Fortvivl aldrig!
Hvorfor?
Hvorfor? – Det er ikke så meget et spørgsmål, som det er et skrig fra hjertet. Et skrig af bestyrtelse, vrede og smerte.
Vi kender alle øjeblikke – eller uger, måneder eller år – hvor vi gennemrystes af smerte.
Når børn lider, krige bryder ud eller terrorister slår til, når vi rammes af depressioner, eller døden banker på vores dør. I sådanne situationer spørger vi: Hvorfor skete det? Hvordan kunne Gud tillade det?
Som barn stillede også jeg alle de hvorfor-spørgsmål, som børn nu gør. Min bedstemor boede dengang hos os, og hun havde altid tid til mig. Jeg gik tit til hende med mine spørgsmål. Hun var en beskeden kone, som havde født fjorten børn, hvoraf kun de ni overlevede. Hun kendte til så megen smerte! Men hun elskede Gud og stolede på ham.
Når vi børn kom til hende med vore spørgsmål, fortalte hun gerne en lille historie som svar. En af disse hørte jeg for nylig igen efter alle disse år og jeg vil gerne gengive den her:
Et fattig bonde havde et gammelt muldyr. En dag var det så uheldig at styrte ned i en tom brønd. Bonden var fortvivlet, for han holdt meget af sit trofaste dyr. Men da han kiggede ned i brønden, måtte han erkende, at det var umuligt at redde muldyret. Brønden var ganske enkelt for dyb og for smal.
Tung om hjertet besluttede han sig for at fylde skakten op med jord og begrave dyret for hurtigt at befri det for lidelser. Han kaldte derfor nogle af sine venner sammen, og de begyndte i fællesskab at skovle brønden til.
Da muldyret indså, hvad der var ved at ske, blev det grebet af panik og gav sig til at skrige, men sandet vejede stadig tungere og tungere på ryggen af det. Så fik det pludselig en idé: Når den næste portion jord falder ned, ryster jeg den ganske enkelt af og tramper den fast med fødderne!
Og ganske rigtigt: Efter at have gjort sådan et godt stykke tid, dukkede muldyret til sidst triumferende op over kanten af brønden.
Er det ikke tankevækkende, at den jord, som egentlig skulle have begravet muldyret, i virkeligheden reddede dets liv? Alle får vi på et tidspunkt i vores liv noget skidt hældt ned over os. Men hvad der tæller i sidste ende er vores reaktion på det: Vi kan henfalde til selvmedlidenhed og lade os begrave i vore problemer. Eller vi kan gøre de rigtige ting, også selvom vi udsættes for forkerte ting. For at kunne gøre det må vi våge over vore tanker og skyde bekymringerne fra os.
Efterhånden som jeg i de følgende år levede videre med Gud, blev mine hvorfor-spørgsmål interessant nok sjældnere og sjældnere.
Kan det være, fordi jeg efterhånden lærte, at for Jesus er intet hul for dybt, for smalt eller for farligt til, at jeg kan komme op af det?
I Jeremias 29,11 siger Gud: Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer … planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.
Hvis jeg har tillid til Gud og hans ord, så ved jeg: Han har en god plan og vil altid gerne vise mig, hvordan jeg skal forholde mig i vanskelige situationer. Hvis jeg retter mine tanker mod ham, vil det give mig den indre fred. Hvad fjenden end måtte have for af ondt, så vil Gud forvandle det og få noget godt ud af det.
Hvis du netop nu befinder dig i et hul, så sæt din lid til Gud! I vores jordiske liv kan vi ikke forstå alt. Hav respekt for, at Gud kan forekomme tavs. Stol blot trygt på hans plan og hans godhed. Stol på, at han bærer med på alt, hvad du møder – godt såvel som skidt.
Af Elisabeth Mittelstädt
