Brevkassefamilien bliver til Familiebrevkassen

Som nogle læsere måske opdagede, så var der for nogen tid siden et bryllupsbillede af en Rebekka og Michael Tangstad – og rigtig gættet. Det var den Rebekka. Så hun er nu flyttet til Frederiksberg i København. Og Miriam brød op fra sit fireårige eksil i Randers og flyttede tilbage til Århus.
Tilbage er der en noget amputeret familie i form af vi to voksne, som forsøger at slikke sårene og komme sig over den tomme rede. Det kunne i sig selv inspirere til at skrive til brevkassen og søge et godt råd. At mange andre har prøvet det er ikke det samme som, at det ikke er vanskeligt – siger jeg både til mig selv og alle I andre.
Nu da Rebekka ikke er her længere, og da jeg hensynsfuldt nok ikke fortalte denne historie ved hendes bryllup, kan jeg så dele den med jer læsere som en udgangsreplik.

Vi havde været i biografen, Rebekka, Miriam og jeg selv og vi havde set Walt Disneys ’Den Lille Havfrue’. Da vi kommer ud i bilen og er på vej hjem, hører jeg nogle snøft omme fra bagsædet. Det er Rebekka, som sidder og græder lidt. Hun er vel en fem år på det tidspunkt.

’Hvad er der da’ spørger jeg. ’Det ved du godt!’ svarer hun. Men nej, det vidste jeg ikke. Hvordan snakken så faldt, husker jeg ikke helt nøjagtigt. Men det gik op for mig, at det havde noget med filmen og noget med os at gøre. Sagen var, at den lille havfrue havde reddet prinsen fra druknedøden på havet og havde hjulpet ham på land. Og så var hun blevet forelsket i ham. Og hendes dilemma var, at hvis hun skulle følge sit hjerte, og hvis hun skulle have sin prins, så måtte hun gå på land. Og i så fald skulle hun have ben i stedet for sin hale. Hvis hun valgte det, så kunne hun ikke længere blive i havet. Og havet var jo havkongens domæne og så var det altså også hendes far og hele hans verden.
Det var på det tidspunkt Rebekka ubegribeligt og også meget imod, at den lille havfrue valgte at sige ja til prinsen og dermed implicit forlod sin far. Det var værd at fælde en tåre over. Så med lidt forklaring forstod jeg. Jeg kunne helt følge hende. Og dengang var det ikke vores dilemma, men både hun og jeg anede jo nok, at det kunne komme en dag. Og det gjorde det så. Og det er stadigvæk værd at fælde en tåre over. Al forandring indebærer tab. Det giver så også gevinst og nye muligheder og at miste det mindre for at få det større osv. osv. Men der realiseres et tab, før gevinsten og gevinsterne kan høstes. Tro mig, I derude! Men velkommen alligevel, Michael.
Så tak fra os fire i Brevkassefamilien. Tak til jer, som ville dele lidt af jeres liv med os, og fordi vi fik lov til at dele lidt af vores liv med jer. Vi trækker os tilbage med ønsket om et godt og af Gud velsignet nytår til alle læserne.

Der er en vis kontinuitet i fortsættelsen i form af en familiebrevkasse. Familiestof er både spændende og vigtigt, og derfor har Farmen Familierådgivning, som ledes af Peder Poulsen, og Udfordringen indgået et samarbejde angående netop dette område. Det betyder, at medarbejdere i Farmen det kommende år udgør svarpanelet i Familiebrevkassen. Endvidere arbejder vi sammen med andre dygtige folk om at lave et familiemagasin to gange om året ligesom det, der er i denne gang. Vi vil her fortsat tage temaer op, som har med familien og familiens liv at gøre. Det kan være almindelige livskriser udløst af naturlig forandring i familien, som feks., at familien dannes, at børn bliver født, at de vokser op, og at de vil flytte hjemmefra. I sig selv ret uskyldigt, men alligevel kan der være stort drama omkring det. Hertil kommer så samspillet med feks. menighed og samfund, generationerne imellem, skilsmisser og sammenbragte familier, død og ulykker, osv. osv. Der er en tid til det hele, siger Prædikeren i Prædikerens Bog, der er nok at tage fat på. Vi vil fortsat gerne prøve at turde stille de svære spørgsmål og også se, efter hvad der er at hente af livshjælp i Guds Ord.