælesørger for at få bearbejdet mine personlige længsler og sår. Og det, jeg fandt under denne proces, forskrækkede mig. Hvor var det godt, at Gud kendte mine sår og krænkelser! Han havde vidst, at jeg ville have tilføjet mine børn de samme sår, hvis jeg til sin tid havde fået nogle.
For første gang følte jeg en snert af taknemmelighed: Min Fader i himmelen har overblikket, og jeg må stole på ham. Og en så stor gave havde jeg trådt under fode! Jeg var nødt til at gøre mig fri af mit ønske om at få børn. Det var en svær og tårevædet beslutning, men med Guds hjælp ændrede hele mit fremtidsperspektiv sig: Nu har jeg mulighed for (i hvert fald efter fyraften) at bruge fritiden på udadvendte aktiviteter. Børns behov kommer ikke først, og i modsætning til ægtepar, der tit beklager sig over, at de har så lidt tid sammen, fordi børnene kommer i første række, har jeg lettere ved at tage mig tid til min mand.
Gud har givet mig en dejlig mand, som jeg holder meget af. Burde han ikke være nok for mig? Dette spørgsmål stillede Elkana for øvrigt også sin kone Hanna (1. Sam. 1,8). Hanna svarede ikke på dette spørgsmål. Men i dag kan jeg sige: Jo, min mand er nok for mig!

Gud har hjulpet mig af med ønsket om at få børn. Han har åbnet mine øjne for andre ting, og jeg er parat til at se bort fra mine egne forestillinger og se på hans plan for mit liv. Han vil mig det godt – at vide det har fjernet sorgen og følelsen af at være blevet behandlet uretfærdigt af ham.
Men hvordan håndterer jeg til hverdag mit uopfyldte ønske? Et stykke tid undgik jeg bevidst at komme i nærheden af børn. Det var i orden, så længe jeg stod midt i den smertefulde proces med at affinde mig med, at jeg ikke selv ville få nogle. Men børn er en del af mit naturlige miljø – jeg støder ikke blot på dem i kirken søndag efter søndag, men også i familien og blandt venner.
Også på dette punkt hjalp ordene fra Jesus mig afgørende videre: „Lad børnene komme til mig; det må I ikke hindre dem i.“ (Markus 10, 14-16). Han opstillede børn som forbilleder for voksne. Han sagde, at vi skal lære af dem, og velsignede dem. Og jeg indså, at hvis jeg holdt børn ude af mit liv, ville jeg berøve mig selv en kostbar gave.

Det faldt sikkert heller ikke Hanna let at have Elkanas anden hustrus børn omkring sig. Hanna brugte den tid, hun ikke skulle bruge til at passe børn, på at lære Gud at kende. Hun mærkede, at hun kunne komme til Gud med sine sår og sin smerte. Han så hendes nød.
På grund af Hannas stærke tro på Gud blev hendes historie optaget i Bibelen (1. Sam. 1,1 – 2,11). Gud hørte hendes bøn og skænkede hende en søn, Samuel, som senere kom til at spille en vigtig rolle i Israels historie. Hannas lovsang er for evigt et vidnesbyrd om hendes kærlighed til Gud. Et stort privilegium for en kvinde dengang.
Hannas hengivelse blev også et forbillede for mig. At Gud velsigner mig på samme måde som hende (nemlig ved til sidst at skænke mig et barn) tør jeg ikke håbe på. Men at han har gode planer for mit liv, kan jeg trygt stole på.

Fra det tyske magasin Lydia – bragt med tilladelse.
Oversat af Dorthe Orbesen