1700 festede for Jesus
Et stærkt mødekoncept trak 1700 unge fra hele landet til weekendens Jesusfest i ÅrhusÅRHUS – Der var propfyldt og svedende varmt i Vejlby-Risskov Hallen nord for Århus, da 1700 unge fra hele landet holdt fest for Jesus.
Kun 1200 kunne få en siddeplads, men selv de 500, der måtte tage til takke med det hårde halgulv eller en ståplads, skulle være mere end lykkelige for overhovedet at få en billet.
Allerede en uge før årets Jesusfest i Århus var alle billetter revet væk, og ifølge den billetansvarlige kunne man sagtens have solgt flere hundrede ekstra billetter, hvis der havde været plads. Flere unge har endda tilbudt overpris for at få én af de sidste billetter.
– Det er svært at sige, hvorfor Jesusfest tiltrækker så mange. Det er vi også selv lidt overraskede over, siger Thomas Bank Møller, der gav den som lovsangsleder og konferencier lørdag aften.
– Men det skyldes nok, at vi har ramt noget af den relevans, som unge tørster efter. De vil høre noget, der passer i deres tid og kultur, have noget musik, der siger dem noget. Og de vil have det hele på mange forskellige måder, siger han.
I virkeligheden er det svært at pege på, hvad der adskiller en Jesusfest fra et ganske almindeligt møde i missionshuset. Der er lovsang, tale, bøn, drama, vidnesbyrd, kaffe og chokokoladekage. Men der er hverken kendte bands eller amerikanske tv-prædikanter.
– Det er faktisk bare et up-beated missionshusmøde, hvor vi har tilsat lidt ekstra lys, farver, strøm og visuelle virkemidler, erkender Thomas Bank Møller.
– Men vi lægger meget vægt på, at kvaliteten skal være høj. Jesusfest skal være noget særligt, og selv om vi allesammen er frivillige, så er der rigtig mange, der har ydet en kraftpræstation for at få det hele til at fungere, siger han.
Det er tre år siden, Indre Missions Ungdom (IMU) første gang indbød til Jesusfest. Dengang mødte et par hundrede unge op, og siden er opbakningen bare blevet større og større.
– Jesusfest er blevet et stærkt koncept. Folk forventer noget særligt, når de kommer, og hvis vi hele tiden formår at forny os, så kan vi sagtens blive endnu flere. 2500 er slet ikke urealistisk, siger han.
Arrangementet er egentlig målrettet unge i 20erne, men Thomas Bank Møller har opdaget, at mange teenagere også har fundet vej.
– Det er vi da glade for, men vi fastholder, at vi laver Jesusfest for dem, der er lidt ældre. Der har længe manglet noget for den aldersgruppe, men teenagerne er selvfølgelig også velkomne.
Også blandt deltagerne er begejstringen stor. Tanja har taget turen fra Helsingør til Århus for at komme til Jesusfest – og for at besøge en veninde.
– Aldrig har jeg hørt så stærk en vækkelsesforkyndelse før. Jeg var rørt til tårer, og Gud gjorde et eller andet ved mig, der løste op under lovsangen, fortæller hun.
To gange i løbet af aftenen blev der opfordret til at søge forbøn, og det benyttede mange sig af. Begge gange var der lange køer af unge ved de fire forbøns-stationer.
Henrik fra Vejen vil ikke kalde sig kristen, semi-kristen måske.
– Jeg er kommet, fordi jeg gerne vil se, hvorfor folk er kristne. Og jeg kan godt forstå, at det må være fedt. Jeg har tidligere været til sådan nogle arrangementer og syntes, det var alt for meget, når folk stod og råbte til Gud under sangen. I aften prøvede jeg at klappe lidt med selv, og jeg må indrømme, at jeg sagtens kunne blive grebet af det, siger han.