Tilbage til livet
Inspiration Lukas evangeliet kap. 7, vers 11-17.(Denne kronik er udvalgt blandt de indsendte bibelsk inspirerede historier til Familiemagasinet, Udfordringen uge 28-31)
Der var smil i hendes øjne, da hun nærmede sig hjemmet. Hun fremskyndede sine skridt, så meget hun kunne af hensyn til vandkrukken; men tilsyneladende var det ikke nogen belastende byrde.
Tamars skikkelse var rank. Skridtene spændstige. Hun var indbegrebet af ungdom, ynde og skønhed.
Hun skyndte sig ind i gården, op ad trappen og ind i køkkenet, hvor hun tog krukken ned og tømte den i vandkarret.
– Det var du længe om, min pige, sagde moderen; men hendes smil tog brodden af bebrejdelsen.
– Undskyld mor, jeg ved godt, du har travlt; men veninderne ude ved brønden ville snakke.
Og ih, hvor var de nysgerrige. Mit bryllup er åbenbart en stor begivenhed. Alt ville de have besked om. Min brudedragt, hvad bryllupsmiddagen består af. Hvad jeg ønsker af gaver. Og hvem der skal med. Er Jesus også indbudt, var der en, der spurgte?
Og ved du hvad mor. Jeg tror de er lidt misundelige, men det er måske ikke så mærkeligt, for en flottere og bedre mand en Gershon findes ikke i hele Israel. – Nej, og særlig nu, hvor han på så forunderlig vis er blevet som en ny gave til dig, sagde Martha.
Efter aftensmaden smuttede hun over i frugthaven. Gershon var travlt beskæftiget, men lagde øksen, da han så hende komme.
Arbejder du så sent, spurgte hun?
– Ja, for i morgen får jeg jo ikke tid. Han trak hende hen under gærdet og kyssede hende lidenskabeligt, indtil hun forpustet skubbede ham fra sig. Gershon dog, vi er jo ikke gift endnu.
– Nej, men i morgen, elskede, og kom nu og se, for så er det også din frugthave. Han tog hende gennem rækkerne af velplejede træer og buske til stedet, hvor han havde fældet to træer. De bar dårlig frugt, og skatteopkræveren kan komme når som helst, så dem skal vi ikke betale afgift for.
Bagefter var de inde i huset. Svigermoderen Sarah var i færd med at hænge gardiner op. – Det er det sidste, børn, sagde hun. – I morgen får du nøglerne, Tamar, og så vil jeg nyde at overlade det hele til dig.
Tamar kyssede hende godnat og sad længe på bænken udenfor og sludrede med Gershon, men rev sig løs i erkendelse af, at der lå en lang og begivenhedsrig dag forude.
Men hjemme i sengen holdt søvnen sig på afstand. Hun lå længe og tænkte på fremtiden og på de forløbne ugers traumatiske oplevelser.
Hendes kommende svigerfar Obed, som hun var kommet til at holde meget af, var for tre måneders siden, pludselig blevet syg med smerter i brystet, og inden den tilkaldte læge nåede frem, var han bevidstløs, og alle lægens anstrengelser for at bringe ham til live var nytteløse.
Dette udsatte det planlagte bryllup endnu en tid, og så kom katastrofen: Gershon fik feber og smerter i benene. Derefter lammelser i begge ben.
Lægens diagnose var ikke opmuntrende. Vi har intet middel mod denne sygdom. Lammelsen kan standse, men også brede sig.
Og det var, hvad der skete.
Mens de fortvivlet råbte til Herren om hjælp, blev Gershon svagere og svagere, og til sidst standsede så åndedrættet.
Hun huskede endnu følelsen af, at hendes liv standsede, lå i ruiner og var meningsløst. Og så dagen efter, da han skulle begraves. Da båren og det meste af følget var nået udenfor byporten, kom Jesus ifølge med sine disciple.
Han trådte hen til båren og sagde: – Græd ikke. Og da han rørte ved båren stod bærerne stille. Og han sagde: – Unge mand, jeg siger dig, rejs dig op! Og Gershon rejste sig op, og begyndte at tale.
Og Jesus gav ham til Sarah, der fulgte lige efter båren.
Al gråd, sorg og fortvivlelse var nu forvandlet til glæde, jubel og ærefrygt over det, der var sket, men Jesus og disciplene var gået videre, før man kunne nå at takke ham.
Så hvorfor har vi dog ikke indbudt ham til Gershons og mit bryllup? Hun tænkte beskæmmet på spørgsmålet ude ved brønden. Er Jesus også indbudt? Ved morgenmåltidet bragte hun sagen på bane, men Martha var afvisende. – Vi har allerede indbudt så mange, som huset kan rumme, så Jesus og hans disciple er der ikke plads til.
Og hendes far: Joel mente, at Jesus stadig befandt sig i nærheden af Nain, og lovede at sende bud til ham med det sammen.
Senere da mor og svigerinden Jael var ved at iføre hende brudedragten kom lillesøster Aksa styrtende ind.
– Der er kommet en mand med et lastdyr, der bærer på en gave til dig fra Jesus. Du må gætte tre gange. Hun fniste henrykt.
Hvad ligger der på æslets ryg? – Et skab, forelog Tamar. Nej, nej!
– En hvilestol! Nej, heller ikke. Så et spejl måske! Nej, du gætter det ikke. Det er den allerkæreste vugge. Jeg har aldrig set en vugge så dejlig. – Jamen! Tamar var et stort spørgsmålstegn. Han har vel ikke engang fået indbydelsen endnu. Og jeg er da for resten ikke gravid endnu, sagde hun, mens rødmen bredte sig over hendes kinder.
Et par timer senere kom Jesus og blev modtaget af Tamar. Hun takkede for gaven, men tilføjede, at hun altså ikke var med barn endnu.
– Jeg ved det, du Zions datter. Jeg så dig i følget den dag, jeg bragte Gershon tilbage til livet. Jeg så din sorg, din fortvivlelse og dine brudte håb. Og dine længsler, som du nu vil få opfyldt. Han lagde hænderne på hende og fortsatte: Vær din mand en hengiven hustru. Vær dine børn en god mor. Lev dit liv i retfærdighed og gudsfrygt til slægtens ære og Herrens velbehag.
Efter en vidunderlig bryllupsdag, der var forunderlig velsignet ved Jesu nærvær, kom de hjem til brudekammeret, men blev enige om at tilbringe den lune nat oppe på taget, hvor de redte deres seng i et beskyttet hjørne.
Efter den første forening lå de stille med blikket rettet mod de evige stjerner.
Gershon brød stilheden: – Hvis det ikke var for Jesus, ville vi ikke have oplevet dette.
Hun: – Nej, han er vidunderlig. Da han velsignede mig i formiddags, følte jeg, at han var meget mere end en almindelig profet. Han svarede: – Jeg oplevede noget lignende, da han kaldte mig tilbage til livet. Det var nærmest ligesom at blive vækket af en søvn. Men da jeg så ind i hans øjne, var det som? Ja, hvordan skal jeg udtrykke det som om jeg så lige ind i evigheden. Over dem tindrede himmelhvælvets tusinder af stjerner, og Guds fred, som overgår al forstand fyldte deres hjerter.
Den samme fred, som godt tredive år tidligere var proklameret af englene under de samme stjerner, der skinnede på Betlehems marker.
