Voksnes værdier – og deres værdifulde børn
– Hvad sker der, når børnene ikke vil være med i
eller overtage deres forældres tro og kirke?
Det spørger vi Jesper Juul om i Kemplerinstituttets
nye faciliteter i det nedlagte sygehus i Odder.
Hvad er dine erfaringer med at give værdier videre mellem generationerne?
– Jeg synes, det er godt, at forældre har nogle værdier, og at de går ind for dem også i forhold til deres unger. Og de første år er det helt fint og ukompliceret, at forældrene tager børnene med hen, hvor de selv færdes.
– Hvis og når børnene begynder at protestere, så må forældrene selvfølgelig tage sig i agt. Børnene kan udtrykke sig noget firkantet primitivt. Det kan lyde som om, de lægger afstand til troen og kirken, men det kan lige så vel være, at de blot hellere vil besøge kammerater, spille fodbold eller noget helt andet.
Hvad så hvis børnene begynder at sige nej, så det kan høres?
– De to parter, børnene og forældrene, oplever det ofte helt forskelligt. Hvis forældrene lever deres værdier og ikke blot snakker om dem, så genererer de mindst modstand hos børnene. Ungdomstiden, hvor de er 12 17 år er en tid, hvor børnene skal blive selvstændige. Indtil da har de været under familiens gruppepres, som de har tilpasset sig. Nu håber forældrene så på, at de ikke vil underlægge sig gruppepresset ude i byen, det kan være svært nok, det er det, de er mest vant til.
– Jeg tror, at jo mindre plads der er til spørgsmålstegn, afvigelser, eksperimenter, og hvad det nu er, des stærkere reaktioner får forældrene.
– Lad os som et eksempel, der måske hører en ældre tid til, tage en 16-årig, som sniger sig til halbal tre aftner, og forældrene finder så ud af det. Jo mindre de kan sige det, han godt ved at det går de ikke ind for og jo mere de kan reflektere og undersøge hans erfaringer sammen med ham, des bedre.
Hvad synes du? Er det OK vi forbyder det i forhold til de erfaringer, du har nu osv.?
– Det er som om, værdierne ligger i dvale, indtil børnene selv stifter familie. Så kommer det frem, hvad de har taget med sig.
Du har skrevet, at børn samarbejder med deres forældre. Det er ikke alle forældre, som uden videre nikker genkendende til dette.
– Jeg kender meget få eksempler på, at børnene regulært melder sig ud af familien. Men hvor de voksnes adfærd er i modstrid med deres formule-rede værdier eller tro, bliver forældrene, set i børnehøjde, utroværdige. Børnene iagttager forældrene 24 timer i døgnet. Og de registrerer om det, forældrene gør, er noget, de voksne selv har det godt med. Det gælder religion, og det gælder job. Så de kan lægge afstand, fordi de ikke vil havne det samme sted. Det kan også være de bruger religionen som slagmark til at selvstændiggøre sig i forhold til de voksne.
– En tid lang vil forældrene så stærkt, de kan, holde deres ønske frem, og børnene siger deres, og de når en slags fælles løsning. Når børnene så siger, at nu er det slut, så er det altså slut. De forældre, som mener noget med det, kan vel så sige, at de gerne vil, at børnene tager med, og at kirken nok skal klare sig uden dem, men at deres uro mere skyldes, at de er bange for, at børnene ikke skal klare sig uden kirken. Og så skal de lade det blive dér. Forældrene må have deres skuffelse med hinanden og ikke med børnene.
Hvilke muligheder har forældrene for at blive ved med at påvirke de unge, hvis det er hvad de vil?
– Det er jo de unges job at tænke eksistentielt. Det kan vi gå glip af, når vi kun har fokus på overfladen, musik, hår, tøj osv. Det er ikke min opgave som familieterapeut at komme med de anvisninger. De svar kan komme ud af feks. Jobs bog, hvor Job må tage sit eget personlige opgør med sin egen fantasi om den gud, han har, og så i stedet se om han kan blive fornøjet med Gud, som han virkelig er. Helt parallelt i øvrigt til hvad forældre må gøre med deres børn, og som ægtefæller må gøre i forhold til hinanden. Den rigtige kvinde, som er her hos mig, må afløse min fantasi om hende og hun kan have det på samme måde med sin mand.
– Der er forældre, som slet ikke kan komme sig over at deres børn for eksempel ikke vil være akademikere.
Har du et godt råd til forældre, hvis de opdager, at børnene træffer nogle andre valg, end de ville ønske.
– Hvis forældre vil styre på baggrund af, at de mener, at de kender sandheden, og andre ikke gør, kan de let komme galt af sted. Forældre, som kender sandheden, har det med at skabe løgnere omkring sig forstået på den måde at der let bliver et meningstyrrani. Det går enklere, hvis de er glade for den sandhed, som de kender og holder fokus på den.
– Jeg har færdedes i mange religiøse sammenhænge, også muslimske, og det er meget, meget sjældent, at forældrene prioriterer deres eventuelle absolutte, mere fundamentalistiske sandhed, frem for kontakt med deres børn.
– Men det kommer selvfølgelig til et valg. Vil jeg se sorgfuld ud hver gang, jeg ser børnene og forholde dem deres vildfarelse i forhold til min sandhed, eller vil jeg være optaget af dem og deres liv? Hvor skal min loyalitet ligge: hos min rolle som budbringer fra en anden verden eller hos mine børn? Jeg vil tro, at i 80 ud af 100 tilfælde vil forældrene sætte kontakten med deres børn over styr, hvis de har en så betinget tilgang til dem.
– Som jeg sagde til at begynde med, så synes jeg det er værdifuldt at have værdier. Også stærke værdier. Men hvis værdierne bliver til ideologi, vil de skabe konflikt efter konflikt både i og udenfor familien.
– Hvis opdragelse skal lykkes, er det en gensidig proces. Børnene kan hjælpe de voksne ud af mange slags umodenhed – det være sig fanatisk politik eller religion – og de voksne kan være vejledere for børnene og hjælpe dem frem til at træffe egne og gode valg for sig selv.
Af Dorthe Lind og Peder Poulsen
