Kristendommen kom bag på mig
Knud Werner, 48 år, bosiddende i Kastrup. Til daglig kontorchef. Efter Knuds kone Lone mistede sin far, tog hun på et Alpha-kursus og begyndte at komme meget i kirkenKnud Werner syntes, det var lidt mærkeligt, at hans kone havde fået sådan en interesse for kirken, men efter en stærkt følelsesmæssig begravelse begyndte Knud selv på et Alpha-kursus.
– Hvordan var din opvækst?
Jeg kommer fra en arbejderfamilie, hvor ikke man troede på Gud og ikke talte om Gud. Det, jeg lærte at kende til kristendommen, var det, vi hørte om i skolen. Noget af det var bare nogle historier om Adam og Eva; de var meget gode at høre på, men det var ikke noget, der fyldte min hverdag.
Jeg kan sige, at da jeg var omkring 18 -19 år, begyndte jeg at interessere mig for det åndelige, mystik og kult og den slags, og begyndte at læse forskellige bøger med den slags indhold.
Da mødte jeg faktisk noget, som jeg tror var den usynlige verden. Jeg ved så ikke, hvor meget der har været min fantasi, men det er der nok en del, der har været. Jeg blev lidt bange for det. Det begyndte at gå ind i mine drømme, når jeg skulle sove; det gjorde mig angst, så jeg lagde det væk igen.
– På et tidspunkt tager din kone på et Alpha-kursus, hvorfor gør hun det?
Hun tog på et Alpha-kursus, fordi det berørte hende meget, at hendes far var afgået ved døden, og i den forbindelse blev hun meget ked af det. Hun lukkede sig inde i sig selv, følte jeg, og begyndte at søge andre steder hen for at få svar på forskellige ting og se, om der var nogen, der kunne hjælpe hende ud af den sorg, hun var i.
Da så hun så en udsendelse på KKR/TV, hvor sognepræst Agnete Zimino medvirkede. Hun fortalte om sin kirke og om Alpha. Herigennem fik min kone interesse for at lære mere om det, og hun tænkte, at hun ville gå hen og se, hvad det handlede om.
Hun var ikke vant til at komme i en kirke og være sammen med en masse fremmede mennesker, men hun gjorde det alligevel.
– Hvad oplevede din kone ved det kursus?
Hun oplevede, at hun fik svar på nogle ting, så hendes sorg blev mindre. Hun oplevede deltagelse fra folk, fordi det kristne fællesskab var meget indlevende i problematikken. Og så fik hun samtidig nogle svar i forhold til Gud og Jesus, som gjorde, at hun kunne komme videre.
– Hvordan var din reaktion på det, din kone oplevede?
Hun fortalte ikke rigtig, hvad hun havde oplevet, men jeg lagde mærke til, at hun kom rigtig meget i kirken. Jeg syntes, det var lidt mærkeligt, at hun kom der så meget. Jeg havde godt set, hun sad og kiggede med på KKR/TV en gang imellem. Det lå meget fjernt for mig, vil jeg næsten sige. Jeg syntes, det var mærkeligt med den store interesse for kirken og de kristne, det kom lidt bag på mig.
– Så dør din kones mormor Martine. I er med til begravelsen?
Der sker noget, der bliver et vendepunkt i mit liv – i hvert
fald i forhold til Gud. Der sker det, at da vi kommer over til begravelsen og kommer indenfor i kirken, oplever jeg noget helt specielt. Da vi skal til at synge, kan jeg næsten ikke få en tone frem. Jeg får tårer i øjnene og er lige ved at græde. Min stemme knækker flere gange, når jeg synger teksterne, og jeg oplever pludselig en dybde i de salmer, vi synger.
Vi sang nogle dejlige salmer, bl.a. sang vi Vær du mig nær, en meget smuk salme, som rummede noget, der talte dybt til mig, også i forhold til Martine. Samtidig oplevede jeg, at der var en særlig stemning i kirken. En totalt fuld kirke, hvor folk sang. Det har jeg aldrig oplevet før; man kunne mærke folks kærlighed til Martine, det var virkelig en dejlig oplevelse, og jeg følte på et tidspunkt, at Gud rørte ved mig. Jeg er helt sikker på, at det var det, der skete. Jeg følte i hvert fald et nærvær af Gud, Jesus, Helligånden, hvad det nu kan være, om det er alle tre på én gang. Jeg ved det ikke, men der sker noget – der er noget, der rører ved mig så dybt, så dybt. Det må være Guds styrke.
– Hvorfor begynder du på et Alpha-kursus?
Det er en følge af det, jeg oplevede, hvor jeg fik lejlighed til at tænke på andre ting og fik lejlighed til at høre, hvad det egentlig var for ting, Lene interesserede sig for. Jeg havde fundet ud af, at det burde jeg også interessere mig lidt mere for. Jeg er sikker på, det var Gud, der kaldte på mig. Derfor ville jeg høre mere om, hvad det her egentlig var for noget. For kristendommen var meget langt tilbage i min hukommelse, så det, jeg trængte til, var at vide, at kristendommen var god.
– Lone har en onkel i Frederikshavn, hvorfor var du den sidste, han kunne forestille sig kom til tro?
Det må du hellere spørge ham om. Det er lidt svært at svare på, men han kendte mig som en københavner og vesterbroer, der var nok lidt flere bandeord, end han er vant til at høre på.
Jeg vidste jo, at de havde megen tro. Det kunne man mærke, når de var herovre. Vil I med i kirke, spurgte de, og vi var så en enkelt gang med i kirke. Han oplevede i hvert fald det, der var sket for os, som en stor glæde.
– Har du ændret dine læsevaner?
Ja, det må man sige. For det første er det længe siden, jeg har læst ret meget. Men det gør jeg nu. Det skete faktisk lige efter begravelsen, at jeg tog med min kone til et kristent center på Drejervej, og der købte jeg Bibelen på hverdagsdansk, fordi jeg følte, at nu ville jeg gerne læse den, og jeg læste den fra ende til anden på 2½ måned.
Af Bjørn Hansen
og Henri Nissen
