– Min læge tager mig ikke alvorlig

SVAR:

Kære B. K.
Overordnet har jeg den samme holdning som dig, at Gud har givet os lægerne.
Vi kan også blive enige om, at det frie valg af læge ikke kun bør være et tilbud til dem, der bor i de store byer eller til dem, der har råd til betalingshospitaler. Men det du oplever med kun én læge at vælge imellem, det er nok en konsekvens af, at der foregår en stadig afvandring ikke bare af læger, men i det hele taget en afvandring fra de yderstliggende landdistrikter mod de større byer. Det er uheldigt for vores land; men der synes desværre ikke rigtigt at være noget, der kan standse det.
Din læge er nok også belastet af et stort arbejdspres, når han nu står alene med det arbejde, som tidligere blev udført af tre læger.
Desuden er din læge nok også magtesløs i forhold til at skulle diagnosticere dig, når prøver og undersøgelser ikke afslører nogen somatisk sygdom, altså legemlig sygdom.
Det behøver ikke at være fordi, din læge ikke tager dig alvorligt. Og der kan faktisk godt være noget i vejen med din krop, selv om lægerne ikke kan afsløre det. Lægevidenskaben har jo også sine begrænsninger. Dette fremgår jo også af dine egne erfaringer med at være blevet fejlopereret og fejldiagnosticeret.
Men alligevel er det min erfaring, at de fleste læger manøvrerer forsigtigt og tålmodigt i forhold til deres patienter og yder deres bedste.
Men, som jeg plejer at sige, læger er kun mennesker. Det betyder, at læger også kan begå fejl. Den syge må acceptere den risiko, det medfører at gå til læge eller at blive indlagt på et hospital, f.eks. til operation.
En læge, der f.eks. foretager en vaccination eller bare giver en ganske normal dosis af et lægemiddel, ved aldrig, om han kommer til at stå over for et tilfælde af udpræget overfølsomhed over for netop det lægemiddel og derved blive skyld i en tragedie.
Da det jo drejer sig om levende væsener, indebærer ethvert medicinsk eller kirurgisk indgreb noget ukendt og er noget af et eksperiment. Intet er på forhånd givet med sikkerhed. Mange forhold kan spille ind. Det bør man ikke glemme.
Det er ganske vist sket, og det har været grundigt omtalt i pressen, at en tilsyneladende uduelig læge har begået så mange og så grove fejl, at den offentlige mening og ikke mindst hans lægekolleger har fået sat en stopper for hans skadelige aktiviteter.
Helt anderledes er det med den stigning, vi er vidne til nu, i antallet af klagesager og retssager mod læger, mod hospitaler og måske især mod kirurger.
Jeg tror ikke på, at læger er sløsede eller ligeglade med deres arbejde; men lægegerningen kan aldrig sammenlignes med arkitektens, sagførerens eller mekanikerens arbejde. Selv den dygtigste og mest omhyggelige kirurg kan aldrig, når han påbegynder en operation, vide, hvordan operationen vil forløbe eller udvikle sig. Når han åbner et organ, må han altid være forberedt på en overraskelse, som kræver svære og lynhurtige beslutninger.
Når en sagfører på grund af et ubehjælpsomt forsvar eller af mangel på tilstrækkelig bevisførelse taber en sag, risikerer han ikke bagefter at blive udsat for retsforfølgelse. Det sker i hvert fald yderst sjældent.
Den præst, der ud fra en overbevisning om at handle rigtigt i sin sjælesorg, fører en angrende synder ind i tvivl og sundhedstruende samvittighedsnag, bliver heller ikke bagefter slæbt for domstolene. Dårlig sjælesorg er ikke strafbart.
Både lægen, sagføreren og præsten udfører vanskeligt arbejde, der let kan føre til fejltagelser. Dog er det i overvejende grad lægens arbejde, som konstant er under lup. Det er de lægelige og lægevidenskabelige forhold, som igen og igen bliver bedømt af udenforstående. Ofte af folk, der ikke har tilstrækkelig forudsætning for at udtale sig.
Ved første øjekast skulle man tro, at denne indblanding fra tredje parts side ville gøre forholdet mellem patient og læge mere trygt, i hvert fald for patienten. Men sådan tror jeg ikke virkeligheden er. Det må være en stressfaktor uden lige for lægen altid at være under lup og altid at være i mediernes søgelys.
Giver denne årvågenhed en større kvalitet i lægernes arbejde?
Jeg tvivler. Mon ikke regningen lander hos patienten i den sidste ende? At lægerne nu arbejder under stigende stress vil sikkert ikke fremme kvaliteten af deres arbejde.
Helt slemt bliver det, når det nu fra sundhedsministeren foreslås, at navnene på læger, der får påtale fra Patientklagenævnet på grund af fejl, skal have deres navne lagt ud på internettet.
Vi ser allerede nu, at en del læger har givet op under vægten af det stigende pres. Derfor er det nu mere vigtigt end før, at vi alle viser forståelse for lægernes situation og beder for dem. Gud har jo, som du selv siger, også givet os lægerne.