Fra endetidens valplads
Det tolvte og sidste bind i Ladt Tilbage-serien, Sejrens Dag, er udkommet. Hvordan forstår forfatterne endetiden, og er det anstrengelserne værd at læse de knap 4500 sider, serien er kommet op på?Globale katastrofer har en mærkelig fascinationskraft. Jordskælv, voldsomt uvejr, kæmpe meteornedslag, der vælter den ganske verden, store insektsværme, der pludselig overfalder mennesker … Ladt Tilbage-serien har det hele. 
De 12 Ladt Tilbage-romaner er med langt over 60 mio solgte eksemplarer den hurtigst sælgende skønlitterære voksenserie nogensinde. Tilsyneladende har de mødt et behov med den nok så enkle og jævnt hen spændende levendegørelse af, hvad der skal ske i en ifølge forfatterne ikke særlig fjern fremtid.
Serien starter med bortrykkelsen, derpå følger syv års trængselstid (og det er for alvor trængsler) for så at slutte med Jesu genkomst. Det er dommedagsprædiken, hvis lige næppe findes.
Spørgsmålet er, om bøgerne så er noget værd.
Det afhænger selvsagt af, hvordan man læser dem.
Man kan læse dem som udlægning i fiktionens form af de apokalyptiske tegn og eskatologien i det hele taget. Om ikke andet bliver de derved interessante, omend udlægningen også giver anledning til diskussion.
Her skal diskussionen ikke gå på, hvornår bortrykkelsen finder sted. Jeg har tidligere sat et stort spørgsmålstegn ved, at det kunne ske inden trængselstiden, og inden Antikrist står frem – men det er altså en forståelse, der også har tilhængere her i landet, og blandt de senere års danske fortolkere er der en enkelt (K.M. Schmidt), der mener, at de, der er kristne, lige inden trængselstiden begynder, ikke kommer til at opleve den, men bliver bortrykket.
Det, der skal sættes fokus på her, er udlægningen i Ladt Tilbage-serien af Johannes Åbenbaring i almindelighed – og i særdeleshed de tre grupper af syner: de syv segl (Åb 6), de syv basuner (Åb 8-9) og de syv vredesskåle (Åb 16) (se oversigten, der inddrager et par eksempler på andre tolkninger).
Serien adskiller sig generelt og væsentligt fra de fortolkninger, der er kommet på dansk inden for de seneste cirka 30 år (hvilket næppe skyldes digterisk frihed). Forskellen ligger i, at LaHaye forstår de syn, der omtales i Åbenbaringen, bogstaveligt. Han er ikke bange for gennem de forskellige personer i romanerne at sige, at de betyder noget helt bestemt, og det, Johannes har set, bliver så også virkelighed inden for romanseriens univers. Dertil kommer, at LaHaye mener, at det sker præcis i den rækkefølge, synerne kommer i Åbenbaringen.
Så klare og utvetydige er ingen af de danske eksegeter, der almindeligvis forstår dem symbolsk og følgelig er meget forsigtige med at sige, hvad de helt præcist betyder (næsten alle tolkninger af synerne ledsages af måske). Men de skiller sig også ud ved at mene, at de tre grupper, synerne kommer i (segl, basuner og vredesskåle), skal forstås cirkulært, dvs. som gentagelser, men fra forskellige synsvinkler: De tre grupper syn dækker over nogenlunde samme begivenheder.
Naturligvis har vi ikke med Ladt Tilbage-serien en køreplan for endetiden (oversigten må på ingen måde forstås sådan); men det er ikke fuldstændig ligegyldigt, hvad LaHaye er nået frem til, ligesom det ikke er ligegyldigt, hvad andre Apokalyse-fortolkere har fået ud af deres udlægning: De kan alle sammen være med til at holde os vågne og skærpe vores opmærksomhed om det, der sker omkring os.
Kan man læse Ladt Tilbage-serien med litteratens eller æstetens briller på?
Nej! Det er absolut ingen kunstnerisk oplevelse at læse de 12 Ladt Tilbage-bøger.
Men det har tydeligvis heller ikke været formålet for LaHaye og Jenkins at skabe digtekunst. Romanerne må læses som reportager fra en slagmark. Vi er i denne serie vidner til den afsluttende kosmiske strid mellem det absolut gode (Gud, Jesus) og det absolut onde (Satan, Antikrist) på vores planet – og fra denne krig rapporterer en alvidende fortæller på en ukunstlet, dagligdags måde, med utallige ord til ord-referater af, hvad der bliver sagt.
De kan imidlertid også læses som vækkelses- og opbyg-gelseslitteratur. Der er masser af (evangelie)forkyndelse i bøgerne og beskrivelsen af, hvordan de sidste profetier, herunder ikke mindst Jesu genkomst, opfyldes, kan man godt opleve som trosstyrkende. Dette til trods for de undertiden uhyggeligt rystende skildringer af, hvad tidernes ende også har at byde på.
Cirka 4500 sider er bøgerne kommet op på. Prædikerens ord er faktisk ikke helt ved siden af – her lettere omskrevet:
Der er ingen ende på mange af de bøger, der skrives i dag, og de mange (overflødige) ord bliver man træt af at læse.
Alligevel har jeg været glad nok for at læse dem: De har gjort de apokalyptiske begivenheder mere nærværende, og jeg vil ikke afvise alle skildringerne som udslag af fanatisme eller overfortolkning. Man kan godt blive beriget af at tygge sig igennem de 12 bøger. God læselyst!
