Snæversynet leder
Jeg stemte selv på Kristen-demokraterne ved dette valg alligevel, eller netop derfor, vil jeg udtrykke stor skuffelse over Udfordringens Leder Kristeligt valgnederlag i avisen uge 6.
Af to grunde:
For det første konkluderer lederen, at det var det de kristne kernevælgere, der sagde nej tak og faldt fra. Hvor ved avisen det fra? Man kan sagtens forestille sig, at de kristne holdt fast, mens de løse vælgere foretrak for eksempel Radikale, der gik stærkt frem, bl.a. på et program med større flygtninge-kærlighed end Danmark står for i dag.
For det andet og det er det uhyggelige hævder lederen, at alle sande kristne danskere er forpligtede til at stemme KD. Sikke da en ensretning. Og sikke da en hån mod alle de dejlige kristne mennesker, der er engageret i Socialdemokratiet, SF, Konservative, Venstre osv. osv. Og som stemmer på disse partier. Det kan Udfordringen ikke være bekendt. Tænk, at man på KDs vegne vil fradømme en højt respekteret person som Christian Mejdahl, tingets formand, kristennavn! Mange andre kunne nævnes.
KD er et centrum-højre-parti, mens kirken også ud over den store verden spænder fra øst til vest i det politiske spektrum. Det må Udfordringen da være bekendt med.
Kristian Pahus
Vinkelager 9
7100 Vejle