Servitricen vil have mig til at FASTE

Servitricer i den del af Afrika, hvor jeg rejser, er ofte en prøvelse. Men på ”Noumou” lagde jeg mærke til en glad servitrice, så jeg spurgte, hvad hun hed.

Servitricen Marguerite skænker op, mens hun prædiker for mig om faste…

– Marguerite, svarede hun og tilføjede: – Undskyld, Monsieur, er De ikke kristen?
Da jeg indrømmede det, svarede hun med et stort smil, at det var hun også – blevet.
Fordi vi nu ligesom er i familie, er vi begyndt at snakke om vores tro. Det er selvfølgelig begrænset, hvor mange teologiske emner man kan nå, mens hun tørrer støvet af bordet, men ofte bliver hun stående og snakker.

Marguerite har f.eks. fortalt, at hun giftede sig med en mand heroppe nordpå, hvor de fleste er muslimer. Han døde desværre for et år siden. Marguerite stod tilbage med to små piger … Midt i den krise blev hun klar over, at hun måtte have hjælp ovenfra og fik kontakt med en lille pinsekirke. Det forandrede hendes liv fra jammer til det smittende smil, hun nu oplyser restauranten med.
– Den 20. december 2000 tog jeg imod Jesus og den 31. blev jeg døbt. Og Herren har hjulpet mig på alle måder!
Selv om hun bor primitivt og kun ser sine to små piger en time om eftermiddagen, når de kommer fra skole, før hun tager på arbejde til efter midnat, så er hun alligevel taknemlig.
– Ja, tænker jeg. Og vi beklager os, selv om vi har for meget. Mærkeligt…

For et par dage siden opfordrede Marguerite mig til at faste. Jeg så ned – på maven.
– Ikke fordi De er for tyk, men det ville hjælpe Dem i Deres åndelige liv, sagde hun.
Som de fleste danske kristne bliver jeg altid så sulten, når jeg hører om at faste…
Ja, faktisk må jeg indrømme, at jeg som regel har et par bananer liggende, fordi jeg frygter at vågne og være sulten midt om natten.
– Så er man blevet slave af sin krop, mener Marguerite.
Da jeg mødte op i aftes, spurgte hun igen, om jeg fastede. Det var da et underligt spørgsmål, når jeg nu sad dér med spisekortet i hånden, syntes jeg. Men hun forklarede, at når hun faster, så spiser hun efter solnedgang.
– Jeg begyndte at faste få uger efter, at jeg var blevet kristen. I seks år havde jeg haft mad-allergi, så jeg til sidst næsten ingenting kunne spise.
Så bad jeg og fastede i bare tre dage, og så kunne jeg spise normalt. Jeg har ikke haft problemer i de fire år, der er gået siden. Jeg kan spise hvad som helst, udbryder hun stolt over sin åndelige sejr.

I aften tog jeg igen hen på Noumou for at spise. Jeg nærmest løb fra en af de andre servitricer for at blive betjent af Marguerite – og få den daglige bibelundervisning.
– Faster De? spurgte hun med sit varme afrikanske smil.
– Øh, jeg har ikke spist noget halvdelen af dagen…
– De skulle nu faste hele dagen, så ville De overvinde Deres svagheder, Monsieur Henri.
– Men hvorfor mener du, at man skal faste? undveg jeg.
– Fordi det står i Bibelen, at vi ikke skal lade kroppen – kødet – bestemme over ånden.
Hvis vi giver efter for kroppens mange behov, så uddør det åndelige liv i os. Men når vi faster, så overvinder vi noget – og vores bønner virker meget stærkere.

Jeg sad dér med spisekortet mellem hænderne og vidste ikke lige, hvad jeg skulle sige.
– Har De prøvet fisk blandet med bananer?
– Nej, lad mig prøve det.
– Og så en øl, Monsieur…?
– Øh, de kristne drikker vel ikke øl her i området? spurgte jeg skyldbetynget.
– Nej, ikke de sande troende. Det sløver sjælen, og hvis Gud så forsøger at sige noget til én? Så sover man, svarede Marguerite og begyndte igen at skrive på sin blok:
– Skal det være en Beauford eller en Castel øl?
– Jeg nøjes med en tonic…
– Fint. Jeg er straks tilbage.

Pludselig forstod jeg, hvor afhængige vi vestlige kristne er af alle vores behov. Vi skal hele tiden have mad, slik, kaffe, tv, internet, musik, underholdning, tøj, sex… Ofrer vi nogensinde noget for at komme Gud nærmere?
De fleste af os ved ikke engang, at der er en sammenhæng mellem at faste fra noget – og få svar på bøn. Vi overhører bevidst Jesus, der selv sagde, at der er noget, vi ikke slipper af med, medmindre vi beder – og faster.
Hvor ofte brokker vi os ikke over, at vi ikke straks bliver helbredt eller får det, vi ønsker os. Men ifølge evangelisten Marguerite, så vil Gud først se, om vi mener noget med det – om vi vil ofre noget for at være sammen med ham.
Utroligt, at sådan en klog og gudfrygtigt redaktør som mig skal lade sig belære af en lille nykristen afrikansk servitrice i skævslidte sko?
– Jeg vil åbenbare mig for dem, der ingenting er, for at gøre dem, der er noget, til skamme, hvisker Jesus.
Når jeg tænker over det, så har jeg også lært mere af enfoldige kristne, som lever i troen, end af belæste og intellektuelle teologer og filosoffer, som har det hele i hovedet, men ikke har erfaret…

Marguerite hælder min syrlige tonic op. – Kan du nævne et bevis på, at det hjælper at faste? – Jeg kan nævne mange. Men jeg skal lige servere for den højtråbende herre ovre i hjørnet, svarer hun og går.
– Giv dig bare tid…
Jeg tænker på en dansk domprovst, som var inviteret til Afrika. Da han kom hjem, var han begejstret for det afrikanske kirkeliv. Men han mente dog ikke, at der var noget at hente – teologisk set.
Men hvad er teologi? Det er læren om Gud. Og når afrikanernes kirkeliv er så meget mere levende end vores, så kunne det jo være, fordi deres teologi ikke kun er intellektuelle overvejelser, men erfaringer af nærkontakt med Gud.
Jo, afrikanerne kan belære os om bøn og faste. De hører Guds stemme; de får åbenbaringer i drømme – hvor mange af os gør det? – De overvinder sig selv og sejrer i den åndelige verden, så de kan holde livet ud – ja, være lykkelige…

– De vil have beviser på at faste virker, Monsieur Henri?
Voila, siger hun og stiller bakken på bordet. – Da jeg blev kristen, arbejdede jeg ofte til langt ud på natten på en restaurant, og jeg følte ikke, jeg havde tid og ro til at søge Gud. Så bad og fastede jeg for at få et dag-arbejde. På 2. dagen hørte jeg en stemme inde i mig sige, at jeg skulle gå hen til en bestemt tøjbutik og spørge efter arbejde. Jeg gik derhen, men turde ikke spørge. Men da jeg kom hjem, havde lederen af butikken været hos mig for at spørge, om jeg ville arbejde for ham! Er det bevis nok? spørger hun og fortsætter:
– Så arbejdede jeg der i to år. Men Djævelen satte ind med besværligheder. Fra den ene dag til den anden mistede jeg mit job den 16. december – jeg havde købt nyt tøj i julegave til børnene på kredit, og fire dage senere flyttede den dame, jeg delte lejlighed med… Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg fastede. Pludselig fik jeg penge fra både her og der, så vi klarede os igennem. Kan De se, at fasten hjalp? De tvivler? Hør så her:
– Mine to piger fik begge blod i afføringen. Jeg var nødt til at sende dem på hospitalet, men havde ikke råd. Desperat begyndte jeg igen at faste, og pigerne blev mirakuløst raske – på andendagen!
– For et år siden fik jeg job her på Noumou. Men pigerne må bo alene, og jeg må tage hjem midt om natten bag på en knallert. Jeg kunne nemt blive overfaldet, bestjålet og voldtaget. Men jeg faster og jeg beder, og intet er sket mig. Jeg frygter ingenting.
– Da børnenes skolepenge skulle betales, havde jeg intet. Jeg bad og fastede i tre dage. Så fik jeg pludselig ekstra drikkepenge i en uge, så jeg hver dag kunne tage ca. 25 kr. med hjem! Dét rakte netop til skolepengene, smiler hun.

– Hvor ofte faster du?
– Det kommer an på, hvilke problemer jeg har. De to sidste uger har jeg fastet tre dage hver uge. Åh, det giver sådan en fred og åndelig kraft.
– Ja, jeg har ofte undret mig over, hvorfor Gud ikke…
– Når De er dér, så er De parat til at faste for at få svar. Og De vil få drømme og visioner og vejledning fra Gud.
– Tror du virkelig?
– Ja, selvfølgelig! De vil komme så tæt på Gud. Men De må gøre, hvad Gud siger. De kan ikke stjæle eller snyde eller skade nogen, når De først kender sandheden.
– Nej, det er klart.
– Vil De have regningen?
– Lad mig lige få en café-au-lait, svarede jeg for at forlænge bibelundervisningen lidt.

PS: Faktisk fik Marguerite mig til at faste i tre dage. Det har åbnet helt nye muligheder i mit åndelige liv.
Jeg ærgrer mig over, at jeg har været så magelig og først så sent fulgt Jesu klare vejledning om at faste.
Hvor dum kan man være?