Gud talte til Johanne, da hun kun var 11 år

Johanne blev senere kendt som Mama Larsen i store dele af Tanzania, hvor hun opfyldte Guds kald i 34 år af sit liv. Hun blev belønnet med ordnen „Member of the British Empire“ – og indtil sin død bad og arbejdede hun for åndelig fornyelse i Danmark „Bedst som jeg stod der ude ved bækken og havde talt kvæget, som min husbond havde bedt mig om, og skulle hjem, kunne jeg ikke flytte mig. Og en røst lød til mig tydeligt og klart: „Johanne, vil du gå til hedningene for mig?“

Ugens kronik af Inger K.J. Kristensen, Fjerritslev
Inger Kristensen er pensioneret sygeplejerske og præstekone. Hun er her fotograferet foran Søstrehuset i Christiansfeld, hvor Mama Larsen tilbragte sine sidste år bag de øverste vinduer i den forreste bygning. – Her har Udfordringen i dag redaktion.

Røsten kom igen, og jeg var som bortrykket fra stedet. Tankerne var dog klare nok, og jeg svarede: „Ja, Herre, er det dig, der kalder mig, så véd du, at jeg vil gøre det; men jeg er kun et barn endnu og er fæstet til november, så jeg kan ikke gå nu.“
Da jeg kom til mig selv og så, at jeg stod der mellem kvæg, der fredeligt græssede, forstod jeg, at det havde været Gud selv, der havde talt til mig.
Jeg vidste da knap nok, hvem hedningene var, havde aldrig gået i søndagsskole eller hørt om det i mit hjem. Dog havde jeg et fortroligheds-forhold til Herren.
Jeg kom tilbage til min husbond, Chr. Vestergård i Østrup, og fortalte ham, hvor mange stykker kvæg der var, men nævnte ikke oplevelsen med Gud Herren. Det gemte jeg i hjertet“.

Sådan fortæller Johanne K. Larsen i sin bog om, da hun mødte Guds kald som 11-årig i 1906.
„Og hver gang jeg siden som voksen har kørt på vejen ved broerne mellem Pandrup og Saltum, har jeg tænkt på, hvor forunderlig en Gud vi har, at han ville tale til sådan et barn.“

Nu var hun en ung pige, som Gud havde kaldet. Men hun var ret alene, så en dag måtte hun kapitulere og overgive alt til Herren og sang: „Jeg være vil, o Jesus mild, hvor du mig helst vil have“ – og da fik hun fred.
Men hun ville jo gerne vide, hvor i verden Gud ønskede hende. Så hun bad Gud svare konkret på det. Og en dag svarede han hende: „Tabora“.
Hun takkede Gud og søgte nu i atlas og hos forskellige missionsselskaber, men fandt ikke navnet. Én mente endda, hun havde hørt forkert – om ikke det havde været Tabors bjerg.

Britta Rasmussens tegning af Johanne som barn fra bogen „Mama Larsen fortæller videre“. Forgængeren kom i tusindvis af eksemplarer i begyndelsen af 1960’erne.

Så hun opgav, men navnet var stadig i hendes tanker. Derfor begyndte hun at dygtiggøre sig på flere måder, tog sygeplejeuddannelse på Diakonissestiftelsen og tog til England for også at blive jordemoder.
Endnu fire år efter anede hun ikke, om der fandtes et sådant sted, så der var lidt mørkt forude. Men så skete der noget.
En dag på jordemoderskolen i London lå der et brev til hende fra en ukendt dansk sygeplejerske. Denne havde hørt, at der var ankommet en dansk sygeplejerske og ønskede nu kontakt.
Den nye bekendte, Margrethe, var privatsygeplejerske hos en lam mand i byen og ville gerne have fri nogle dage, og Johanne overtog da hendes arbejde. Efter arbejdet den første dag satte hun sig om aftenen i en stol på Margrethes værelse og så sig omkring i stuen. Hun fik øje på nogle blade, der lå på et bord. På det øverste af dem stod der Brødremenighedens Missionsblad – og nedenunder stod der til hendes store overraskelse med store bogstaver „NYT FRA TABORA“.
Hun var lamslået, der var navnet, Gud havde givet hende fire et halvt år tidligere, da hun i 1917 lå på knæ og bad om at kende stedet. Hun havde aldrig haft kontakt med Brødremenighedens Mission, men nu forstod hun, det var i Afrika. Den nat blev brugt til lovprisning og tak.
Og da Margrethe fik historien at vide, blev hun også glad og bad Johanne gå hen og tale med Brødremenighedens biskop i London. Han sagde:
„Så er det vel Dem, Gud har sendt os. Vi har længe bedt Gud sende os en søster mere, for vi tør ikke sende Margrethe ud alene“.
I Johannes dagbog for den dag skrev hun: „Mit hjerte løber over af fryd og glæde, en stille glæde, som har dybe rødder, fordi den er født gennem kampe og tårer og nu sejr ved min Frelser, Jesus Kristus“.
Gud havde kaldet hende og nu vist hende arbejdsområdet, og det kom til at slå til, som han havde sagt. Det var en stadfæstelse i troen. Dette, at Gud så bogstaveligt havde anvist hende stedet, hjalp hende senere, når hun stod i vanskeligheder og ingen udvej så.
Efter jordemoderuddan-nelsen blev begge indviet og udsendt ved den store missionsfest i maj 1922 i Christiansfeld, hvorefter de sejlede til Dar es Salaam, og derfra gik rejsen videre til Tabora. Navnet dækker både et distrikt og den by i distriktet, hvor missionsstationen lå i det nuværende Tanzania.
Det var noget nyt i de tider, at enlige kvinder kunne arbejde selvstændigt og være respekterede. Ja, det var svært at slå „hul i muren“ ind til hedenskabets fortvivlelse. Men Johanne, som af sine elskede afrikanere blev kaldt Mama Larsen erfarede, at ved at nævne navnet „Jesus“ højt, måtte mørkets magter vige, som også Paulus erfarede.

Hun blev en pioner i det medicinske arbejde. Der skete en vældig udvikling, hvad angik fødsler og sygdomsbekæmpelse – herunder tropesygdomme og sovesyge. Sidstnævnte førte til død uden behandling, men mange blev nu reddet med medicin. For sit store arbejde på det område fik Mama Larsen i 1949 tildelt fortjenstmedaljen „Member of the British Empire.“ Også på andre felter brugte hun sin praktiske sans – fik konstrueret væve lig dem hun kendte fra sit barndomshjem i Vendsyssel og blev opfordret til at gå ind i fængslerne og lære fangerne at væve – og mange blev „nye“ mennesker, fordi de også hørte om Den store Mester. Overalt fik hun gode venner. Hun var i besiddelse af en smittende latter og hjertelighed, som afrikanerne elskede.

Afskeden med Tanzania efter 34 år var svær. Mama Larsen fortæller, hvordan Maria, en hedningekristen kvinde, mor til fem, kom og bad hende med tårer om altid at huske at vidne om sin Frelser. Og det lovede hun bevæget at efterleve. Det var stort for en gammel missionær at se en tidligere hedning – der nu var en ny skabning i Kristus – løst fra frygtens lænker med ønsket om, at andre måtte opleve samme lykke.
I 1956 vendte Mama Larsen hjem og fik bolig i Søsterhuset i Brødremenighedens hus i Christiansfeld netop der, hvor nu ugeavisen „Udfordringen“ har kontorlokaler. Herudfra var hun i flere år engageret i missionens hjemmearbejde med møderejser i hele landet og vandt mange nye venner ved sit vindende væsen og sin gode fortælleevne.

Mit kendskab til Mama Larsen begyndte, da jeg var syv-otte år, hvor hun kom i mit hjem under møderejser, fordi hun som ung var hos mine bedsteforældre og passede min mors små søskende. Jeg husker endnu, hvor fascineret jeg blev, da jeg som otte-årig hørte hende fortælle for mig, hvordan Gud kaldte hende som barn. Hun havde et åbent sind, og når vi gik ude i naturen, fandt hun planter og fortalte så, hvordan netop de kunne anvendes til at farve garn med.
Hun var en glad kristen, og det var en glæde for hende at være med i den åndelige fornyelse, der først i 1970’erne begyndte i Danmark. Det var godt igen at møde Mama Larsen ved bibelcamping i Asserballeskov. Kom man uventet til hendes dør, fik man en hjertelig omfavnelse, der varmede ind i sjælen.

I midten af 1960’erne fik hun helbredsproblemer. Men hun bad da Gud om endnu ti år at leve i, så hun kunne nå at udrette mere – det fik hun – og derved nåede hun også at opleve fornyelsen indtil midt i 1970’erne. Da kom problemerne igen, og i et brev fra 1976 skrev hun til mig, at hun var ved at beskikke sit hus „til at være rede, når hjemkaldelsen kommer, så jeg med frimodighed kan sige: „Ja kom Herre Jesus“.
I brevene stod der ofte gode ord – denne gang: „Have no fear“ – frygt ikke. Sommeren 1977 sov Mama Larsen ind efter længere tids sygdom 82 år gammel, og jeg var glad for at kunne være med ved begravelsen fra Brødremenighedens kirke, hvor tekst-læsningen var fra Salme 23. Og det var godt nu igen i dette efterår at gense hendes tidligere lejlighed og mindes besøgene i den. Ligeledes var det også godt at besøge Gudsageren og se graven med stenen, hvor der står „Alt er muligt for den, der tror“ (Mark.9,23 b).
Mama Larsen blev bedt om at fortælle om sit liv og skrev bøgerne „Mama Larsen fortæller“ udgivet af Brødremenigheden 1961, og senere i 1972 en udvidet udgave „Mama Larsen fortæller videre“, der også omhandler sovesygebehandlingen og er udgivet på Savannes forlag. I min egen bog skrev hun foran: „Gå trøstig Herrens veje“. Det var hendes erfaring, at det gik an, Han svigtede ikke.