Har samlet 836 underskrifter mod Århus-biskop

ÅRHUS – Johanne Markvart fra Højbjerg ved Århus har på eget initiativ indsamlet 836 undskrifter, som hun har sendt til biskoppen over Århus Stift, Keld Holm.Indsamlingen er ment som en protest mod Keld Holms og en række af de andre biskoppers beslutning om at indføre et vejledende ritual for vielse af homoseksuelle par.
I et følgebrev kommenterer Johanne Markvart blandt andet biskoppens offentlige udtalelser om, at underskriftindsamlinger og andre protester ikke vil få nogen betydning, fordi biskoppernes beslutning formodes at være i overensstemmelse med flertallet af befolkningen.
– I den forbindelse tillader jeg mig at minde om, at det først og fremmest er betydningsfuldt og vigtigt for kirkens troværdighed, at der handles i overensstemmelse med Guds ord. Ud fra et kristent synspunkt handler sagen om noget helt andet end demokrati og ligestilling, nemlig om spørgsmålet: Vil vi være lydige mod Guds ord og lytte efter, hvad Gud har åbenbaret som sin vilje, og så bøje os for det, skriver Markvart.
Slutteligt beder hun biskoppen endnu en gang overveje det vejledende ritual, som hun betegner som „billig nåde“ og „falsk trøst.“
– ole