Overnaturlig diakoni i Fredericia

Det er ikke de pædagogiske redskaber, som betyder mest, når Tabita og Jean Jørgensen lægger linjen for institutionen og bofællesskabet „Næste Skridt“ i Fredericia. Det guddommelige element er langt det vigtigsteTo tårnhøje engle våger over bofællesskabet „Næste Skridt“ i Fredericia. Og det er ikke Lillebæltsbroens bropiller, der er tale om, men bogstavelige, overnaturlige engle.
Det er lederen af „Næste Skridt“, pædagog og diakon Tabita Jørgensen, som har set englene, en dag hun kom hjem efter en indkøbstur.
– De stod ved hver sit hjørne af huset: en til højre og en til venstre; de smilede, og begge var højere end huset, forklarer hun uden at ville beskrive englene nærmere.
For hende er det mere interessant at tale om „Næste Skridt“, som udover at være et bofællesskab med et kristent grundlag også er en institution med plads til otte beboere plus lederparret, Tabita og Jean Jørgensen.
Sidstnævnte bor i en lejlighed oppe under taget, og beboerne har hver et værelse til sin private rådighed, Ikke mange kvadratmeter, men det er heller ikke meningen, at man skal være beboer i „Næste Skridt“ i længere tid end højst nødvendigt.
Stedet er nemlig beregnet for personer, som har været i behandling for misbrugsproblemer, og det fungerer som en mellemstation på vejen tilbage til et mere almindeligt liv. Dog kan man også bo på stedet uden at komme direkte fra behandling.
Det kan f.eks. være, hvis man som tidligere misbruger i en periode har behov for støtte, fordi det gamle livs spøgelser igen bliver for påtrængende. Betingelserne for at flytte ind i huset er, at man vil overholde husreglerne, og at man har været clean i mindst et halvt år.
Det er det kristne hjælpecenter Kildegården, som står bag bofællesskabet.

Tabita og Jean boede i Århus indtil dette forår, hvor de, kort efter at Tabita havde afsluttet sin uddannelse, rykkede nogle snese kilometer sydpå. De er ledere for „Næste Skridt“ på lige fod, men i kraft af sin uddannelse er det Tabita, som står med det største ansvar for det pædagogiske og diakonale indhold i arbejdet.
Et arbejde, som i perioder har været ganske hårdt for det unge lederpar. Jean er uddannet tv-tekniker og 24 år, Tabita er 26 år.
– Det har været hårdt for os at skulle lave om på vores liv og vores ægteskab. Vi har skullet forholde os til nye venner, ny kirke og ny by. Dertil kommer, at vi lige pludselig ikke havde nær så meget tid til hinanden, som vi var vant til. Men vi får supervision både fagligt og personligt af en familieterapeut, som er leder for rådgivningsskolen på International Apostolsk Højskole.
– Der har været aftener, hvor vi næsten er kravlet i seng, men vi har måttet finde ud af tingene hen ad vejen og har efterhånden lært at reservere nogle aftener til os selv, siger Tabita og afslører, at hun også har set engle, når tingene har været vanskelige.

– På et tidspunkt var der en gut, som vi fik nogle konflikter med, og han begyndte at true os.
– I den periode så jeg pludeslig en engel på vores soveværelse. Englen sad på en stol, og jeg hørte en stemme sige til mig: „Frygt ikke“. Jeg ringede til min mor: Der sidder en engel på stolen og passer på mig, og det lo vi begge ad. Men for mig er det normalt med den slags overnaturlige ting.
– Jeg stammer fra Rumænien, og min mor er kendt som profet i kristne kredse over hele Rumænien. Jeg har det overnaturlige inde under huden, fordi jeg er vokset op med det. Allerede som 10-årig var jeg klar over, at jeg har det, Bibelen kalder gaven til at bedømme ånder. Jeg kan derfor med det samme mærke, om der er engle eller dæmoner et sted.
– I det her hus er der en utrolig fred – også om natten. Mange af vores beboere har tidligere haft svært ved at sove om natten og været plaget af onde drømme. Når man er misbruger, lukker man nemt dæmoner ind sammen med sit misbrug.
– Meget af den rastløshed og vrede, som man finder blandt misbrugere, er i virkeligheden dæmonisk. Men her er der fred om natten – også fordi vi beder, inden vi lægger os til at sove. Tidligere var stedet her en kirke (Apostolsk Kirke, red.) og her har været bedt bønner i mere end 30 år. Det gør noget ved et hus, mener Tabita.

„Næste Skridt“ er ifølge Tabita i høj grad Guds projekt. Og hun har oplevet, at hun var nødt til at droppe nogle ting, som hun holdt af, fordi det har været nødvendigt i hendes nuværende job, hvor hun jævnligt oplever, at hun er i frontlinjen i en billedlig talt åndelig krig mellem det gode og det onde.
– Vi er helt afhængige af Gud. Det her er som at gå på vandet hver dag. Hele tiden dukker der vanskeligheder op, men indtil nu har Gud klaret det.
Men jeg er nødt til at have rene hænder ind for Gud. Jeg har givet slip på mange ting, det er simpelthen nødvendigt, når man skal tjene Gud på den her måde. Det er afgørende, at jeg er helt tæt på Gud. For eksempel er jeg holdt op med at ryge, selv om jeg elskede det. Men jeg kunne mærke, at Gud ville have mig til at holde op.
Og jeg vil ikke lyde som en eller anden, der har noget imod rygning – jeg ved bare, at for mig var det rigtigt at holde op, fastslår hun.

Den åndelige dimension gennemsyrer husets hverdag. Det er det guddommelige element, som gør forskellen i „Næste Skridt“. Lederparret lægger alle deres æg i den guddommelige kurv.
– Vi holder andagt hver morgen, og tirsdag og torsdag er det nærmest små gudstjenester, hvor vi synger sammen, læser Bibelen sammen, snakker sammen og slutter af med at bede sammen, fortæller Jean.
I øjeblikket har de fleste af beboerne et arbejde, og derudover er flere af dem engagerede som frivillige i caféen „Hang Out“, som drives af Apostolsk Kirke i Fredericia.
– Når en beboer flytter ind, går der lang tid, før vedkommende kommer i gang med en hverdag uden for huset her. Ofte bliver det til et par måneder her, og så forsøger vi at udfylde hverdagen med forskellige gøremål og aktiviteter som f.eks. havearbejde eller fisketure. Det er en lille del af det, vi kalder vores tilbage-faldsforebyggelse, hvor vi fylder noget nyt ind i stedet for det misbrug, som er smidt ud, siger Tabita.
Derudover består tilbage-faldsforebyggelsen i psykisk støtte, individuelle samtaler, 12-trins arbejde, hvor man i grupper arbejder med uhelbredte føleser, svømning, fodbold, opbakkende netværk, sund mad med mere.
– Vi laver også en hand-lingsplan for hver enkelt og giver hjælp til selvhjælp. Ofte skal beboerne have ryddet op i en masse ting – gæld f.eks. – og så skubber vi lidt til dem, indtil de selv tager initiativ til at tage kontakt til de relevante personer og myndigheder.
Men vi er der hele tiden og går også sammen med dem til møder med bank, advokat og sagsbehandler, forklarer hun.

Jean og Tabita har begge selv prøvet et liv med kraftige stimulanser. Jean har været stofmisbruger i fem år, og Tabita har levet et alkoholiseret liv i en periode på fire-fem år. Men begge har oplevet, at Gud har givet dem en ny begyndelse i livet.
– Vores fordel er, at vi begge har prøvet et liv, som vores beboere har haft. Vi ved, hvordan det er, og den helbredelse, som vi har fået fra Gud, skal vi give videre til andre mennesker. Det er formålet med, at vi er her.
Det største aktuelle ønske for Jean og Tabita er at få nogle mere almindelige arbejdstider, ved at en række frivillige medarbejdere bliver knyttede til stedet. I øjeblikket er der fire frivillige, men der er brug for flere.
De frivillige hjælper med madlavning, hygger sig med beboerne og laver forskellige ting sammen med dem. Flere af de frivillige går også med beboerne til bank, advokat eller kommune. Det ideelle vil ifølge lederparret være, hvis der kommer så mange frivillige, at Jean og Tabita er på stedet om dagen, mens de frivillige får ansvaret for aftenerne.