Andersen kendte til dødsoplevelsen
H. C. Andersen må selv have haft en ud-af-kroppen oplevelse, mener Rolf Slot-Henriksen, for hans minutiøse beskrivelser svarer til øjenvidneberetningerRomantikkens gennembrud betød i høj grad religionens genfødsel i Europa: i Danmark gennem Grundtvig og Indre Mission, H. C. Andersen, Ingemann og mange andre.
cand. theol. og sognepræst i Bredballe, har
skrevet fire bøger om sin forskning
i dødsoplevelser
Fra midten af forrige århundrede begyndte det at vrimle med bøger om døden, dødsoplevelsen og døendes åndelige erfaringer. Herhjemme klingede det ud med Martensen-Larsens store trebinds værk: »Om døden og de døde«, der udkom 1925-27.
H. C. Andersen og Martensen-Larsen står herhjemme som to vældige banebrydere for en forståelse af døden, der rækker ud over materialismens snævre verdenssyn og ind i Gudsriget: et skarpt opgør med den nye industrialisme og dens kultur, der mere og mere fremmedgjorde mennesket fra de traditioner, som man tidligere ganske naturligt havde holdt i hævd ved fødsel og død: en værdifuld indsigt og viden, erhvervet gennem generationer og nedarvet gennem kristendommen og landbokulturen.
Dette naturlige forhold til døden og Paradiset, samt forståelsen af livet som pilgrimsvandringen mod evigheden, havde først oplysningstiden og siden rationalismen søgt at udrydde, hvilket dog kun lykkedes i de større byer, hvor man blev mere og mere fremmedgjort for hinanden og evigheden.
På landet var det derimod stadig naturligt at kalde naboernes børn ind, for at se den døde og bagefter få varm kakao i dagligstuen helt op til århundredeskiftet. Det var naturligt at have sin kiste på gårdens loft, at tilkalde præsten med nadveren og tale om indgangen til evigheden på en ligefrem måde.
Den naturlige åbenhed, som endnu fandtes på landet, blev i romantikken udgangspunktet for den åndelige fornyelse, der fandt sted for kristendommen og dødens ritualer i forrige århundrede. Også H. C. Andersen og de øvrige romantikere knyttede på en naturlig måde til netop her i deres opgør med rationalismens og materialismens snæversynethed.
Dødsoplevelsen som en religiøs erfaring er en naturlig del af dødsprocessen hos H. C. Andersen. Hos H. C. Andersen spiller den en så central rolle, at ca. 60% af hans eventyr på en eller anden måde berører dette emne. Mange af hans kendte eventyr som for eks. »Den lille pige med svovlstikkerne«, »Engelen« og »En moder« har de oversanselige erfaringer i forbindelse med døden som hovedtema.
Hans tema med pigen (et symbol på menneskets sjæl), der leder efter sin brudgom (Kristus), kender vi ikke blot fra langt ældre eventyr, men det er en tradition, der går helt tilbage til Salomons høj sang og middelalderens brudemystik.
De, som når ind i det smukke lys, hvor de oplever Guds nærvær, ser undertiden deres liv passere revue, således, at de konfronteres med såvel deres gode som onde gerninger. Dette fænomen, at gerningerne genopleves i dødsøjeblikket, møder vi netop hos H. C. Andersen i »Nattergalen«, idet den døende kejser, ensom og forladt, ser alle sine gode og onde gerninger samlet omkring sig: »Husker Du det?«, hviskede den ene efter den anden. »Husker Du det?«, og så fortalte de ham så meget, at sveden sprang ham ud af panden. »Det har jeg aldrig vidst«, sagde kejseren.
I H. C. Andersens eventyr »Lykkens Galocher« oplever vi sjælen, der efter at have frigjort sig fra den fysiske krop, bevæger sig afsted med svimlende fart. Og H. C. Andersen, der næppe opfatter det som løgn, fortsætter: »Se, der er nu visse ting i verden, man må være meget forsigtig med at udtale, men endnu mere forsigtig bør man især være, dersom man har lykkens galocher på fødderne. Hør bare, hvorledes det gik vægteren: (….)
Døden er et elektrisk stød, vi får i hjertet. På elektricitetens vinger flyver den frigjorte sjæl. Otte minutter og nogle sekunder er sollyset om en rejse af over tyve millioner mil: med elektricitetens hurtigpost behøver sjælen færre minutter for at gøre samme flugt. Rummet mellem kloderne er for den ikke større, end der i én og samme by er mellem vore venners huse, selv om disse ligger temmeligt nær ved hverandre. Imidlertid koster dette elektriske hjertestød os legemets brug hernede, dersom vi ikke, ligesom vægteren her (som netop er død) havde lykkens galocher på.
I nogle sekunder var vægteren faret de to og halvtredsindstyve tusinde mile til månen. Men vi søger ned igen til Østergade og ser der, hvorledes vægterens legeme har det: Livløst sad det på trappen, morgenstjernen var faldet det ud af hånden, og øjnene så op imod månen efter den ærlige sjæl, som gik om deroppe.
»Hvad er klokken vægter?« spurgte en forbigående. Men hvem, der ikke svarede, var vægteren. Så knipsede han ham ganske sagte på næsen, og der gik balancen. Kroppen lå, så lang den var, mennesket var jo dødt. Der kom en stor forskrækkelse over ham, der knipsede. Vægteren var død, og død blev han. Det blev meldt, og det blev omtalt, og i morgenstunden bar man kroppen ud på hospitalet. (…)
Som sagt, vægterens krop kom på hospitalet og blev bragt ind på renselsesstuen, og det første, man her gjorde, var naturligvis at tage galocherne af, og da måtte sjælen tilbage. Den tog straks retning lige efter legemet, og med ét kom der liv i manden. Han forsikrede, at det havde været den skrækkeligste nat i hans liv. Ikke for to mark ville han have sådanne fornemmelser igen, men nu var det jo overstået.
Samme nat blev han udskrevet igen, men galocherne blev på hospitalet«.
En morsom lille sekvens i H. C. Andersens eventyr er ordene om, at det kunne være »en ganske artig lille spas for sjælen«, hvis den vendte tilbage uden at finde sin krop. Flere af de personer, som i nærdødssituationer har forladt legemet, har beskrevet, at de så deres døde, hvide, blege og stive legeme som noget fremmed, de ikke kunne identificere sig med og ikke havde lyst til at vende tilbage til. Atter andre fortæller, hvor svært det var for dem, at overvinde sig selv til atter at gå ind i legemet. Normalt vender sjælen dog tilbage lige så umærkeligt, som den forlod det døende legeme.
Oplevelsen af at forlade kroppen (out of body experience), er ikke begrænset til døende, men er et relativt hyppigt fænomen. Undersøgelser tyder på en hyppighed, der varierer fra 10-25% af de adspurgte (alt efter alder, sted og undersøgelse), dog med den variation, at samfund som Færøerne, Island og andre lokaliteter, hvor mennesker bor relativt ensomt og langt fra de pulserende og forjagede storbysamfund, har en større hyppighed af disse fænomener, hvorfor det er at antage, at dødsoplevelser nok var mere almindelige og kendte på H. C. Andersens tid og ikke mindst århundrederne før den såkaldte »oplysningstid« og den franske revolution, der var altødelæggende for menneskets åndelige udvikling.
H. C. Andersen søger i sine eventyr og sit hele forfatterskab at samle åndelige erfaringer, traditioner og oplevelser, som mennesker oplevede som noget naturligt, idet døden endnu var en naturlig del af folks liv.
I H. C. Andersens eventyr »Barnet i graven« er en lang række af de mest almindelige oversanselige erfaringer samlet, som en præst kan komme ud for i forbindelse med døden: En moder mister sit barn. Hendes fortvivlelse er så voldsom, at hun ikke synes, hun kan leve mere. Længselen efter barnet er så overvældende, at hendes sjæl forlader hende en nat for at komme derhen, hvor hendes tanker dag og nat befinder sig: hos hendes døde barn, der ligger begravet på kirkegården. Hendes sjæl følger døden, og hun oplever da mange af de erfaringer, som knytter sig så tæt til dødsoplevelsen. Først hører hun »musik«: »aldrig før havde så saligstemmende toner nået hendes øre«.
Efter at have hørt musikken møder moderen i H. C. Andersens eventyr sit døde barn.
Dette svarer nøjagtigt til mange dødsoplevelser, som jeg har mødt dem: Efter at være kommet ind i lyset, fortæller nogle, at de mødte deres kære, som var døde. Disse har nogle gange en vejledende funktion for den nye sjæl, der når det ukendte i det hinsides. Derfor befinder disse vejledere sig nogle gange allerede ved dødslejet. Gensynsglæden kan være stor, hvilket man også kan høre på de udråb, nogle døende kommer med.
Den sørgende moder hos H. C. Andersen ser sit døde barn. Men moderen ser ikke den herlighed og de frelste sjæle, som barnet har mulighed for at se: »Ser du, moder. Ser du dem alle sammen? Det er lyksalighed. Men moderen så intet, der hvor barnet pegede, intet uden den sorte nat. Hun så med jordiske øjne, så ikke således som barnet, det Gud havde kaldt til sig.«
To andre fænomener, som digteren beskriver i eventyret, og som er en del af dødsoplevelsen, er, at barnets sjæl flyver bort og opsluges af lyset. »Nu kan jeg flyve, moder«, sagde barnet, »flyve med alle de andre glade børn lige derind til Gud. Jeg vil det så gerne, men når du græder, kan jeg ikke komme fra dig, og jeg vil så gerne … Moder, nu ringer Himmerigets klokker«, sagde barnet. »Moder, nu står solen op«. Og der strømmede et overvældende lys ud imod hende. – Barnet var borte, og hun løftedes – det blev koldt rundt om hende, hun hævede sit hoved og så, at hun lå på kirkegården på sit barns grav«.
Et nyt fænomen, som H. C. Andersen her nævner, er den såkaldte »ringning«, som er knap så almindelig, men registreres både af døende og af pårørende. Martensen-Larsen beretter i sit tre-binds værk om flere af den slags tilfælde. Selv har jeg kun mødt det ganske få gange.
Kronikken er et sammendrag fra Rolf Slot-Henriksens bog: Der er mere mellem himmel og jord (Forskningsforlaget Rafael, 1990.)
