Ind i en anden verden i den tredje verden
Otte unge samlet i et hus i et fremmed land i tre måneder. Glem alt om reality shows, men gør plads til en oplevelse, der vil få en hædersplads i det mentale mindearkiv- Hvad er du?
Matthew havde været længe nok i Afrika til at vide, hvad de to unge muslimer mente.
– Jeg er ateist.
– Nej, hvad er du? Hvad tror du på?
– Ikke på noget. Jeg er ateist, svarede han igen.
De lignede to store spørgsmålstegn.
Til sidst måtte Matthew svare:
– Jeg er kristen.
Så var de glade. Endelig havde han forstået spørgsmålet.
Situationen udspillede sig på en markedsplads under mit første besøg i Nigeria. Religion er en naturlig del af folks liv på det store kontinent, der på godt og ondt er helt forskelligt fra vores egen vante verden.
Religion bliver også en del af hverdagen for de otte unge danskere, der i januar får chancen for at blive volontører i byen Jos i Nigeria. Her skal de i tre måneder bo sammen med et dansk og et nigeriansk værtspar i et hus, der netop er blevet lejet af den danske organisation Afrika InTouch.
I huset er der ingen Big Brother til at diktere diverse opgaver. I stedet er der Our Father, der skal deltage i fællesskabet om at få en hverdag til at fungere. Huset bliver en base for de frivillige, hvorfra de om morgenen drager ud på arbejde i børnehaver og skoler eller deltager i gadebørnsprojekter og informationskampagner om HIV og AIDS. Og det er i huset, de mødes om aftenen for at spise, synge og bede og tale om dagens begivenheder og bedrifter.
– Du får mere, end du giver, siger Tuja Stæhr Berg om volontørarbejdet. Hun har selv arbejdet som volontør i tre forskellige verdensdele. Nu bruger hun sine erfaringer dels på sit studie som international pædagog og dels som deltager i gruppen bag projektet i Nigeria.
– Vi udvælger de danske unge, og sammen med vores samarbejdspartner dernede sørger vi for at finde opgaver, der passer til volontørernes kvalifikationer og ønsker. Dermed kan de udnytte deres potentiale i arbejdet i Jos. Samtidig lærer de nyt ved at skulle bo sammen med andre unge fra en anden kultur.
Tuja uddyber:
– I fællesskabet skal de tage sig af hinanden, og de bliver afhængige af hinanden. I et tæt samspil lærer de at stå på egne ben. Jeg lærte mine styrker og svagheder at kende som volontør, og jeg kan bruge mine erfaringer hver dag både i forbindelse med mit studie og i min dagligdag.
Hun husker sine første indtryk fra Afrika: varmen, duftene og et mylder af nysgerrige og gæstfrie mennesker. Og hun fik nye komplimenter:
– Du er godt nok fed, hva.
I store dele af Afrika er en velpolstret mave et tegn på velstand.
Mattias Kiel Nielsen er en anden dansker, der har opdaget, at virkeligheden om Afrika har flere nuancer end det sorte billede, der bliver præsenteret i nyhederne på TV.
– Jeg boede i Etiopien i 11 år. I syv år var der krig i landet, uden at jeg opdagede det. Jo, jeg læste om det, men krigen var aldrig tæt på. Det er så stort, og urolighederne var på et lille område.
Nigeria er også et stort land, men samtidigt er det Afrikas tættest befolkede. De 137 millioner mennesker er verdens lykkeligste. I hvert fald lå Nigeria nummer et blandt 65 lande i en livstilfredshedsundersøgelse, der sidste år blev lavet af det engelske magasin New Scientist.
Mattias har en forklaring på, hvorfor livsglæden sprudler på trods af trange økonomiske kår.
– Jeg har oplevet, at jo mindre folk har, des mere vil de dele. Man er aldrig sig selv nærmest. Man kan ikke forestille sig at spise sin madpakke foran nogen, der ingen har.
Mattias har oplevet en enorm åbenhed og hjælpsomhed som volontør. Nogle af de største glæder for ham er at se, når ens arbejde og anstrengelser lykkes, selv om det måske kun er et øjeblik.
– Det kan være tiggeren, der bliver glad, fordi en helt fremmed gider bryde sig om ham. Eller det kan være stoltheden ved at opleve et skolebarn kunne noget, han ikke kunne for to dage siden.
Tre måneder i en fremmed kultur langt væk fra gamle venner og far og mor kan være en stor omvæltning med udfordringer, der giver hår på brystet og livserfaring i rygsækken.
– Man kan komme galt af sted alle vegne, men ved at blive koblet sammen med folk, der kender lokalforholdene, er man bedre stillet, end hvis man drager ud på eventyr som almindelig rygsækturist, siger Mattias.
Det nigerianske værtspar i huset sikrer, at der altid er hjælp i nærheden, hvis maven knurrer, humøret er sløjt, eller man har glemt, hvordan man siger hovsa på hausa. Christopher Wayas er bankuddannet, og hans kone Eunice er laborant.
I Jos bor der syv danske missionærer fra Sudanmissionen, der arbejder med forskellige projekter. Selskabet har været i landet siden 1913 og har således en finger solidt plantet i den nigerianske røde jord. Også dette indgående kendskab til lokale forhold kan Afrika InTouch drage fordel af.
De nigerianske unge i samarbejdsorganisationen AYPAD (African Youth for Partnership and Development) glæder sig allerede til at modtage de danske volontører.
– De er begejstrede for, at nogen vil rejse så langt for at være sammen med dem og give en hånd i med projekterne. Og de er opsatte på at give de danske unge ny viden og indsigt at rejse hjem med, slutter Mattias.
