Berntsen talte til 19.000 i 2004

Inge og Hans Berntsen – omrejsende prædikantpar med nådegave til at bede for syge – talte i 2004 til flere end 19.000 personer. Heraf markerede de 3650, at de ville sige „ja“ til Jesus.Og Berntsenparret har ingen planer om at skrue ned for rejseblusset i 2005. Hans Berntsen blev i september 2004 fritstillet fra sit job som direktør i bilbranchen, og det giver mere tid til missionen, skriver parret i deres blad. Frem til og med grundlovsdag har parret i skrivende stund 49 aftaler om at holde møder i Danmark – det er flere end to møder hver uge.
Derudover tager Inge og Hans i januar til Ukraine for at besøge et børnehsopital, som Berntsens støtter. I februar og i april arrangerer de en missionsrejse til Filippinerne, hvor parret skal holde flere møder, og i løbet af det første halve år af 2005 planlægger det nordjyske par endvidere at besøge både Frankring, Færøerne og Grønland. Alle tre steder for at holde møder og bede for syge.
Endelig arrangerer Inge og Hans Berntsen til september en rejse til Israel, som bliver en rundrejse i Jesu fodspor.
– jeli