Det nytter at bede!

Når nøden er størst, kan man også regne med Gud!

Torsdag den 7. april 2005 kørte min hustru og jeg mod Tórshavn, vi skulle nå en færge til Danmark. Vejene var denne dag spejlglatte.

Det går lidt ned ad bakke omkring pynten ved et fjeld nær Hósvík på Færøerne. Pludselig dukker en truck op om ca. 100 meter fremme i svinget i min kørebane. I den modsatte kørebane på den ”smalle” tosporede vej ses en bil, og vejen er herved spærret. Bag ved den ”modkørende” bil kommer en bil mere kørende på den isglatte vej.
Jeg forsøgte at bremse, men vognen skred på isvejen, og det var komplet umuligt at standse op og undgå de blokerende biler på vejen.

I brøkdele af sekunder skal jeg som fører tage stilling til:
1. – om jeg vil køre ind i trucken og smadre bilen imod truck m.v.
2. – om jeg vil køre ud i rabatten i højre side og smadre bilen imod fjeldsiden m.v.
3. – om jeg vil køre venstre om det hele med risiko for at trille i Atlanterhavet med bil og hustru,
4. – eller om jeg vil risikere et forsinket brag med den ”modkørende” bil i modsatte kørebane og håbe på, at det er muligt at komme imellem personbilerne og trucken og køre gennem ”nåleøjet”.
Afstanden mellem truckens bagende og den modkørende bil var så smal, at man ikke med de blotte øjne kunne bedømme den anderledes end, at der ingen afstand var. Efterhånden som jeg kommer frem, opdager jeg til min gru, at alle bilerne holder stille efter en forudgående ulykke på stedet.

Vores bil glider nu magtesløs ned af den isglatte, lidt skrånende vejbane på den yderste fjeldside på vej til færgen og ferie i Danmark, mens vejen på netop dette sted er blokeret.
I en sådan situation kan intet menneske nå at tænke eller handle hurtigt nok. Jeg ser nu for mig og frygter, at nu går det forfærdeligt galt.

Men i løbet af de få sekunder, hvor bilen kurede på den isglatte vej imod de tre biler på den smalle vej, gjorde jeg det, som reddede os alle. Jeg råbte på Jesus om hjælp.
I disse brøkdele af sekunder må der være kommet en engel, der tog over og styrede bilen på isvejen mellem nåleøje-pladsen mellem de blokerende tre vogne på vejen.
Her hjalp bremser intet, bilen kurrede hen ad isen. Men Gud hørte mit nødråb.
Selv under normal forhold ville det være uforsvarligt at forsøge at komme igennem de holdende biler med en fart på over 40 km/t..
Hjælpen var hverken ABS eller chaufføren.
Hjælpen kom ene og alene fra Gud. Lynopkaldet (råbet) til Jesus blev hørt, og hjælpen kom i løbet af brøkdele af sekunder.
Jeg forsøgte, så godt jeg kunne, at manøvrere bilen ind imellem de holdende biler. Og så lød et knald.
Sidespejlet havde ramt modpartens sidespejl på den ene bil. En chokerende oplevelse, men ud over chokket, skete der ikke andet, end de to sidespejle blev vippet ind, som det sker, når bilen skal i vaskemaskine.

Anna og jeg var rystede. Jeg kunne ikke uden videre køre tilbage og drøfte forholdene med bilisterne, fordi vi i det glatte føre skulle nå en færge i Tórshavn ca. 30 km længere fremme en halv time senere. Færgen sejler kun én gang om ugen til Danmark. Farten kunne ikke med rimelighed overstige 50 km/t i dette føre.
Jeg ringede i stedet efterfølgende til politiet og fortalte, hvem jeg var, og hvad der var sket og hvordan, så evt. chokerede mennesker med eventuelle skrammer på sidespejle kunne vide, hvem der drønede forbi i det glatte føre uden at stoppe op og hvorfor. Politiet meddelte ved min henvendelse, at der kort tid forinden var sket en ulykke på dette glatte sted. Der var heldigvis heller ikke ved dette forudgående uheld sket skade på mennesker.
Tæt på? Ja mon ikke. Det nytter noget at bede. (Matth. 7,7). Tak Jesus.

Mogens Tilsted Christensen
sognepræst, Præstegården
FO-Hvalvík
Færøerne