Kan man forene forældre-rollen og hverdagens pligter med et åndeligt liv?

En anderledes bog om at være forældre, og som ser børn som en ressource i det personlige åndelige liv, vækker begejstringMor har travlt i køkkenet. Far kommer træt hjem fra arbejde. Entreen flyder med sko og tøj. En enlig vante har gemt sig bag radiatoren. Legoklodser og andet legetøj blander sig i rodet og mellem det hele er nuller-mændene ved at gøre sin entré. Kender du situationen?
I hvert fald er den ikke ukendt for mange småbørnsforældre – også i kristne hjem. I en stresset hverdag kan forældre let komme til at se børnene som en hindring for den personlige og åndelige vækst og stille spørgsmålet: Hvordan kan man forene forældrerollen og hverdagens pligter med et åndeligt liv?
Det forsøger Lena Bergström at give svar på i bogen At give plads til en anden – Om kristentro, forældreroller og hverdagsliv, som netop er udkommet på Forlaget Boedal i samarbejde med Credo Forlag. Lena Bergström skriver ud fra egne erfaringer som mor til tre børn. Hun er forfatter og oversætter og arbejder i Det Svenske Missionsforbund på deltid med bl.a. retræter og åndelig vejledning og medvirker ofte ved seminarer med emner om forældre, børn og kristentro i hverdagen.

Hvordan troens liv kan udfolde sig

Jeg har som forælder og som boganmelder læst mange bøger i tidens løb om børn og forældreroller. De fleste lægger stor vægt på praktiske anvisninger i forhold til børnene og forældrerollen – så det havde jeg også forventet af denne bog. Men den er anderledes. Den har nogle få praktiske anvisninger på det område og handler så i øvrigt om som forældre at have plads til et åndeligt liv, og den lægger vægt på at sige, at forældrerollen giver helt særlige muligheder for at vokse i troen. Det er ikke letkøbte meninger, Lena Bergström kommer med, men det er noget, hun har lært på sin egen krop og i sit eget sind gennem et stresset hver-dagsliv som kristen mor og ægtefælle, og hun konstaterer, „at den vej, der ligger åben for os forældre, er at se og møde Gud i alt det dagligdags, som hele tiden omgiver os“ – og det giver hun masser af eksempler på og viser, at det netop er midt i den brogede hverdag, at troens liv kan udfolde sig.

Noget af den bedste undervisning om bøn

Der er spændende afsnit om „at lære sig selv at kende“, „nuets mulighed“, „bøn som relation“, „oprydningens teologi“ og „Guds vinger“. Jeg har gennem læsningen af bogen mødt noget af den bedste undervisning om bøn, der findes. Noget der kan læses af mange andre end småbørnsforældre. Jeg har standset op og filosoferet over en overskrift som „Gud elsker fordi han elsker“ og over en sætning som „kærlighed vækker kærlighed“. Det er et meget spændende afsnit, som handler om kærlighed fra Gud, til Gud, til børn og fra børn og man overbevises igen om, hvilken fantastisk ressource kærligheden er.

Et par men’er

Jeg er begejstret for denne bog, men efterspørger samtidig lidt til den enlige mor med to børn, hvis hverdag ofte kan være meget mere stresset end for den mor, som lever i et godt og varmt ægeskab og har én at dele sorgerne, glæderne og pligterne med. Og så prøver jeg at sætte mig i den trætte, stressede mors sted, der endelig har fundet denne dejlige bog og finder en oase, hvor hun kan fordybe sig i den og så i et afsnit om „Leg for Guds ansigt“ bliver standset af ord som komptemplativ leg, komtemplativ holdning og den katafatiske metode. Jeg er bange for, det kan få den trætte, stressede husmor, der i forventning går i gang med denne bog, til at kyle den hen i et hjørne. Og det ville være synd, for der er virkelig meget at hente i denne bog. Ordene burde have været forklaret sammen med de i øvrigt fine noter, der findes undervejs.

Tiden med småbørn en skole for åndslivet

Hver afsnit afsluttes med et råd, en øvelse og en bøn, der kan bruges meget praktisk af den enkelte.
Køb den. Læs den. Brug den som gave. Ikke mindst til dem, der lever sammen med små børn og ofte ikke har tid til at tænke på Gud, og som finder, at det kan være svært for småbørnsforældre at have et åndeligt liv. De vil gennem bogen – og gennem samværet med børnene i den stressede hverdag, kunne få hjælp til at se, at småbørnsforældretiden er en tid, der måske mere end nogen anden, kan være en skole for det åndelige liv. Bogen løfter børnene frem som en ressource i vores åndelige liv.

Lena Bergström:
At give plads til en anden – Om kristentro, forældreroller og hverdagsliv.
192 sider • 198 kr. • Boedal