Situationsrapport fra Sydindien
Straks efter flodbølgen rejste Mogens Kjær til Sydindien for at hjælpe befolkningen gennem Danmissions samarbejdspartner, Arcotkirken. Her er hans første rapporter
Generalsekretær for Danmission og missionssekretær for Indien
Jeg ankom til Cuddalore i Indien, hvor Arcot Lutherske kirke har sit hovedkvarter, natten mellem torsdag og fredag.
Efter nogle få timers søvn kørte vi ud for at danne os et overblik over ødelæggelserne ude i landsbyerne langs kysten mellem Pondicherry og Porto Novo, som er hårdt ramt af flodbølgerne efter jordskælvet d. 26. december.
Sydindien er dog værre ramt noget længere sydpå, men jeg besøgte kun det område, Arcot Lutherske kirke arbejder i, for det er denne kirke, vi sender hjælp igennem.
Der har været skrevet meget om alle de forfærdelige ting, der er sket, men for dette område er der også nogle gode nyheder, og lad os begynde med dem.
Der er ikke omkommet så mange mennesker som frygtet for få dage siden. Dødstallet i Tamil Nadu har passeret 7.000, og selv om det er mange, er det som sagt færre end frygtet. Der findes stadig omkomne, men efterhånden meget få. Der savnes også nogle.
Så er det en god nyhed, at de overlevende får hjælp. Der er ingen, der sulter, der er medicinsk hjælp til rådighed og der er ryddet grundigt op. Myndighederne har gjort kort proces og straks begravet de omkomne i massegrave. Bulldozere har ryddet op i de sammenstyrtede huse. Overalt i Indien vises der medfølelse med de ulykkesramte, og der ankommer den ene lastbil efter den anden med hjælp. Det sker desværre aldeles ukoordineret, og lastbilerne kommer ofte med, hvad der ikke er brug for. Men hjælpe vil mange gerne. Trods alle mangler må man sige, at inderne har vist stor medfølelse med hinanden og har været villige til at hjælpe, og det er dejligt. Dernæst kan det konstateres, at man hurtigt har bevæget sig videre fra den umiddelbare nødhjælp, som går ud på at sikre ofrenes overlevelse, til mere langsigtet nødhjælp og genopbygning, som der er meget brug for.
De store udfordringer lige nu er at få koordineret nødhjælpsarbejdet og sikre, at det virkelig er ofrene, der får den hjælp, de har brug for, og ikke alle mulige andre, der også gerne vil have noget ud af det. Det er nu meget vigtigt at få identificeret de mange familier, der har mistet familiemedlemmer og alt eller det meste af, hvad de havde, og sikre, at de får den nødvendige hjælp til at kunne få et ordentligt liv efter katastrofen.
Der er forfærdelig mange mennesker, der druknede. Langt de fleste var kvinder og børn, og langt de fleste ofre var fattige. Det er de sædvanlige, det er gået ud over.
Er der brug for vores hjælp? Ja, det er der, så saml fortsat ind. Det største behov er dog ikke den øjeblikkelige nødhjælp, men mere langsigtet hjælp til de nødstedte familier.
Alene i dette begrænsede kystområde har langt over 1000 familier mistet deres hjem, som simpelt hen er skyllet bort, de har mistet deres ejendele, og de har mistet det, de levede af, deres fiskerbåde og net.
Søndag morgen d. 26. december sad folk i kirke i Nellikuppam, 12 km fra kystbyen Cuddalore. Ved slutningen af gudstjenesten hørtes råb, og der opstod uro.
Mange opskræmte mennesker kom gående og løbende. De flygtede fra flodbølgen, som havde ramt kysten ca. kl. 8.30, og rædselsslagne havde de bragt sig i sikkerhed godt inde i landet. Så langt nåede flodbølgerne slet ikke ind, men hvem kunne vide det, når de lige havde været vidne til rædselsfulde scener. Menigheden i Nellikuppam skulle have spist julemiddag sammen, nu blev maden i stedet serveret for de skræmte mennesker.
Og dermed var hjælpearbejdet i Arcot Lutherske kirke sat i gang. Allerede samme dag bevægede kirkens folk sig som de første rundt i området for at få overblik over situationen. I løbet af de første dage blev der fundet mange omkomne. I den sydligste indiske stat, Tamil Nadu, er der dags dato fundet 7.707 omkomne. Selv har jeg ikke set lig skyllet op på stranden, kun set billeder fra de første dage fra rum, hvor de døde var bragt hen, flest kvinder og børn. Det var forfærdeligt at se billederne af nøgne og halvnøgne dejlige børn liggende livløse.
Ude i en af fiskerlandsbyerne mødte vi en mand, som bevægede sig rundt for at finde sin eneste søn, men forgæves. Jeg hørte om en familie med mand, kone og et mindre barn, som blev skyllet væk, men holdt sammen og klamrede sig til en kokospalme og holdt fast i hinanden, indtil kræfterne begyndte at slippe op og de måtte slippe barnet for selv at overleve og så det blive ført bort af strømmen.
Ca. 66.000 mennesker er berørt af flodbølgernes ødelæggelser og behøver hjælp til at kunne vende tilbage til et liv, som det var før, eller til et liv, som vil være meget anderledes, fordi de mistede familiemedlemmer.
Der er også megen hjælp i området. Myndighederne er ret massivt inde, og mange private og mange organisationer sender nødhjælp. Det sker meget uorganiseret. Efterhånden er der ved at komme mere orden på det. Det er aftalt med myndighederne, at Arcot-kirken skal supplere myndighedernes hjælp i en af fiskerlandsbyerne, som hedder Samiyarpettai ved Porto Novo og en anden ved Pondicherry. I alt er 51 landsbyer ramt alene i området omkring Cuddalore, af dem vil lutherske organisationer tage sig af de ni.
Jeg har været i Samiyarpettai. Der bor 510 familier med i alt omkring 3.000 indbyggere. Her blev 22 af indbyggerne dræbt af vandet, 25 er indlagt på hospital, og syv savnes. Men der døde i alt omkring 100, fordi der var fiskemarked søndag morgen.
På et stort område op mod strandbredden er 149 huse fuldstændig skyllet væk. Desuden er 73 huse meget svært beskadigede. De overlevende er flygtet væk og har spredt sig rundt i befolkningen og opholder sig hos slægtninge og venner og andre hjælpsomme mennesker, andre er i flygtningelejr, for de kan ikke være, hvor de boede. Der er intet ly for den brændende sol, og desuden er de for bange for at vende tilbage.
Kirken prøver at spore de nødstedte og har pakket familiepakker til dem med de mest nødvendige fødevarer og køkkengrej. Her kommer nødhjælpen frem. Der er ingen, der sulter, og alle har tøj på kroppen. Kirken har oprettet et lægecenter ved Cuddalore ,som dækker et stort område med medicinsk hjælp. Mange mennesker har behov for psykologisk hjælp på grund af de traumatiske oplevelser, de har haft, og det vil de få tilbudt.
Så programmet for de næste dage er at sikre, at de nødstedte fortsat får de fødevarer, de har behov for, og så skal indsatsen hurtigt drejes ind mod at hjælpe dem med at vende tilbage til en nogenlunde normal tilværelse igen. I første omgang vil der blive bygget midlertidige huse, så de kan vende tilbage til deres hjem, senere skal de midlertidige hus erstattes af permanente huse. Og det bliver nok i de fleste tilfælde på det samme sted igen. Man kan vist ikke forestille sig, at fiskerfamilier vil bo andre steder end ganske tæt på kysten. Ellers kan de ikke varetage deres erhverv. En familie kan hjælpes med materialer til et hus for 3-4.000 kr. Tanken er, at de selv skal genopføre husene, og at de i mellemtiden får fødevarer til at dække deres behov. Et mad-for-arbejde-program, hvor de også vil føle, at de selv har gjort en stor indsats for at bringe sig ud af nøden.
Dernæst vil de umådeligt gerne tilbage i arbejde igen. Mange både og net er ødelagt. Og det er et lidt vanskeligt område at bevæge sig ind i. Mange både ejes nemlig af rigere mennesker, som lejer dem ud til de fattige fiskere, som er kulier, de er dalitter, altså kasteløse. Vi vil gerne hjælpe de fattige fiskere, så det undersøges, om der kan dannes nogle kooperativer, så de sammen selv kan eje både og net og selv få fortjenesten. Katastrofen kan altså blive anledning til, at de fattige organiserer sig og vil få mere ud af deres hårde arbejde i fremtiden. Men det vil ikke blive let. De rige vil bekæmpe initiativet og sidder på magten i landsbyen. Tør de fattige sætte sig op mod de rige, mod landsbyens ledere, som altid er de mest velstående?
Der bliver brug for megen hjælp til at sikre, at disse mennesker kommer videre i deres liv. Hjælp til enkle huse og fiskeredskaber, fødevarehjælp, medicinsk hjælp og trøst og medleven i deres ulykke. Vi kan sende penge, og Arcotkirken stiller mange frivillige til rådighed for hjælpearbejdet.
