Præst har hund med på besøg

USA: På et plejehjem i det sydlige Maine er en simpel berøring med til at sprede lidt solskin over beboernes dag. Men berøringen er ikke menneskelig – den består i et slik eller et puf fra Allegra, en fem år gammel golden retriver.
Som præstens hjælpehund skal Allegra give ubetinget kærlighed og opmærksomhed til mennesker, som har behov for dette. Hver måned tager præst Arlene Tully Allegra med til plejehjemmet i Maine, hvor beboerne kan røre ved og kæle med hunden. Og Allegra følger også med Tully på andre tjenesteopgaver.
– Det er hendes fuldtidsjob. I stedet for kun at hjælpe én person i meget lang tid, hjælper Allegra mange personer i kort tid, siger Arlene Tully, som inddrog hunden i sin tjeneste i 2001.
Tully er præst ved Randolph United Methodist Church og East Pittston United Methodist Church i det sydlige Maine. Allegra blev oprindeligt trænet til at være ledsager for kørestolsbrugere, men blev kasseret, fordi hun er bange for høje lyde.
Idéen til at anskaffe sig en tjenestehund fik Tully, da en af hendes venner fortalte, at hun i forbindelse med en „Tag dit kæledyr med på arbejde dag“ havde haft sin hund med på det plejehjem, hvor hun arbejdede. En af de lidt stædige og genstridige beboere løsnede op og blev mere social og udadvendt, når hunden var i nærheden.
– På en måde fungerer Allegra som et socialt smøremiddel. Hunden er i stand til at etablere en umiddelbar kontakt til folk, og de giver helt automatisk respons på dette, oplyser Tully.
– jeli