Find Sarah Livingstone!
Udfordringens udsendte medarbejder forsøger at
finde en ung dansk sygeplejerske, som på egen hånd er rejst til Tchad i det indre Afrika.Sarahs mor, Eva Andersen hjemme i Østervrå, havde været meget bekymret, da datteren pludselig ville rejse midt ind i Afrika.
Hun forsøgte at få Sarah Gry til at opgive det. Men Sarah var stædig. Hendes eneste bror, Kim der er civilingeniør, forsøgte også at tale lillesøster til fornuft: – Det er fint nok, at du vil gøre noget for andre mennesker, men hvorfor kan du ikke bare gøre det herhjemme? Hvorfor skal det altid være så ekstremt med dig
? havde han sagt, da søsteren kom hjem fra et halvt år som sygeplejerske på en flodbåd i junglen i Peru
Kort efter var hun taget til Etiopien. Og nu var hun i Tchad.
Det lød lidt som en naiv idealist, tænkte jeg, og var spændt på, om hun var gået helt i hundene. For et par år siden havde jeg besøgt en landsby, hvor en engelsk kvinde med samme navn var rejst ned ikke for at være missionær, men fordi hun var forelsket i en afrikaner. Hun blev syg og døde. Nu lå hun begravet et sted lidt længere nord på i Goudum-Goudum…
Men den rødhårede dansker havde det forhåbentlig godt.
Vi starter ud en tidlig morgen. Med mig, i den 4-hjulstrukne Toyota, har jeg kun Jonathan, en lokal præst, som skal hjælpe mig, hvis jeg løber ind i problemer undervejs.
Afrikanerne er meget omsorgsfulde for de hvide besøgende. Og der er da også jævnligt både landevejsrøvere og tyveknægte på spil. Men det største problem er nu oftest de korrupte betjente, som stopper bilerne og vil se alle papirer, før de lader en køre videre. Som regel finder de noget, som ikke er i orden, og så skal man betale.
Her gælder det om at holde gode miner til slet spil. Man må for alt i verden ikke beskylde dem for at være korrupte og en skamplet for deres land, hvad de jo virkelig er. Nej, man svarer bare venligt uforstående på deres krav.
Vi er da også kun nået ca. 40 km ud ad den ujævne landevej, før vi når til et politi-stop.
Her sidder en af disse nordister, som altid er de værste. Han er i ondt lune. Bladrer rundt i mit pas. Påstår at visaet er for gammelt. Vil vide, hvad vi skal og hvorfor.
Men vi glider af på alle spørgsmål og får en snak i gang med de andre politifolk om radioen, og der sker ikke mere.
Men de lokale toldere vil have os til at betale for et visum igen, selv om vi har betalt ved grænsen. Høfligt svarer Jonathan, at det har han da aldrig hørt om. Tænk, alle de andre toldere har forsømt deres pligt. Tja, sådan er det, siger vi alle sammen og ryster på hovedet.
Og Jonathan begynder så at fortælle dem om alt det gode, som ham den hvide har gjort for deres land, og desuden kommer vi jo fra kirken. Så det ender med, at tolderne lader os slippe uden at de selv har tabt ansigt.
Vi er på vej for at finde den danske sygeplejerske Sarah Gry Andersen, som ikke gad bruge sit liv på at behandle forkælede patienter derhjemme og i stedet tog så langt ind i Afrika, at hun var sikker på, at hun hver eneste dag kunne gøre en forskel i mange menneskers liv.
Hun ville have et meningsfyldt arbejde.
Sarah havde også besluttet sig for, at hun ikke ville gå i den fælde med mand og børn. Hun ville være fri til at leve på sin egen måde.
Forhåbentlig var hun fortsat i live
Vi bliver stoppet igen et par gange, før vi når til Kello. Nu er det midt i middagsheden, og vi søger efter et sted at spise. Men der er ingen restauranter, kun barer. Vi finder så en butik, hvor en afrikansk dame med blond-farvet hår serverer fra en gryde med et ubestemmeligt indhold. Men det smager godt nok.
Så er der kun ca. 50 km til Bèrè. Vi spørger om vej flere gange for ikke at komme på afveje. Heller ikke i selve Kello er der asfalt, men vi når lige at køre et par hundrede meter på en ny asfaltvej, som fører til hovedstaden. Åh hvilken himmelsk luksus!
Vi skal imidlertid den anden vej og det er en grusvej med en hel del huller, så man må køre langsomt.
Vi er nødt til at have sikkerhedsseler på ellers bumper vi hovedet op i taget.
Hen på eftermiddagen kommer vi til en lille flod, som man skulle tro, man kunne køre igennem. Men nej, det har jeg prøvet før, og den her flod er otte meter dyb, så en lille færge transporterer os over.
Det kræver en del tro, både når man skal køre ombord ad en sliske med løse bjælker, og når man kort efter igen kører ned uden at kunne se ret meget. Færgen trækkes over med håndkraft ved hjælp af reb.
På færgen snakker vi med nogle folk om det lille hospital i Bèrè. Jo, det kender de godt. Jo, der er vist et par hvide der. Men en af dem er netop rejst, så de kan ikke sige, om der er én, der hedder Sarah.
Nu er der kun syv km tilbage, før vi er i Bèrè.
lov og ret
Bèrè ligner en stor landsby, men her bor 60.000. Ved indgangen til byen er der et skilt med en tegning af en risbonde. Folk dyrker nemlig ris i de oversvømmede marker.
Og dér er det så, det lille hospital, lige ved byens udkant. Vi stopper bilen og går ind gennem en beskeden port. Syge folk ligger rundt om ved de ramponerede bygninger.
Vi når lige at spørge efter une femme danoise en dansk kvinde, så får vi øje på en tynd rødhåret pige, som kommer ud og hilser på os i en lyseblå hospitalsuniform.
Stanley sagde som bekendt de bevingede ord: Dr. Livingstone, I presume?
Jeg nøjes med at spørge: Er du dansker? Ja? Det er jeg også.
Ikke særlig originalt, nej, men jeg var noget rystet af rejsen og groggy i varmen.
Der er hun så, den rødhårede danske Sarah Gry Andersen, med et blegt ansigt efter sidste nattevagt og en masse krøller i sit lange hår, som hun har samlet i en hestehale.
– Det er helt mærkeligt at snakke dansk igen, siger hun.
Andre artikler om Sarah:
