Er dino’erne alligevel ikke 65 mio år…?

Et overraskende fund af blødt væv i en Tyrannosaurus Rex-knogle rokker alvorligt
ved den aldrig beviste evolutions-terori, som de fleste forskerne er låst fast i.
Videnskabsmænd har for nylig gjort det overraskende fund af et dinosaur-skelet, som stadig indeholder velbevaret blødt væv med blodkar, celler og bindevæv.

Ugens kronik af dr. David N. Menton
lektor og forfatter, professor emer. i anatomi, Washington University School of Medicine

Dette kommer som en stor overraskelse for evolutionister, som tror, at dinosaurer alle uddøde for mindst 65 millioner år siden.
Men der skal virkelig fantasi til at forestille sig, at blødt væv og celler kan bevare et så relativt frisk udseende i de mange millioner af år, som udviklingshistorien formodes at dække.
Dog er det næppe den første rapport om blødt væv – og celler – i dinosaur-fossiler. Spor af små blodkar, celler og endda oplysninger om molekyler i dinosaurer er alt sammen beskrevet tidligere.
I marts-nummeret af bladet Science stod der, at et team under ledelse af dr. Mary Schweitzer fra North Carolina State University havde fundet elastisk bindevæv og blodkar samt intakte celler, som ligner røde blodlegemer og osteocyter (celler fra knogler) i lårknoglen fra en „68 millioner år gammel“ Tyrannosaurus Rex fra Hell Creek formationen i Montana.
Dinosauren var aflejret i sandsten, der stammede fra en flodmunding, hvilket betød, at dyret var begravet i klippelag, der var fremkommet ved hjælp af vand (ikke overraskende for kreationisterne – se 1. Mosebog om Syndflods-katastrofen). Knoglerne lå for størstedelens vedkommende spredt fra hinanden, men var i øvrigt velbevarede.

Eftersom knoglerne så relativt uforstenede ud, opløste forskere ved hjælp af en svag syreblanding mineralet i et stykke af en dinosaurknogle (meget lig den almindeligt anerkendte naturvidenskabelige metode, hvor kyllingeben ligger i blød i eddike en uge for at gøre dem gummiagtige).
I friske knogler fjerner syren det hårde mineral og lader kun organisk materiale som f.eks. fiber-bindevæv, blodkar og forskellige celler tilbage. Til sammenligning kan nævnes, at hvis man demineraliserede et typisk godt gennemmineraliseret fossil, ville der ikke være noget tilbage. Tyrannosaurus Rex knoglestykket, der blev behandlet med syre, fik imidlertid en bøjelig og elastisk struktur, der minder om den, man får fra en frisk knogle.

Da den demineraliserede T.Rex knogle blev undersøgt under mikroskopet, afslørede den små, forgrenede, delvis gennemsigtige blodkar indeholdende noget, der viste sig at være røde blodlegemer.
Blodkarrenes indvendige vægge blev undersøgt i et skanderings-elektronmikroskop og viste sig at være beklædt med tætpakkede endotel-celler. Endotel-celler er særlige celler, der beklæder alle blodceller og hjertet. Knoglen viste sig også at indeholde celler med talrige små fremspring meget lig de celler (osteocyter), man finder i friske knoglepræparater.
Forskerne var naturligvis forbløffede over, hvordan en 68 millioner år gammel knogle efter demineraliseringen kunne se ud som en mere eller mindre frisk knogle.
De spekulerede på, om denne bemærkelsesværdige præservering kunne være en særlig form for forstening, som involverede „ikke-fastslåede geokemiske og miljømæssige faktorer“, som konserverer fossiler helt ned til den mindste celle og måske mere end det.
Det er sikkert unødvendigt at nævne, at disse evolutionister ikke tog den mulighed i betragtning, at dinosaur-knoglen ikke var nær så gammel, som de gik ud fra.
Rapporten ville have udgjort et interessant videnskabeligt bidrag, hvis forfatterne havde sluttet med at konkludere, at gamle dinosaur-knogler ser forbavsende unge ud. Men det ville næppe kunne bruges som bevis for deres ‘udvikling gennem millioner af år-teori’.

Dinosauren
Tyrannosaurus Rex
påstås af have levet
for 65 mio. år siden.
Nu er der fundet blødt
væv og blodlegemer i en
T-Rex knogle. – Det kunne tyde
på, at T-Rex uddøde for kun få tusinde
år siden… f.eks. ved Bibelens syndflod.

I et indlysende forsøg på at slå mønt af den almindeligt udbredte mode for tiden, der går på, at „fugle er dinosaurer“, går forfatterne derpå videre og sammenligner den mikroskopiske anatomi i deres velbevarede dinosaur-knogle med en knogle fra en fugl. Af en eller anden uforklarlig grund vælger de et uidentificeret stykke af en uidentificeret knogle fra en nylig afdød struds.
Ved brug af lysmikroskopet og elektronmikroskopet meddelte de triumferende, at hovedindtrykkene af blodkar, bindevæv og celler fra både dinosauren og strudsen „praktisk talt ikke er til at skelne fra hinanden“.
Specifikt gør de opmærksom på, at blodkarrene har det samme forgrenede, rørformede udseende og tilsyneladende er beklædt med den samme type celler med cellekerner.
De næsten gennemsigtige kar indeholder de samme formodede røde blodlegemer. Knoglerne fra begge har de samme formodede benceller med de samme cytoplasmatiske fremspring indkapslet i det samme fiber-bindevæv.
Den u-udtalte konklusion er, at denne lighed med hensyn til mikroskopisk struktur beviser, at dinosaurer og fugle er tæt forbundne gennem udvikling.

Man kan ikke lade være med at spekulere på, om det var første gang, disse palæontologer så på blødt væv eller knogler i et mikroskop.
For alle de ligheder, de beskriver, kan man forvente at finde i praktisk talt alle padder, krybdyr, fugle og pattedyr.
Alle små blodkar er rørformede og forgrenede. Alle blodkar samt hjertet er beklædt med særlige celler, der kaldes endotelceller. Disse celler er bl.a. nødvendige for at undgå, at blodet klumper sig sammen i blodkarret. Og alle blodkar rummer naturligvis også . . . . blodlegemer.
Næsten alle knogler produceres af særlige celler, der kaldes osteoklaster, udskiller en særlig organisk matrice, som tiltrækker mineraler, som aflejrer sig i tæt forening med bindevævsfibre (kollagen) og andre knogle-speficifikke, organiske komponenter.
I de fleste knogler udvikler disse celler lange tapper og bliver begravet i den selv samme matrice, de udskiller (før mineraliseringen), på hvilket tidspunkt de kaldes osteocyter. Selv om osteocyter findes i praktisk talt alle ben og knogler (med undtagelse af visse fisk), ved man ikke ret meget om deres funktion.

Mens forfatterne fortæller om det, der synes at være røde blodlegemer i både dinosauren og strudsen, nævner de ikke forekomsten af cellekerner i de røde blodlegemer.
Erik Stockstadt, der skriver om denne undersøgelse i Science Now (25. marts 2005) hævder imidlertid, at „inden i disse (røde blodlegemer fra dinosaurer) findes der mindre genstande, der i størrelse svarer til cellekernerne i blodlegemer i moderne fugle“.
Hvis dinosaurens røde blodlegemer virkelig indeholder cellekerner, kan det ikke siges at være overraskende for et krybdyr og kan bestemt ikke bevise deres formodede evolutionsforbindelse med fugle. Alle padder, krybdyr og fugle har ‘kerneformede’ røde blodlegemer. Selv pattedyr har kerneformede røde blodlegemer i deres benmarv.

Trist nok har vi i både populære og videnskabelig tidsskrifter vænnet os til at læse offentliggjorte rapporter om evolutionen og dens millioner af år – rapporter, som i høj grad er ensidige og mangler videnskabelig substans.
Men Schweitzer-teamets undersøgelse og rapport er uden værdi selv ud fra evolutionsteoriens normer. Al den stund rapporten om endnu et dinosaur-fossil med spor af blødt væv er interessant i sig selv, hvorfor valgte forfatterne så at sammenligne vævslæren (mikroskopisk anatomi) af denne knogle med en uidentificeret knogle fra en fugl – og hvorfor en struds?
Hvorfor ikke sammenligne vævslæren fra dinosaur-knoglen med vævslæren fra et levende krybdyr? Dinosaurer er trods alt krybdyr.
Svaret på dette spørgsmål er indlysende. Det ville ikke være ret interessant at nå frem til det velkendte faktum, at alle udelte blodkar, blodlegemer, knoglematrice og benceller fra de fleste hvirveldyr ser ens ud på det plan, der er anvendt i denne undersøgelse.
Man må gå ud fra, at normerne for publikation i selv de mest ansete videnskabelige tidsskrifter som f.eks. Science er helt anderledes for evolution end for enhver anden empirisk videnskabsgren.
Evolutions-palæontologi viser sig også at være den videnskabelige gren, hvor mange af dens fortalere er så fastlåste i deres overbevisninger, at de har valgt at stikke hovedet i busken uden hensyn til, hvor deres egne facts fører hen.