Intens engleoplevelse
Bente Juel Danyar forulykkede i 2002 med sin bil, da baghjulet pludselig eksploderede. Trods en smadret bil skete der ikke noget med Bente – hun havde haft englevagt
Torsdag den 26. september 2002 var jeg sent om aftenen på vej alene fra Grenå til Århus i vores bil. Det var en dejlig aften med godt vejr og kun lidt trafik. 
Pludselig, mens jeg befinder mig på Grenåvej få kilometer fra Århus, hører jeg en stemme, der var både høj og dyb, det lyder som om, den kommer fra passagersædet ved siden af mig: Du skal bede om Jesu blods beskyttelse og englevagt omkring din bil lige nu!
Jeg kiggede i bilen, men der var ikke nogen, så kiggede jeg i bakspejlet og i sidespejlene, men alt så roligt og tilforladeligt ud, men da jeg tror på Jesus og på Helligåndens vejledning, bad jeg højt inde i bilen: Kære Jesus, jeg beder om dit blods beskyttelse og om englevagt omkring min bil lige nu.
Det føltes mærkeligt at sidde der og sige det højt. Jeg tændte båndoptageren i bilen og lyttede til Joyce Meyer, der talte om Guds fred og om at være i stormens øje. Efter cirka tre minutter hørte jeg den samme høje og dybe stemme lige så tydeligt igen sige: Du skal bede om Jesu blods beskyttelse og englevagt omkring din bil lige nu!
Denne gang betænkte jeg mig ikke to sekunder på at bede dette højt. Lige efter, jeg havde sagt lige nu!, eksploderede mit venstre baghjul, og det gav et stærkt ryk i bilen, og den styrede lige hen imod vejkanten, hvor der stod en stor jomfrubrolægger.
I det samme så jeg et kæmpe lysglimt foran min bilrude, og et klart og skinnede lys kom imod mig og lagde sig ligesom som en tynd hinde hele vejen rundt om min krop fra top til tå, og jeg var i det øjeblik slet ikke bange.
Det føltes som om, jeg havde verdens stærkeste materiale liggende hele vejen omkring mig, og det gjorde mig tryg. Jeg så, mærkede og følte kun det hvide skinnende lys, men jeg kunne høre alle lydene, mens bilen stødte ind i jomfrubrolæggeren og lavede kolbøtter i luften.
Da bilen holdt stille, fjernede det hvide lys sig fra mine øjne og den beskyttende hinde omkring min krop, og jeg opdager, at jeg sidder med hovedet nedad, og at det ryger op fra køleren. Jeg kan huske, at jeg hører mig selv sige højt: Kære Jesus, jeg skal ikke dø nu, jeg har tre børn, hjælp mig med at komme ud af denne bil i live.
Derefter føler jeg mig helt rolig og mærker efter, om jeg kan føle og bevæge mine ben og nakke. Det kan jeg. Jeg slukker herefter motoren, tager min sikkerhedssele af og finder min håndtaske inde under forsædet i passagersiden. Så fik jeg den tanke, at jeg hellere måtte finde min taske med min pung med kørekort og sygesikringsbevis, hvis jeg nu skulle få et blackout , så man kunne finde ud af, hvem jeg var.
Jeg kravlede på indersiden af taget om på bagsædet og fik åbnet den ene bagdør. Det dampede fra køleren på bilen, og det lugtede af brændt gummi. Jeg gik hen ad grøften og op på vejen.
Da jeg kom op på vejen, kiggede jeg ned ad mig selv, mit tøj sad fuldstændig perfekt, og der var ikke noget, der var revet itu nogen steder.
Som jeg stod der på vejen, kom en masse mennesker farende ud i nattøj med overtøj på og hen til mig. Først kom to unge mænd, som lagde armene omkring mig. Det føltes utrolig trygt. De sagde, at det nok skulle gå, og at jeg bare skulle være rolig, så det var jeg.
Pludselig var de bare væk, meget mærkeligt, og jeg stod og kiggede ned på bilen, der var fuldstændig smadret. Tiden stod stille mens jeg stod der på vejen. Jeg befandt mig ligesom inde i en osteklokke.
Joyce Meyers stemme drønede ud af højttalerne
Først kom brandmajoren. Han tog mig ind i sin bil og sad og talte med mig om, hvad der var sket. Så kom brandmændene og gik i gang med at vende bilen. Det virkede meget surrealistisk, at mens de stod og forsøgte at vende bilen, så drønede Joyce Meyers stemme ud af højtalerne: Vær ikke bange. Gud vil være med dig. Hans fred vil være i dig.
Jeg sad inde i varmen hos brandmajoren og følte mig fuldstændig frisk og kom i tanke om, at jeg vist hellere måtte få ringet til min mand og få sagt, at jeg ikke lige kom hjem med det samme. Han blev lidt rystet, men jeg sagde til ham, at nu skulle han ikke tage det så tungt, for vi ville i det mindste få en ny bil.
Så kom ambulancen, og de havde travlt med at få mig lagt ned og få lagt en nakkekrave på mig og få mig pakket ind i alverdens tæpper og få sat en slags måler på min finger.
Så blev jeg kørt med fuld udrykning på hospitalet. Inde på hospitalet kom der en læge og undersøgte mig på kryds og tværs. Han stod og talte med sig selv og sagde højt. Det er mærkeligt. Du har slet ingen blå mærker eller mærker efter sikkerhedsselen, og der er heller ingen indre skader.
Det eneste jeg havde, var en lille fibersprængning i højre arm og en lille bule i venstre side af hovedet.
Delte engleoplevelsen med sygeplejersken
Lægen gik ud for at tale med politiet, der var ankommet. Der kom en sygeplejerske ind til mig, og jeg følte en varme inden i mig, der ligesom opmuntrede mig til at dele min oplevelse af englevagt med sygeplejersken.
Så jeg fortalte hende, at jeg havde haft englevagt. Da jeg havde sagt det, kiggede hun på mig med tårer i øjnene og sagde: Ja du har sandelig haft englevagt, ellers ville du ikke have været i live
Lægen kom tilbage og var meget alvorlig. Han sagde, efter at have talt med politiet, at jeg havde været meget heldig.
Da jeg ligesom ikke rigtig fejlede noget eller havde nogen skader andet end min fibersprængning, så tilbød politiet at køre mig hjem. Da jeg sad i politibilen og snakkede med betjentene, sagde de, at det var et mirakel, at jeg ikke var kommet noget til, sådan som bilen så ud.
De gik med mig hen til vores hus, og da min lettere rystede mand kom ud og åbnede, sagde den ene betjent med megen humor, at biluheldet altså ikke var min skyld dækket var eksploderet, og det kunne jeg ligesom hverken gøre fra eller til, så var den ting ligesom på plads.
Min mor kom om natten, og vi sad, min mor, jeg og min mand, og talte om det, der var sket, og takkede Jesus for hans indgriben og englevagt. Vi vækkede børnene tidligt næste morgen og fortalte dem, hvad der var sket, og at Guds engle havde passet på mig.
Jeg kunne være blevet hjemme næste dag, men jeg vidste indeni, at jeg var nødt til at komme hen på det kursus, som jeg var på.
En af deltagerne, som var uddannet filosof fra universitetet, sagde, at hun ikke troede på noget som helst, men at hun netop denne dag havde hørt en stemme inde i hende sige, at jeg havde haft englevagt. Hun var meget forvirret og oprørt over dette. En anden fra mit kursus, som ikke var kristen, havde hele morgenen været urolig, fordi hun kunne mærke, at der var sket noget med mig.
Vi begyndte at tale meget sammen, og en dag, da vi alle samen var ude at spise, sad hun over for mig og sagde pludselig: hvad vil ham englen, der står der bag ved din stol?
Jeg vendte mig om, men jeg kunne ikke se nogen engel, men jeg kunne mærke en dejlig varme og et vidunderligt nærvær. Hun har været med mig i kirke et par gange, og vi har ofte samtaler om Gud og Bibelen, samt hvad kristendom er.
Hun har set denne engel flere gange siden i nærheden af mig, og hun har beskrevet ham for mig: Han er høj, og han udstråler stor autoritet, men også glæde, og han har gyldent krøllet hår.
Jeg kan stadig væk ikke se denne engel, men jeg kan mærke, når den er i nærheden.
Min mand tog dagen efter ulykken ud til Opel-værkstedet hvor bilen var blevet fragtet hen af Falck. Da han kom ind på kontoret og spurgte efter bilen, kiggede folk meget bedrøvet på ham og vidste ikke rigtig, hvordan de skulle snakke med ham.
Min mand fortalte så, at jeg ikke havde fået nogen alvorlige men af ulykken, så blev de helt stille, og en mand gik med ud for at vise min mand vores bil. Min mand fik et mindre chok, da han så bilen. Alt i og på bilen var trykket og bulet undtagen der, hvor jeg havde siddet. Det var et mærkeligt syn. Manden fra værkstedet sagde, at det var utroligt, at jeg ikke var kommet alvorligt til skade. Min mand forevigede den smadrede bil.
