Giver jeg mine børn det bedste?

Vi er på vej i kirke, en almindelig søndag, har en smule travlt, børnene har nu knap så travlt som de voksne. De er mest interesseret i, hvor meget legetøj der skal slæbes med ud i bilen og med til dagens arrangement. Jeg holder fast på, at elguitaren er lidt for stor, og der må findes noget mindre legetøj på værelset, men da min søn på fire absolut mener, det er den, som giver ham glæde og appetit på livet den dag, bøjer jeg mig og siger, at den må komme med, men kun i bilen og ikke ind i kirken.
Min anden søn har overværet dramaet, som det efterhånden var ved at udvikle sig til, og vælger klogt nok nogle pokémonkort, som fylder mindre og derfor sikkert godt må medbringes. Jeg må igen vælge; på den ene side må kortene komme med i skole, så hvorfor ikke her; på den anden side synes jeg, det er lidt skørt, at han skal have pokémonkort med, da de vil blive et forstyrrende element i børnekirken. I sidste ende er jeg nok mest tøvende, fordi jeg ikke synes så godt om de kort.
Han får dog lov til at tage dem med, men kun for at vise dem lidt frem og absolut ikke, før han har været med til ”madver”, som han tror det hedder når vi går til alters. Han er for tiden mindre glad for brød og vin, og senere gik det op for mig, at vi havde indgået en handel på det punkt.