Mødestedet – 20 år på Vesterbro
Nogen at snakke med
– Kvinderne kommer her for at møde hinanden, for at møde os og for at få hjælp til at løse deres problemer. Det er konceptet for Mødestedets tilbud til kvinder, og det har ikke ændret sig, fortæller Alice Pedersen, som har været medarbejder i knap fem af Mødestedets 20 år.
Et par af kvinderne kan huske en af de første kvindelige medarbejder, Marianne, som var meget opsøgende og inviterede unge indvandrerkvinder med børn til at komme hjemmefra og møde andre kvinder. Nu er der en del midaldrende og ældre kvinder, som bruger Mødestedet, mens mange unge har børnene i institution og går på arbejde. Unge flygtninge- og indvandrerkvinder kommer typisk i kortere perioder, mens de har brug for hjælp i en akut situation.
Fra klokken 11 og frem til kl. 14.30 er Mødestedet åbent, kun for kvinder. Fire dage om ugen.
– En dag forsøgte de at overtale mig til, at vi skulle have åbent hver dag, også i weekenden, siger Alice.
– En af dem sagde: Det er et fængsel at være derhjemme. Jeg bliver i godt humør af at komme herhen, hvor der er nogen at snakke med.
Mødestedets bløde sofaer inviterer til hygge og kvindesnak, og er man af hunkøn, er det ganske let at komme i kontakt med de tørklædeklædte kvinder, som på gaden kan virke utilgængelige. Når sproget glipper, kan en ældre tyrkisk kvinde sagtens finde på at give et kærligt klap på kinden til en dansk kvinde på besøg.
Medarbejderne er mærkbare hyggespredere, og meget af deres tid går med at være til stede for kvinderne, men ind imellem tager de sig også tid til at gå med ud for at klunse ting til en lejlighed, gå med til sagsbehandleren, i banken eller på hospitalet.
– Sagsbehandlere er tit glade for, at vi er med, fordi de kan føle sig magtesløse, når de ikke kan gøre sig forståelige. Vi kan stå bagved og skubbe på, men vi må ikke gøre kvinderne hjælpeløse ved at gøre tingene for dem, siger Alice Pedersen, der er uddannet afspændingspædagog og diakon.
De kvinder, der bruger Mødestedet, ser ikke dansk tv og læser ikke danske aviser, men medarbejderne tager af og til noget op fra nyhederne.
– I dag fortalte jeg, at der stod i den lokale ugeavis, at der havde været tre overfald, begået af indvandrere. De syntes, det var meget trist. Ellers er det mest det nære, vi taler om: deres liv, deres hjem og børn. Jeg fortæller også fra mit eget liv, også for at modarbejde, at jeg bliver behandler, og at de bliver klienter: At jeg besøger min mor på plejehjem, at jeg er alene og kun har en lille familie.
– Da min far døde, var der en ung pakistansk kvinde, der straks sagde, at hun ville komme til begravelsen. Vi kan lære noget af deres måde at forholde sig til døden på. De kommer med mad til de efterladte i lang tid, og det er i orden at sørge. Det er der mere plads til end hos os, hvor man får én fridag til begravelsen.
Medarbejderne fungerer som kulturtolke på mange planer, også på det religiøse område.
Op til pinse fortalte Alice om de kristnes tro på Helligåndens virke, og stik imod manges forventninger skaber hendes egen tro en bro til troende fra en anden religion.
– En ældre muslimsk kvinde blev så glad for vores samtale, at hun spurgte, om ikke jeg ville være hendes medkone, altså at jeg skulle giftes med hendes mand. Det var for mig et udtryk for et dybt åndeligt fællesskab, siger Alice Pedersen.
Kvinderne kan gå til gymnastik to gange om ugen. Lægerne i området henviser kvinder til gymnastik på Mødestedet, og det har bragt nogle af kvinderne i kontakt med Mødestedet.
– Jeg har fortalt om kost og sundhed, om slankekure, og sammenhængen mellem tykke lår og dårlige led, siger Alice og fortæller om en kvinde, der i en periode var med til gymnastik, fordi det gav hende energi til at få lavet tingene derhjemme. Og hendes kommentar om Mødestedet i øvrigt: Hvis jeg skal have besøg af nogen derhjemme, skal jeg gøre rent og lave mad og invitere, og så bliver jeg stresset. Her kan jeg bare komme og være sammen med andre.
Af Bent og Inger Dahl Jensen
Andre artikler om Mødestedet:
Ved aldrig, hvad dagen bringer
