Kære Gud, hvem skal jeg stemme på?

I Europa kan man ikke blive kommissær, hvis man ser homoseksuel praksis som en synd.
I USA er det næsten nødvendigt at have det syn for at blive præsident
Vælgerne i USA har genvalgt George W. Bush som præsident. Mange journalister og forskere vil i den nærmeste fremtid analysere valgsejren på kryds og tværs. Og de vil først og fremmest komme til den konklusion, at Bush vandt, fordi det lykkedes ham at mobilisere de kristne vælgere.

Ugens kronik af Karen Storgaard Larsen, Kolding.
Specialestuderende ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet

Det amerikanske nyhedsbureau AP lavede på valgdagen en såkaldt exitpole, hvor vælgerne bliver spurgt, hvem de har stemt på og hvorfor, lige når de forlader valglokalet. Den viste, at moralske værdier havde været mest afgørende for, hvor amerikanerne havde sat deres kryds. Det var præsidentkandidaternes holdning til stamcelleforskning og homoseksuelles ret til ægteskab, der var mest afgørende for 22 procent af vælgerne. Til sammenligning siger 19 procent, at terrortruslen har været mest afgørende for deres valg af præsident. Og 15 procent har stemt på baggrund af deres holdning til Irakkrigen.

Men hvorfor betyder religion så meget i USA og så lidt i Europa – ikke mindst i Danmark?

Som i mange andre demokratier er kirke og stat også gennem forfatningen adskilt i USA. Og USA var et af de første demokratier, der indførte religionsfrihed. Det særlige for USA er imidlertid, at nationen mere end noget andet vestligt land er præget af religion.
Overalt i samfundet støder det religiøse og sekulære sammen. Skal børnene bede morgenbøn i skolerne? Er abort en forbrydelse? Er den eneste acceptable seksualundervisning at fortælle de unge, at de skal være seksuelt afholdende indtil ægteskabet? Bør skabelsesberetningen sidestilles med evolutionslæren i undervisningen?
Over tre fjerdedele af amerikanerne ser sig selv som troende. Og selv om disse tre fjerdedele ikke kan blive enige om ret meget, så er hver gruppe af troende alligevel så stor, at det kan være fatalt at tilsidesætte dem politisk. De religiøse grupper er simpelthen så store, at ingen kan vinde et valg uden på en eller anden måde at tænke i religion.

Selv om mange amerikanere betegner sig selv som troende, er det utænkeligt, at de kunne forenes om at sætte et massivt aftryk på amerikansk politik. Dertil er de simpelthen for uenige. Det religiøse USA kan ikke betragtes som en blok, der giver mulighed for lette politiske point. Republikanerne er siden begyndelsen af 1980’erne gået efter stemmerne fra de evangeliske kristne. Det er blandt de evangeliske traditionalister, at synspunkter om troens indflydelse på politik er mest markant. Her er den største modstand mod abort, stamcelleforskning og homoseksuelle ægteskaber. Stemmejagten skal dog udføres varsomt, så de ikke mister for mange stemmer i de øvrige grupper. De kristne grupper kan kun blive enige om, at politikere bør have en stærk religiøs tro.

I Europa kan man tilsyneladende blive enige om, at politikere ikke bør have en stærk religiøs tro. Den øjeblikkelige krise i EU-kommissionen er i virkeligheden nok først og fremmest en kamp om, hvem der har magten over kommissionen – EU-parlamentet eller EU’s stats- og regeringschefer. Alligevel kommer krisen i høj grad til at handle om religion og politik. EU-parlamentet nægtede at godkende den italienske kristendemokrat Rocco Buttiglione på grund af hans syn på blandt andet homoseksualitet. Mange parlamentsmedlemmer så disse holdninger som diskriminerende overfor seksuelle minoriteter og nægtede at godkende ham som kommissær for retsområdet, ligestilling og minoriteter.

Vi er i de senere år blevet forskrækket over den muslimske praksis. Ord som Jihad – hellig krig – politisk præsteskab og hellig sharia får os til at tænke, at her er sammenblandingen af religion og politik gået for vidt.
Og europæiske kritikere af Bush har sat ham i bås med islamister, for begge blander religion og politik. Og resultatet er fundamentalisme, lyder argumentet.
Men de har ikke forstået, at kristendommen selv skelner mellem religion og politik. Jesus lærer os, at vi skal ”give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er.” Jesus afviser dermed, at den verdslige myndighed skal erstattes af et helligt styre.
Kristendommen har i modsætning til jødedommen og islam altid – fra de tidlige katolske politiske tænkere som Augustin og Aquinas – opereret med to sfærer. En religiøs sfære, som havde Paven (for den katolske kirkes vedkommende) som øverste myndighed. Og en verdslig sfære med en monark (eller hvilken styreform, der nu måtte findes) som øverste myndighed.

Den lutherske del af kirken har på dette spørgsmål hentet svar fra Luthers to-regimente-lære. Ifølge denne lære opretholder Gud verden gennem to myndigheder: Øvrigheden (staten) og kirken. Gud har givet staten myndighed og magt til at styre over alle forhold, der angår menneskets daglige liv. Det gælder den offentlige ordning med ægteskabet og alle forhold, der har med politik, arbejdsliv, økonomi, forretning, praktiske og kulturelle fællesopgaver og sociale spørgsmål mennesker imellem at gøre.
Ifølge denne lære er der forhold, som staten har magt og myndighed til at regulere. Men Gud anerkender kun disse myndigheder (kirken og staten) i sin tjeneste, hvis de begge handler i overensstemmelse med hans lov og frelserplan.

Pointen er, at de to myndighedsområder ikke skal blandes sammen. Kirken skal ikke trænge ind på statens myndighedsområde – og omvendt. Kirken skal altså ikke bestemme, hvordan staten skal styre, lovgive og drive politik. Det selvfølgelig forudsat, at staten ikke tvinger mennesker til at handle mod Guds vilje eller forhindrer mennesker i at efterleve Guds vilje.
Men kirken skal her ikke sidestilles med det enkelte kristne menneske. Enhver kristen er mere end velkommen til at gå ind i politik og forsøge at præge lovgivningen ud fra kristne værdier.

Men hvad så når ægteskabets ordning trues af staten? Det vil jo true hjemmene, børnene, familien og menneskeværdet. Eller når staten handler mod Guds vilje med foragt for mennesket, for eksempel en liberal abortlovgivning?
To-regimente-læren skal ikke bruges til at argumentere for en udelukkelse af al kristen påvirkning af staten og den førte politik. Det ville være – og er i nogen grad i dag – en katastrofe, hvis politik overlades til folk, der praktisk talt ikke har nogen moralske principper. Vi skal som kristne arbejde med samfundets moraltradition, så Guds gaver bliver til gavn for alle. Og her har alle et ansvar, uanset om vi er lærere, forfattere, journalister, pædagoger eller folketingsmedlemmer. Når religion betyder så lidt i europæisk og i dansk politik, er det måske, fordi mange af os har glemt det ansvar?

Måske er det amerikanerne, som virkelig har forstået ideen om religionsfrihed. Meget få ville løfte øjenbrynene, hvis en muslim eller en mormon stillede op til et præsidentvalg. Hans eneste hindring ville være, hvor mange der stemte på ham. Og det ville være den naturligste ting i verden, at de religiøse ideer blev taget med ind i de rum, hvor beslutningerne træffes. At en bekendende kristen kan blive præsident i USA er blot med til at understrege religionsfriheden.
At en rettroende katolik ikke kan blive kommissær i EU er måske et af de tydeligste eksempler, vi har på, at det er så som så med religionsfriheden i Europa.